En blodfattig Tour de Doping

Han ligner ham. Ben Fosters tætsiddende øjne, lille mund og trænede krop iført gul førertrøje er som en fysisk tvilling af den syvdobbelte Tour de France-vinder, Lance Armstrong. Men hvor alt det udvendige ligner, så blev jeg tilsvarende ikke klogere på det store hvorfor. Hvorfor snød og bedragede den overlevende kræftpatient sig til sejr? “The Program” giver ingen nye svar.

Det eneste forsøg på et svar til spørgsmålet om, hvorfor Lance Armstrong igennem en hel karriere proppede sig med forbudt blod og andet fra den store apotekerbuffet, er, at han meget gerne ville vinde. Som i indledningen, hvor Lance i begyndelsen af karrieren i 90’erne spiller bordfodbold med journalisten Walsh, der siden skulle blive Armstrongs største modstander. Walsh hygger sig med spillet, imens Lance har fuldt fokus på at vinde. Fordi det er det, der driver ham. Han vil ikke tabe. Hverken i bordfodbold, minigolf og høje bjerge eller til cykelryttere, medier og kræft. Nærmere kommer vi det ikke.

Netop kræftforløbet behandles sympatisk lødigt i denne Armstrongkritiske film, der piller legenden helt ned fra hårnålesvingene på Alpe D’Huez. For selv om snyderen fra Texas bruger sin sygdom og sin Livestrongfond, der støtter kræftramte familier og cancerforskning, som et skjold imod kritisk dopingspørgsmål, så viser “The Program” også en Armstrong, der oprigtigt går op i emnet. Også når kameraerne er slukket. Det antydes endda, at han snyder sig til sejr for at styrke Livestrongprojektet. For at bade den gode sag mere i medielys. At kræftmålet helliger dobbeltspillet. Hvis det da ikke lige var, fordi han begyndte at stikke sig med EPO-nåle allerede før sin sygdom.

Selv om “The Program” handler om en cykelrytter, så er det ikke en cykelfilm. Et par lækkert oliesmurte løbsmontager binder ganske vist de mange år fra dopingjomfru til bodsgangen hos Oprah Winfrey i 2013 sammen, men det handler ikke om sport. Det handler derimod om usport. Det usportslige, det ulovlige. Derfor er det her mere en gangsterfilm. Som “Goodfellas”, hvor den nye, unge rytter trækkes ind i en kriminel underverden. De nemme, forbryderiske genveje giver straks succes, der naturligvis ender med at stige til hovedet. Snart er Armstrong en mafiaboss, der styrer feltet, medierne og kritikere med hård hånd. Han føler sig udødelig. Og i det sekund ved gangstergenren, at den bratte nedkørsel og styrt venter forenden af næste stigning. Det skete som bekendt også for Armstrong.

“The Program” går dog aldrig i udbrud. Den sidder pænt i feltet og følger med. Som kedelige Indurain gjorde det, inden 90’ernes EPO-helvede brød løs. Kun birollen som Floyd Landis går solo. Den forsmåede hjælperytter er spændende som gudfrygtig whistleblower. Med sin rødmossede indebrændthed minder Jesse Plemons mig om en ung Philip Seymour Hoffman. Med andre udmærkede birollepip i efterårets “Black Mass” og “Spionernes bro” tror jeg, han fører feltet om et par år.