Profetia
Udgivet 23. okt 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Selvom det nogle gange virker som om, at penge kan købe alverdens ting, så er noget af det spøjse ved enorme filmbudgetter, at de nogle gange næsten synes at skade en film. Selv 200 millioner dollars kunne ikke forhindre “Transformers: De faldnes hævn” i at stinke værre end en elefantbæ, og samtidig synes begrænsede midler til tider at presse filmfolk til at tænke mere opfindsomt, end de ellers ville have gjort.
Filmen starter med den aldrende Sofie, der vandrer ud i skoven, hvor hun begynder at brænde alle de historier, hun har skrevet, en efter en. Samtidig er det dog som om, fortællingerne kommer til live rundt om i byen, og vi møder et væld af figurerne på deres vej gennem dagen. I en lejlighed vågner den plagede Ruth, der har været tæt på døden og nu har mistet evnen til at elske. Hun krydser snart skæbne med den aldrende Tom, der har ført et hadefuldt liv og nu søger tilgivelse hos sin voksne søn Johnny. Sønnen har dog selv arvet faderens vrede temperament og er ikke just blevet mildere i sulet af at være lænket til en kørestol, hvorfra han ønsker hævn over den svigtende verden. Samtidigt står den kønne Eva overfor sit bryllup, men savnet efter den mand, der tidligere knuste hendes hjerte, dukker pludselig uventet op.
Filmen er instrueret af svenske Johan Melin, der er uddannet på Den Danske Filmskole og har blot en enkelt spillefilm bag sig. Han skulle efter sigende være allieret med et hold skuespillere, der går efter at bevæge sig væk fra den almindelige hverdagsrealisme. Væk fra den kommer vi da også i “Profetia”, der konstant bryder de ordinære rammer med poetiske anslag og en forklarende, men lettere tåget fortællerstemme. Historierne rykker skiftevis frem og tilbage mellem det naturlige og det overnaturlige, og flere gange skifter tonen i de forskellige scener.
Som altid, når der eksperimenteres, falder nogle forsøg heldigere ud end andre, og noget lignende sker her, hvor en velfungerende sekvens hurtig afløses af en mere tvivlsom. Historiefortællingen virker heller ikke altid lige tydelig, og enkelte gange er man simpelthen i tvivl om præcis, hvad vi skal forstå, der lige er foregået. Ikke desto mindre indeholder filmen også adskillelige opfindsomme optrin. De gode indfald kan dog ikke bære filmen hele vejen, og ofte efterlades man med for megen eksperimenterende form og et lige lovligt flyvsk handlingsforløb. Tankevækkende nok er filmens stærkeste historie – om den hadefulde, invalide Johnny – også dens mest neddæmpede. Ikke desto mindre er der dog en forfriskende gå-på-mod over filmen, som ganske vist ikke ligefrem ser ud som en produktion til 200 millioner dollars, men alligevel vækker interessen. Alle film behøver gudskelov ikke at ligne en blockbuster.
”Profetia” vises i Cinemateket fra 25. oktober og kan købes på dvd i Cinematekets Boghandel fra 26. oktober
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet