I “Ray” følger vi Ray Charles’ liv gennem hans musikalske gennembrud, samt hans afhængighed af heroin og mange løse forhold til kvinder. Det er en underholdende film der først og fremmest drives af energiske skuespilpræstationer og formidabel musik, selvom udførslen til tider er meget søgt.

Ray Charles liv må siges at være et oplagt emne til en film biografi, eftersom det på mange måder følger en udvikling i USA. Ray Charles bliver født i 1930 i sydstaterne under beskedne kår. Tragedien slår ned da Rays lillebror drukner for øjnene af ham da Ray kun er seks år gammel. Kort efter mister han sit syn. På trods af omstændighederne lykkedes det ham at bliver en dygtig musiker og da han er 18 år flytter han til Seattle, hvor han bliver del af et band. Under turneerne bliver han introduceret for heroin, som han bliver stærkt afhængig af.

Inden længe bliver det dog tydeligt at hans talent rækker ud over bandets niveau, og da han samtidig erfarer at han bliver snydt af de andre medlemmer, forlader han gruppen og går solo. Ahmet Ertegun og Jerry Wexler på Atlantic Records opdager hans talent og under deres nærende indflydelse udvikler Ray Charles sit talent yderligere. Han finder sin egen stemme og blander Gospel med Rythm and Blues til en unik ny lyd. Privat møder han sin store kærlighed i skikkelse af Della Bea, som han gifter sig og får barn med. Samtidig med den succesfulde karriere og hjemmeliv bliver Ray dog langsomt ædt mere og mere op af heroinmisbruget og han har den ene udenomsægteskabelige affære efter den anden.

I virkeligheden bliver Ray Charles fortsat plaget af hans lillebrors død, og har ofte angstanfald over oplevelsen. Da hans lillebror drukner er den 6-årige Ray lammet og gør ingenting. Der er ganske vist ingen ved sine fulde fem der ville klandre en 6-årig for ikke at kunne agere rationelt i en så følelsesmæssig overvældende situation, men alligevel føler han sig presset af skyldfølelse.

Det er filmens pointe at det er denne begivenhed der er årsag til hans misbrug og rodede privatliv. Det er for så vidt meget sandsynligt, men det er ikke særlig godt illustreret, og det fremstår mest som et postulat i filmen. Det er tydeligvis meningen at det skal være det bærende element i historien – handlingen er bygget op som en kronologisk fortælling kun afbrudt af nogle korte flashback til hans barndom i Georgia, men det kommer aldrig rigtigt til sin ret.

Hvad der til gengæld fungerer i filmen er Ray Charles’ personlige udvikling. I starten af karrieren bliver han konstant trådt på, dels fordi han er sort og dels fordi han er blind. Han bliver nød til at blive forholdsvis hård, og han udvikler også et skarpt forretningstalent. Den blinde mands udvikling til ære og værdighed, hans modvilje mod at bliver et offer, bliver ganske gribende formidlet. Det er ligeledes positivt at de sædvanlige stereotyper bliver brudt ned i filmen. F.eks. er de hvide pladeproducere ikke skurkagtige (som de ellers altid er i denne slags film), men tværtimod meget sympatiske mennesker. Portrættet der tegnes af Ray Charles selv er ikke altid lige sympatisk, men dog altid respektfuldt.

Som Ray Charles er Jamie Foxx god. Foxx imiterer perfekt hans mimik, og man accepterer hurtigt at Foxx vitterligt er Ray Charles. Filmen er dog langt fra et one-man-show. Jamie Foxx er omgivet af solide præstationer, så som Kerry Washington og Regina Kings. Derudover så er filmen fyldt af Ray Charles’ uimodståelige musik, og det bliver hurtigt en stor del af fornøjelsen at se eminente numre, så som “What’d I say”, “Hit the Road Jack” og “Georgia on My Mind” fremført med stor begejstring. Det er Ray Charles egen stemme på soundtracket, i en blanding af nye og gamle optagelser. Filmen forsøger at vise hvordan Ray Charles’ musik udspringer af hans liv, hvilket desværre ofte bliver gjort på en særdeles kluntet måde. F.eks. i en meget utroværdig scene, hvor han øver “Hit the Road Jack” midt i et skænderi.