Rampelys

InstruktionCharlie Chaplin

MedvirkendeCharlie Chaplin, Buster Keaton, Claire Bloom

Længde137 min

GenreDrama, Romantik

IMDbVis på IMDb

I biografen12/04/2017


Anmeldelse

Rampelys

4 6
En sidste gang i ‘Rampelyset'

“Rampelys” virker på mange måder som en film om Charlie Chaplins liv. Ikke den sjove Chaplin inde i filmene, men ham udenfor. For der er én stor forskel på denne sene Chaplin-film og det meste af hans katalog: Dens primære formål er ikke at være sjov. Hvordan håndterer Chaplin så det? Han reflekterer i stedet over det at have været sjov, ikke være sjov længere og at længes efter at være sjov. Men det handler ikke internt om Chaplin. Det sjove kan ses som stand-in for enhver anden bestræbelse i livet. Det handler om, hvad man er god til.

Her inde i lydfilmens 1952 er Chaplin klovnen Calvero. En afdanket en af slagsen. Hans storhedstid ligger langt tilbage – måske Chaplin havde det på samme måde? Han er fuld hele tiden, kan ikke stå på en scene uden først at have været en halv flaske igennem. Alligevel lykkes det ham en dag at redde balletdanseren Therezas liv. Hun har ikke lyst til at leve mere, men sammen kan de måske begynde forfra? Finde tilbage til livet.

Med det udgangspunkt udspiller størstedelen af den film, der originalt hedder Limelight”, sig i Calveros lejlighed. Chaplins brug af one location er perfekt. De er begge lukket inde. Til at begynde med kan de betragte verden udenfor igennem vinduet. Calvero fortæller om sin storhedstid, men den kan han jo ikke blive ved med at leve af og i. De er nødt til at komme udenfor, og gradvist lader Chaplin dem så også træde udenfor. Når de endelig får lov til at komme ud, er det en lettelse. Så længe har de været lukket inde.

I mødet mellem Calvero og Thereza får Chaplin opstillet fortid kontra nutid, det gamle og det nye. Som stumfilms-stjernen i “The Artist”, der møder nutidens tale. Calvero drømmer sig tilbage til sine bedste præstationer, men til tider bliver det næsten for meget. Fra drøm til mareridt. Han er nødt til at drikke det væk, dulme fortiden. Men den indhenter jo som bekendt alle. Kampen er illustreret i Chaplins berømte overskæg. Bedst som man tror, Chaplin er tilbage på toppen, viser overskægget sig i “Rampelys” at være falsk. Calvero forsøger at snyde sig tilbage til storhed.

Præcis som Calvero så er Chaplin her i 1952 en mand af fortiden, han er ikke helt skarp mere. For de jokes, der trods alt er, mangler timing. Der bliver dvælet nogle sekunder for længe ved scenerne. Det samme gælder for de dramatiske. Måske er det med vilje? Kan det ses som en meta-kommentar på Calveros visnende evner? Måske, men det skal jo stadig være en god film. Til tider er det, som om Calvero har instrueret.

Alligevel er det en fornøjelse at se tilbage på Chaplin, der ser tilbage. Der er endda plads til et møde mellem giganterne, da Chaplin på et tidspunkt folder sig ud på scenen side om side med stumfilms-konkurrenten, Buster Keaton. Det føles personligt at være vidne til Chaplins tanker om livet. Hvad skal det hele ende med? Hvad kommer Calvero i dette tilfælde til at efterlade? Chaplin snakker vi i hvert fald stadig om, så om ikke andet må det da vidne, om at han var god til et eller andet.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Engang var Calvero en stor varietéstjerne, en komiker af guds nåde og førende indenfor sit felt. I dag er han en skygge af sig selv; alkoholiseret og glemt af sit engang så store publikum. Tiden er 1914, stedet er London. Calvero lugter gas fra en nabolejlighed og bryder døren op. Indenfor finder han en ung kvinde, der har forsøgt at begå selvmord. Den unge kvinde, Thereza, viser sig at være en ung ballerina, der har mistet troen på livet. I stedet for at melde det til politiet og dermed udsætte hende for et retsligt efterspil, vælger Calvero at tage sig af Thereza og få hende bragt til hægterne. Samtidig finder også han en ny mening med tilværelsen og den show-business, han for så længe siden havde mistet troen på.