Fangerne på det selvtægtende fort

At være passiv eller miste kontrollen er noget af det mest angstprovokerende, jeg ved. Hvis der opstår et problem, så har jeg lyst til at handle, gøre noget – løse problemet. Det er ofte en god idé, men en gang imellem stilles man over for situationer, hvor man ikke kan gøre noget. Hvor det bedste er at affinde sig med sit problem for ikke at forværre eller forkludre. Men det kan være svært. Spørg bare Hugh Jackmans familiefar, Keller Dover, der får sin datter kidnappet i den dejligt dystre “Prisoners”. Han burde blive trøstende hos sin kone og søn, imens det fejlbarlige politi efterforsker sagen. Men det kan han ikke. Han må handle.

At handle or not to, dét handler “Prisoners” i sin grumme enkelthed om. En handling, der er sat i et regnfuldt og øde stykke forstads-Pennsylvania, hvor man siger sit fadervor, inden tænderne sættes i den mad, man selv har skudt. Men inden tænderne sættes i den her dags dådyr, så bliver enhver forældres mareridt til virkelighed: den yngste pige fra henholdsvis familien Keller og Birch er væk. Pigerne er blevet kidnappet – eneste spor er en hvid campingvogn.

Heldigvis er det lokale politi hurtige til at handle anført af Jake Gyllenhaals betjent Loki, der fanger den mistænkte campingkidnapper, der viser sig at være den tvetydigt tilbagestående Alex, der dårligt kan stave til sit eget navn. Paul Dano er – nærmest som en ung Edward Norton – den helt rette til at lægge en mistænkelig dobbelttydig tvivl ind i sin tilsyneladende stakkels Alex – bare tænk på hans rolle som måske-tvilling i “There Will Be Blood”. Loki må lade ham tvivlen komme til gode. Ingen piger, ingen beviser. Herfra må Jackmans egenrådige machokarakter gøre noget. Sagen tager han i sine egne selvtægtshungrende hænder – han kidnapper Alex og forsøger at få sandheden ud af ham med midler, kun en fange på Guantanamo-basen kan misunde.

Dét, jeg godt kan lide ved “Prisoners”, er, at jeg forstår, føler med og finder fejl hos både selvtægtsmanden, Keller Dover, og strisseren, Loki. For selv om det burde være let at tage afstand fra farmand Dovers forfærdelige torturvalg, der ikke bare forvandler ham til et dunkelt, kriminelt keller-mensch, men også fjerner ham fra hans kone og søn, så forstår jeg ham også. Hans ønske om handling. Den forståelse forstærker Jake Gyllenhaal med et melankolsk blik, der er som skabt til mysterier, og som jeg lærte at holde af i kultklassikeren “Donnie Darko”. For nok er Loki ihærdigt velmenende, når han rejser til den kriminelle underverden for at finde de forsvundne piger, men han er ingen uvirkelig Sarah Lund, der har en sjette og syvende krimisans. Nej, han er ganske menneskelig og fejlbarlig.

Loki minder mere om Mark Ruffalos kriminalbetjent i den beslægtede “Zodiac”, hvor det på samme vis som i “Prisoners” ikke så meget handlede om hvem, der gjorde det. Men mest af alt om hvad, det gør ved de mennesker, der i opklaringens navn lader sig opsluge af og underordner sig forbrydelsen, så de ender med at miste sig selv. Filmen fratager os dog ikke fornøjelsen ved en god gang hvem gjorde det?, hvor den sande butler først afsløres til allersidst.