Løsslupne historier

Selvom det nogle gange virker som om, at penge kan købe alverdens ting, så er noget af det spøjse ved enorme filmbudgetter, at de nogle gange næsten synes at skade en film. Selv 200 millioner dollars kunne ikke forhindre “Transformers: De faldnes hævn” i at stinke værre end en elefantbæ, og samtidig synes begrænsede midler til tider at presse filmfolk til at tænke mere opfindsomt, end de ellers ville have gjort.

Der er naturligvis også en smertegrænse for stramme budgeter, hvorunder selv de bedste ideer bliver kvast. Den er den nye danske film “Profetia” lejlighedsvis tæt på, men filmen indeholder dog samtidig også så mange gode påfund, at man gerne ser gennem fingre med det.

Filmen starter med den aldrende Sofie, der vandrer ud i skoven, hvor hun begynder at brænde alle de historier, hun har skrevet, en efter en. Samtidig er det dog som om, fortællingerne kommer til live rundt om i byen, og vi møder et væld af figurerne på deres vej gennem dagen. I en lejlighed vågner den plagede Ruth, der har været tæt på døden og nu har mistet evnen til at elske. Hun krydser snart skæbne med den aldrende Tom, der har ført et hadefuldt liv og nu søger tilgivelse hos sin voksne søn Johnny. Sønnen har dog selv arvet faderens vrede temperament og er ikke just blevet mildere i sulet af at være lænket til en kørestol, hvorfra han ønsker hævn over den svigtende verden. Samtidigt står den kønne Eva overfor sit bryllup, men savnet efter den mand, der tidligere knuste hendes hjerte, dukker pludselig uventet op.

Om personerne kun eksisterer inde i Sofies historier og nu bliver vækket til live, eller om Sofie blot har skrevet om rigtige mennesker, er uklart, men snart begynder de forskellige fortællinger at krydse spor med hinanden, og samtidig viser nogle sig endda at være opsatte på at finde Sofie. De udgør hver især små øjebliksbilleder af forskellige liv, hvor vi nægtes de nødvendige oplysninger om, hvad der gik forud, og derfor stakåndet selv må forsøge på at sætte tingene i den rette sammenhæng.

Filmen er instrueret af svenske Johan Melin, der er uddannet på Den Danske Filmskole og har blot en enkelt spillefilm bag sig. Han skulle efter sigende være allieret med et hold skuespillere, der går efter at bevæge sig væk fra den almindelige hverdagsrealisme. Væk fra den kommer vi da også i “Profetia”, der konstant bryder de ordinære rammer med poetiske anslag og en forklarende, men lettere tåget fortællerstemme. Historierne rykker skiftevis frem og tilbage mellem det naturlige og det overnaturlige, og flere gange skifter tonen i de forskellige scener.