FilmenDet er in at lave filmatiseringer af tegneserier, og nu er turen kommet til Marvels “The Punisher”. Denne tegneserie er blevet filmatiseret tidligere, hvor Dolph Lundgren spillede rollen som titelkarakteren i en yderst middelmådig film. Nu er det blevet Thomas Janes tur til at træde i The Punishers sko og spørgsmålet er så om den nye version er mere vellykket end den gamle? Svaret er nej.

Fans af tegneserien vil måske kende filmens plot, der er baseret på historien kaldet “Welcome back, Frank!”. Personligt har jeg ikke læst tegneserien, så jeg kan ikke sammenligne filmen med dens forlæg. Man behøver dog ikke være kender af serien for at kunne indse, at filmen ikke har det helt store at byde på.

Det er en ganske uoriginal historie om hævn, som publikum præsenteres for. Der er masser af film i genren, som fx. de to Kill Bill film, og “The Punisher” har ikke rigtig noget der kan fremhæve den positivt i forhold til så mange andre. Frank Castle er undercover FBI agent og under en operation bliver den fremtrædende forretningsmand Howard Saints søn slået ihjel. Det er Saint naturligvis lidt muggen over, og han lader det gå ud over Frank Castle og hans familie. De er nemlig samlet i Puerto Rico til en familiesammenkomst, og her bliver de dræbt alle som en af Saints gorillaer. Frank overlever på næsten magisk vis, og drager nu tilbage til sin hjemby Tampa, Florida for at få hævn over Saint og hans familie.

Plottet er ligetil, og krydres med bl.a. Franks plagede tilværelse med druk og selvmedlidenhed. Han får dog lidt hjælp af sine naboer, der af en eller anden grund føler et fællesskab med denne enspænder. Plottet har også visse svagheder: Først og fremmest så afhænger hele filmen af at Frank overlever. Skurkene er simpelthen for dumme til at kontrollere at han nu også er død, en fejl der alt for ofte går igen i disse film. Ligeledes giver Frank sig til kende for omverdenen da han vender tilbage til Tampa, uden at politiet gør noget som helst. Hele mandens familie er pløkket, og man troede at han var død. Nu står han pludselig foran politistationen, er det er der INGEN der synes er underligt. Ligeledes er Franks planer for at få hævn mere komplicerede end filmen har godt af. Det er sløset arbejde af filmens skabere.

Filmens hovedrolle som Frank “The Punisher” Castle spilles af Thomas Jane, der tidligere har spillet med i bl.a. “Deep Blue Sea”, “Magnolia” og “Dreamcatcher”. Der var stort ramaskrig blandt tegneseriens fans, da det blev offentliggjort at Jane skulle spille rollen. Heldigvis gør han det rigtig godt som den plagede Frank Castle. Han tilfører rollen en tilpas balance imellem styrke og sårbarhed. Skidt med at han med det mørke hår ligner Christopher Lambert på en prik.

John Travolta er ved at begå karriere-selvmord… endnu engang. Han spiller rollen som filmens skurk Howard Saint. Der er absolut intet nyt i Travoltas præstation. Han kopierer mere eller mindre sig selv fra “Broken Arrow”, “Face/Off” og “Swordfish”. Travolta skal til at tage sig sammen, ellers skal der vist mere end en Quentin Tarantino til at genoplive hans karriere… igen!

Ellers er der ikke meget at komme efter i skuespilsafdelingen. Rebecca Romijn-Stamos giver en forglemmelig præstation og det samme gør de fleste andre birolleindehavere. Bedste birollepræstation kommer fra Will Patton, der giver en isnende præstation som Saints gorilla Quentin Glass.

Filmens bedste egenskab er dens dystre atmosfære, der holder et langt stykke hen ad vejen. Atmosfæren er med til at skabe filmen, men desværre ødelægges den i flere tilfælde af malplaceret humor, som fx. en scene hvor Frank får tæsk af en enorm russer, der nærmest er trådt direkte ud af tegneserien, imens hans naboer danser og synger til et stykke opera-musik. Scener som denne er direkte komiske, og det trækker ned. Det virker måske på det tegnede papir, men ikke på skærmen.

Conrad Hall Jr. er filmens kinematograf og hans smukke arbejde er med til at forstærke filmens atmosfære. Lyset i Castles lejlighed passer perfekt til hans humør. Et andet lyspunkt i filmen er den minimale brug af CGI. Filmen er lavet for $30 mio. og der har simpelthen ikke været råd til det helt store, hvilket kun er til filmens fordel. Filmens stunts har takket være dette det helt rigtige “feel” og det er et stort plus og et cadeau til filmens skabere.

Disse lyspunkter kan dog ikke trække filmen en klasse op. Det er og bliver en middelmådig film, som i allerbedste tilfælde kan levere lidt hjernedød action en søndag eftermiddag.

VideoPå billedsiden er der et Anamorphic Widescreen transfer i 2.35:1 Aspect Ratio. På den positive side har transferet god farvegengivelse og der er heller ikke nogen edge-enhancement, eller film-artefakter at spore.

På den negative side så lider transferet under manglende skarphed. Dette er knap så tydeligt i close-ups, men når karaktererne er længere væk fra kameraet er deres ansigter helt udviskede. Ligeledes er der en del grums på transferet og disse to fejl trækker ned i vurderingen.

AudioPå lydsiden er der tre lydspor i Dolby Digital 5.1, hhv. på engelsk, tjekkisk og ungarnsk. Lydsporet leverer lidt mere for skillingen end billedsiden. Der er en del stille scener i filmen og dialogen i disse fremstår tydeligt og uden susen.

I action scenerne kommer der godt gang i subwooferen, mens surround-højtalerne er lidt for passive. Der er dog visse scener hvor disse udnyttes, og når det sker er separationen rigtig god. Det er ikke et lydspor i topklasse, men det er ganske acceptabelt.

EkstramaterialeFørst og fremmest er der et kommentarspor med instruktør Jonathan Hensleigh. Han snakker konstant og der er meget få pauser. Han fortæller vidt og bredt om filmen og dens tilblivelse og om nogen af de ændringer han har lavet i forhold til tegneserien. Et ganske udmærket kommentarspor.

Dernæst er der to styks “Deleted scenes”, der ikke er specielt interessante. Der tales i dokumentarprogrammerne og på kommentarsporet om et helt sideplot, som ikke er med i filmen. Hvorfor ikke vise det her?

Dernæst er der et dokumentarprogram på ca. 25 minutter kaldet “Keeping It Real: Punisher Stunts”, der viser hvordan nogen af filmens stunts er lavet. Her er specielt fokus på et stunt hvor Castles bil hopper over en bro.

Et andet dokumentarprogram følger derpå, også ca. 25 minutter langt, kaldet “War Journal: On The Set of ‘The Punisher'”. Programmet er ganske interessant og omhandler naturligvis filmens tilblivelse med bl.a. interviews med cast og crew.

Til sidst er der en musikvideo, “Step Up” af Drowning Pool.

The Punishers farver er sort og hvid – hans symbol er et hvidt dødningehoved på sort baggrund. Dette er ganske rammende for hele filmen, som ganske vist er i farver, men hvis handling og karakterer er sort/hvide. “The Punisher” er således historien om en selvtægtmand af værste skuffe, som takket være det brutale mord på sin familie, får en undskyldning for at dræbe gerningsmændene uden nåde og med et kæmpe arsenal af våben. De onde er åh så onde – ejer hverken følelser eller medmenneskelighed – og de gode er åh så gode, men desværre hjælpeløse og stakkels udstødte individer i samfundet. De får dog hjælp i form af Frank Castle (Thomas Jane) a.k.a. The Punisher, der bliver de forsvarsløses beskyttende engel.

Filmen bygger på en Marvel-tegneserie, hvor helten til forskel fra Spider-Man eller Hulk ikke har overnaturlige kræfter, men er et almindeligt menneske, der dog er trænet kampsoldat og benytter sig af en del militært isenkram. Tegneserieforlægget havde den fordel, at den var meget kompromisløs i dens brutalitet og råhed, hvilket gjorde, at den var meget barsk, men at den samtidig virkede mere realistisk i sin fremstilling af vold og dets konsekvenser.

Filmen derimod, der er instrueret af nybegynderen Jonathan Hensleigh, giver sig ikke i kast med at skildre denne side af problematikken omkring hævn kontra straf og hele selvtægtspørgsmålet – det er action, det er vold og det er hæsblæsende, tilsat en portion humor og filmreferencer, som dog virker ganske malplacerede. “The Punisher” bringer mest af alt tankerne tilbage på de “gode gamle” actionfilm med Van Damme og Steven Segal, eller film som Arnold Schwarzeneggers “Sagen er bank” og “Commando”. Disse havde også en tendens til blot at vise vold for voldens skyld og indirekte hylde selvtægten som bedste løsning.

I “The Punisher” skal vi også forstå at politiet er magtesløse og at Frank Castle derfor må tage loven i egen hånd, men det faktum kommer aldrig rigtig frem. Filmens hovedpointe er samtidig, at han ikke er på hævntogt, men “blot” er ude på at straffe de onde gangstere, men netop her lider “The Punisher” af en stor selvmodsigelse, for hele filmen handler i bund og grund om Franks hævn over de folk, som dræbte hans familie på så grusom vis. Frank siger, at hævn er motiveret af personlige følelser, mens straf ikke er, men i hans tilfælde er der ingen tvivl om, at hadet til mafiabossen Howard Saint (John Travolta) og hans kumpaner er næret af, at de slog hans kære ihjel.

Ganske vist kan man sige om Thomas Jane, at han i sin fremstilling af Frank Castle ikke viser mange følelser – mest af alt er hans ansigt og kropssprog udtryksløst, og man forveksler ham næsten med Sylvester Stallone i dennes tidlige roller. Denne udtryksløshed virker bare i længden irriterende, og i scenerne hvor han sidder og tænker tilbage på sin kone og søn, savner man at han overhovedet reagerer, da det er tydeligt fra både manuskriptets og den bombastiske musiks side, at her er tale om dybt følelsesladede øjeblikke.

Endnu værre er det med John Travolta i sin fremstilling af den sadistiske og kolde Howard Saint, som er lige så karikeret og klichéfyldt, som den hob af hench-men han omgiver sig med, alle i sorte jakkesæt og sorte solbriller og med lige så meget udtryk som Agent Smith i “The Martrix”.

At instruktøren også forsøger at klemme nogle menneskelige og humoristiske elementer ind i filmen, i form af det udstødte trekløver Joan (Rebecca Romijn-Stamos), Dave (Ben Foster) og Bumpo (John Pinette), falder mest af alt til jorden. Det er tydeligvis ikke blevet bestemt om de skal være komiske eller tragiske, men de har dog visse momenter som fungerer. Især Ben Foster er god når han er seriøs, som i den ubehagelige torturscene, hvor han får flået alle sine piercinger ud!

Når det kommer til selve actionscenerne – og dem er der mange af – bliver man gang på gang irriteret over instruktørens forsøg på at citere andre film, som i scenen hvor Frank har et stand-off mod to skurke i en kontorbygning og der pludselig tyvstjæles fra Sergio Leones “Den gode, den onde og den grusomme” og dens endelige trekantsopgør. Dette er ikke sjovt; i stedet hiver det tilskueren ud af filmen, og man kan ikke lade være med at ærgre sig over, at instruktøren ikke kan beslutte sig for, om han vil lave en seriøs film eller hellere vil være en Tarrantino-klon. Ingen af delene fungerer. Det samme gør sig gældende i brugen af en Mariachi-hitman a la Robert Rodruigez’ “Desperado”, eller når selvsamme hitman siger til Frank: ”What idiot brings a knife to a gun fight?”, som er et mere eller mindre direkte citat fra Brian De Palmas’ “De uovervindelige”.

Disse optrin gør desværre også at handlingen, med de konstante angreb og modangreb fra henholdsvis Frank og Howard, trækker ud og bliver kedelig, samt at scenerne synes at mangle retningssans og et større formål end bare at introducere endnu en actionsekvens. Dette kan også mærkes på filmens længde – den varer over to timer – og der kunne sagtens være skåret en halv time fra.