Eventyr for fuld oplæsning

Hvad i alverden blev der af Rob Reiner? Jo, jeg er godt klar over, at den 67-årige filmmager stadig lever i bedste velgående, men hvor Reiner engang var et af Hollywoods hotteste navne, er han i dag så langt ude i kulden, at hans blodårer sikkert er tilisede. Reiner var ansvarlig for flere af 1980’ernes største perler: “This Is Spinal Tap” (måske filmhistoriens bedste mockumentary), “Sammenhold” (måske filmhistoriens bedste drama om båndet mellem børn) og “Da Harry Mødte Sally” (måske filmhistoriens bedste romantiske komedie), men mandens CV før og efter midt-90’erne er som nat og dag.

Komediedramaerne “The Story of Us” og “Rygtet siger…” blev revset af kritikerne og ignoreret af biografgængerne, og har du nogensinde hørt om “Flipped”? “Alex & Emma”? Øh… “Sommeren i Belle Isle”? Men du har formentlig (og forhåbentlig!) hørt om newyorkerens eminente eventyrkomedie, “The Princess Bride” – endnu en 80’er-juvel og en film lige så sjov og særegen som dens oprindelige, danske udgivelsestitel: “Prinsessen og de skøre riddere” (filmen har vel at mærke intet slægtskab med “Monty Python og de skøre riddere”).

Som den danske titel antyder, bugner “The Princess Bride” af riddere og regenter, men historien starter pudsigt nok på et børneværelse i nutidens USA. En lille knægt (Fred Savage fra “Mine glade 60’ere”) ligger under dynen med høj feber, mens hans aldrende bedstefar (selveste Columbo, den kronisk karismatiske Peter Falk) læser et eventyr højt. Så springer vi fra det bitte børneværelse til fablens overdådige omgivelser, hvor vi møder to af eventyrgenrens klassiske arketyper: En standhaftig staldknægt, Westley, og en henrivende ungmø, Buttercup, der flirter lidt, indtil de en skønne dag står foran solnedgangen og skal lige til at kysse, da den højtlæsende morfar pludseligt afbrydes af sit frustrerede barnebarn: ”Vent… er det her en kyssebog? Hvornår bliver den god?!”

“The Princess Bride” får altså lynhurtigt slået fast, at vi skal se en filmfabel fyldt med folkeeventyrets tryllebindende varemærker (deriblandt heroiske fægtere, godartede giganter, mægtige monstre og magtfulde troldmænd), som samtidigt vil være indsvøbt i en mere nutidig, skælmsk humor, der får en af vores allerældste genrer til at føles dugfrisk igen. Rammefortællingen med bedstefaren og barnebarnet er simpelthen genial, fordi den sprænger det klassiske eventyrs klassiske rammer og derved giver filmmagerne carte blanche til at lege enormt med konventioner, tempo og tone – og særligt på den humoristiske front skinner filmmagernes legesyge igennem.

Skærende kontraster er ofte grobund for gode grin (det er ikke uden grund, at Gøg er rolig og ranglet, mens Gokke er tyk og frembrusende), og sådan er det også i “The Princess Bride”, hvor særligt kontrasten mellem eventyrgenrens medfødte “opstyltethed” og karakterernes underfundighed scorer mange latterbrøl: Kameraet kører langsomt ind på en velklædt pastor, der tilmed introduceres som Den Imponerende Præst, før hans gebrokne engelsk prompte gør en royal bryllupsceremoni til en farce; en hæslig håndlanger taler med en dyb, dundrende røst, indtil han rømmer halsen og derefter lyder som en skvattet londoner; to sværdfægtere hyggechatter før en duel til døden; den kære Westley afviser kategorisk, at skoven bebos af kødædende kæmperotter, før én af dem fluks springer på ham. Herligt!

Eventyr-klicheer som ovenstående bliver ofte præsenteret på et sølvfad, før Reiner og Co. uden varsel trækker tæppet væk under os med larmende grineflip til følge. Humoren forhindrer filmen i nogensinde at føles forudsigelig eller prætentiøs, mens “overfladefortællingen” også er bundsolid i sig selv – primært fordi Cary Elwes og Robin Wright har så stærk en kemi, at man øjeblikkeligt bliver grebet af Westley og Buttercups kamp for at være sammen i et kongerige, hvor de konstant trues af korrupte autokrater, forbrydere og, ja, klamme kæmpegnavere. Karaktererne drukner aldrig i morskaben, og vitserne bremser aldrig historiens momentum.

Resten af castet brillerer også. Mandy Patinkin, som i øjeblikket imponerer som CIA-koryfæ i tv-serien “Homeland”, er uforlignelig som den elskværdige lejesvend Inigo Montoya, der jager sin fars koldblodige morder – hvilket han gentagende gange slår fast i en af filmhistoriens bedste minimonologer. Sværdkampen mellem Montoya og Westley (fjender, før de bliver bedste venner) er i øvrigt helt på højde med Errol Flynns fedeste fægtekampe. Filmens skæppeskønne sammensurium af forskellige genrer (eventyr, romance, gys, komik, drama, action) og temperamenter (lunefuld, romantisk, sød, sorgmodig) gør hvert eneste gensyn unikt, fordi man altid bemærker noget nyt. Musikken af Mark Knopfler (det eneste, der rimer på kartofler) er ikke just ældet med ynde, men alt andet i “The Princess Bride” synes tidløst. Hvor er du, Reiner? Du er savnet!

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. “The Princess Bride” har snart 30 år på bagen, men på Blu-ray ser den lige så godt ud som de fleste nyudgivne Hollywood-storfilm. Jeg var især imponeret over billedets slående skarphed og enorme detaljerigdom. I nærbillederne er alle de små hår, ar og svedperler på skuespillernes ansigter fuldkommen tydelige. Her er praktisk talt ingen støj eller snavs, men billedsidens renlighed er gudskelov ikke blevet sikret på bekostning af DNR-skavanker, og jeg spottede ingen banding eller edge-enhancement. Kontrasten er også solid. Der optræder dog nogle mindre, men mærkbare skift i farvetemperaturen, som man sandsynligvis ikke kunne rette med datidens simple grading-udstyr (og som man altså heller ikke har rettet sidenhen), men som regel er farvegengivelsen upåklagelig.

Audio

Jeg havde bestemt ikke forventet, at en halvgammel eventyrfilm som “The Princess Bride” (hvis lydside blev produceret, adskillige år før surround-bølgen tog fart) ville lyde særlig fantastisk i HD, men diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er glimrende. Hver eneste lydeffekt og replik kommer igennem med en forbløffende klarhed. Panoreringerne langs fronthøjtalerne fungerer godt, og selvom baghøjtalerne til tider er en smule tavse, så får de altså ofte lov til at give musikken mere fylde og/eller til at diske op med subtile atmosfærelyde, der kun gør det lettere at leve sig ind i filmens unikke univers. Jeg kan ikke forestille mig, at “The Princess Bride” nogensinde kommer til at lyde bedre i hjemmebiografen, end den gør her og nu på Blu-ray.

Ekstramateriale

Instruktøren Rob Reiner har indtalt et kommentarspor til filmen, og det samme har manuskriptforfatteren William Goldman, der også skrev romanen, som filmen er baseret på. Begge kommentarspor er udmærkede og rummer flere interessante anekdoter, men jeg tror, det havde været bedre, hvis mændene havde indtalt ét spor i fællesskab, for de gentager flere af de samme historier, og ofte bliver de så grebet af filmen, at de holder mund i længere tid. Goldman spilder også lige lovlig meget tid på at fremhæve sine (mange) yndlingsreplikker fra sit eget manus.

Derudover er her en stribe dokumentarer. “A Conversation with Rob Reiner, Cary Elwes and Robin Wright” (15 min.) og “Enterting the Zeitgeist” (15 min.) er splinternye og præsenteres i HD, mens resten af videomaterialet er blevet opskaleret fra SD. I den førstnævnte featurette sidder Reiner og skuespillerne Elwes og Wright og udveksler minder om filmens tilblivelse. Kedeligt, verbalt rygklapperi forekommer undervejs, men det er dæleme svært ikke at more sig i selskab med det charmerende trekløver. I “Entering the Zeigeist” diskuteres filmens eftermæle af flere af dens ophavsmænd, skuespillere og fans.

Her er også en stor stak ældre dokumentarer, som blev produceret for mange år siden, da “The Princess Bride” oprindeligt udkom på dvd. Tilsammen varer de omtrent 96 minutter, og de ser nærmere på alt fra filmens mægtige makeup-arbejde og sensationelle sværdfægtningssekvenser til udarbejdelsen af manuskriptet og hyringen af skuespillerne. Selv fans vil formentlig føle, at de interviewede bruger for mange minutter på at skamrose filmen og kollegaerne, men dokumentarerne er til gengæld velproducerede, underholdende og informative, og praktisk talt alle produktionens fremtrædende skuespillere og bagmænd udtaler sig. Desuden er her filmens oprindelige (og elendige) biograftrailer, som er præget af pornoagtig saxofonmusik. Puha.