Kors i hytten

Lad os lige få noget på det rene: Der er en stor forskel på at være forudindtaget og på at have forventninger. Som levende, emotionelle væsner kan vi ikke bare lukke af for vores følelser, når det passer os. Men hvor vil jeg dog hen med denne flygtige lommefilosofi? Jo, det er simpelthen ikke muligt at se en film uden at have visse forventninger, idet alt fra genren til filmens bagmænd påvirker os følelsesmæssigt på baggrund af personlig smag og tidligere filmoplevelser. Kunsten (i hvert fald som anmelder) er aldrig at lade forventningerne påvirke bedømmelsen (i så fald ville man være forudindtaget), men blot at se tilbage på dem bagefter som enten håbløs ønsketænkning eller nøjagtige spådomme. Og jeg må blankt erkende, at jeg forventede, at “Priest” ville være noget bras.

Jeg baserede denne profeti på instruktøren Scott Stewarts foregående film, “Legion” – en film så ufrivilligt komisk, at den formentlig ville have vundet en stribe Oscars, hvis den var blevet solgt som en farce med tilføjet dåselatter. Stewarts film om engle, dæmoner og blodtørstige, besatte bedstemødre var en fuldkommen uforsvarlig omgang nonsens, så det kom som en gevaldig overraskelse, da “Priest” ikke blot startede godt, men også langsomt blev bedre og bedre.

Det kommer derimod ikke som nogen stor overraskelse, at Stewart er en erklæret “Blade Runner”-fan. Det futuristiske univers i “Priest” vækker varme minder om det kolde, forurenende L.A. anno 2019 i Ridley Scotts milepæl, men det er stadigvæk unikt nok til at undgå anklager om plagiering. Årstallet er ukendt, men det er adskillige år siden, at en destruktiv krig mellem menneskeheden og verdens vampyrer er overstået. Krigen skildres i en blændende tegnefilmssekvens, som formentlig sparede filmmagerne mange millioner dollars. Jorden er en gold ødemark, og kirken har udnyttet folks fortvivlelse til at overtage magten i de resterende storbyer, hvor de kontrollerer borgerne fra tårnhøje kapeller og tvinger dem til at erkende deres synder i automatiserede skriftestole.

På trods af filmens relativt beskedne budget er dens univers fornemt realiseret. De tidlige scener i den dunkle metropol er enormt stemningsfulde skildringer af H.G. Wells’ værste mareridt. Uden for storbyerne er ørkenen spækket med cowboys og saloons, og Western-lighederne er ikke kun forbeholdt filmens billedside, for historien er tydeligvis baseret på “The Searchers”. Ligesom John Waynes afdankede sherif i John Fords klassiker er helten i “Priest” en lavmælt og forpint herre, som drager ud i ødemarken for at finde sin kidnappede niece. Her er hun bare blevet bortført af vampyrer frem for indianere, og sheriffen er i stedet en præst med ekspertise i kung-fu og et kæmpe kors tatoveret på panden.

“Priest” har dog langtfra lige så megen substans som “The Searchers”, og dens lettere overfladiske personportrætter er det, der i sidste ende forsegler filmens skæbne som en underholdende og farverig, men også lettere banal genrefilm af Roger Corman-varianten. Man savner især at høre mere om præstens fortid og hans relation til skurken, men ret skal være ret… Med en spilletid på blot 80 minutter eksklusive rulletekster bliver filmen ikke hængende længere i hjemmebiografen, end den er velkommen, og dens raffinerede action tager kegler. I hovedrollen mønstrer Paul Bettany en rædselsfuld amerikansk accent, men hans entusiasme og kølige stålblik gør ham til en indtagende antihelt, og Karl Urban giver Bettany klækkeligt modspil i rollen som filmens vampyrskurk.

De smagfulde billeder suppleres desuden af lige så smagfulde birollepræstationer, hvor dygtige folk som Christopher Plummer, Brad Dourif og Stephen Moyer (som selvfølgelig er kendt for at spille vampyr i HBO’s “True Blood”) dukker op for et par korte, men mindeværdige bemærkninger. Christopher Youngs musik balancerer lige så fint mellem flere genrer som selve fortællingen, og de computergenererede vampyrer er tilpas troværdige og skræmmende. Se dét havde jeg bestemt ikke forventet.

Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 2.40:1. “Priest” er en meget dunkel film, og mørke billeder og 3D går sjældent hånd i hånd uden slinger i valsen, men diskens 3D-transfer slipper mere end hæderligt fra forsøget. Uanset om man vælger at se filmen i 2D eller 3D, vil man desværre støde på enkelte scener, hvor detaljer synes at gå tabt i skyggerne. Men heldigvis er billedet sædvanligvis knivskarpt og detaljerigdommen enorm – selv i scenerne i vampyrernes bælgmørke katakomber. Farverne er kølige, men naturtro, og jeg bed aldrig mærke i udtværing, glorier eller utilsigtet støj. Diskens ucensurerede udgave af filmen har i øvrigt fået tilføjet mere blod end biografversionen.

“Priest” blev skudt i 2D og senere konverteret til 3D. 3D-konverterede billedsider imponerer sjældent på Blu-ray, men dette er afgjort en af de bedste af slagsen, jeg har set – ja, faktisk var jeg overbevist om, at filmen var blevet skudt i 3D, indtil jeg tjekkede ekstramaterialet. Billedet har en tilfredsstillende dybde fra start til slut. 3D-effekten er mærkbar, men subtil og troværdig, og der er forholdsvis få øjeblikke, hvor noget kommer direkte flyvende imod os (såsom præsternes “kastestjerner”). Det store 3D-højdepunkt sker i kapitel 11, hvor vampyrerne brænder en landsby, og utallige, mikroskopiske gnister svæver foran skuespillerne. Det er et af den slags øjeblikke, hvor man instinktivt rækker ud efter skærmen. 3D-transferet er praktisk talt blottet for ghosting.

Audio

Endnu mere imponerende end udgivelsens 3D-transfer er dens Dolby Digital 5.1-lydspor (bitrate: 640 kbps), som formentlig er det bedste komprimerede lydspor, jeg har hørt, siden Michael Bays første “Transformers”. Alt fra de futuristiske motorcyklers dybe rumlen til vampyrernes højlydte brøl kommer igennem med en imponerende slagkraft og en exceptionel klarhed. Den Oscar-nominerede lydmixer Peter J. Devlin har sørget for en perfekt balancegang imellem lydsidens forskellige dele, således at hverken replikkerne, lydeffekterne eller musikken overdøver eller overdøves. Derudover disker baghøjtalerne konstant op med subtile lydeffekter (lige fra vindpust i ørkenen til fjern højtalerstøj i storbyerne), der gør filmens futuristiske univers lettere at leve sig ind i.

Ekstramateriale

Eftersom det føles, som om nogle vigtige handlingsforløb i filmen enten er blevet sakset eller nedbarberet, var jeg interesseret i at se, om diskens slettede scener var noget værd – der er 13 minutter af dem, de er ufærdiggjorte og desværre ikke synderligt interessante. Instruktøren Scott Stewart, manuskriptforfatteren Cory Goodman og skuespillerne Paul Bettany og Maggie Q har indtalt et forbavsende underholdende kommentarspor til filmen, som heldigvis ikke byder på alt for megen verbal rygklapperi, men derimod adskillige seriøse anekdoter og muntre kommentarer. Mindst lige så godt er et video-kommentarspor, som præsenterer relevante billeder, klip og interviews, mens filmen kører.

De to dokumentarer “The Bloody Frontier: Creating the World of Priest” (13 min.) og “Tools of the Trade: The Weapons and Vehicles” (11 min.) fokuserer på filmens look og effekter, og indslagene er så korte og velproducerede, at man ikke keder sig undervejs. Derudover er her visuelle gennemgange af flere af filmens rekvisitter (i 3D) og et PlayStation 3-baggrundstema, og hvis din afspiller er koblet til internettet, får du adgang til trailere til alskens Sony-titler samt en masse baggrundsviden om filmens bagmænd og skuespillerne. Ekstramaterialet (bortset fra de slettede scener) præsenteres i 1080p.