Et retvinklet drama

Trekanten er nu engang mere interessant og kantet end to sider af samme sag. Bare spørg Pythagoras. Eller Sam og Frodo. Hvad ville de være uden Gollum? Kedelige. “Reaching for the Moon” giver mig ret. Et sitrende, eksotisk trekantsdrama er, hvad jeg fik serveret i Bruno Barretos film om tre forelskede (den ene lidt mere end de to andre) kæmpeegoer, der mødes i en paradisjungle i 1950’ernes Brasilien.

Vi ankommer med båd fra ordentlige USA sammen med poet/forfatter og Pulitzerpris-vinder in spe Elisabeth Bishop, der i dag regnes for en af de dygtigste med pen og papir, som verden har set. Hun ankommer kontrolleret kølig, som om hun skjuler noget, holder noget undertrykt nede. Allerede i ankomstscenen tændes filmens motor. Bishops blege ben standser op til synet af en lækkerbrun, brasiliansk røv, der er lige til at bide i. Velkommen til paradisjunglen.

Elisabeth skal besøge sin amerikanske studieveninde, blondinen Mary, og hendes kæreste Lota, der med sit markerede kæbeparti og rå, maskuline energi ikke bare ender med at stjæle begge amerikanske kvindehjerter, men også enhver scene den brasilianske bulderbasse betræder. Kort efter ankomstscenen er Elisabeth erobret og hendes returbillets afgangsdato ændret til uvis. Den storcharmerende alfa Lota får det endda så fikst fikset, at Mary bliver overtalt til at blive. Men ikke uden protester. I en præcist billedfortalt scene bringer Lota sit nye kærlighedsbytte Elisabeth hjem efter romantisk udflugt. Bilen parkeres i garagen, der deler mur med huset, hvor Mary sidder ødelagt tilbage. Muren fungerer som splitskærm for os og viser tydeligt trekantens indbyggede problem. To glade i bil. Én ked i hus.

Vinklerne i dramaets to forhold skifter dog løbende, hvor Lota med fulde hænder må forsikre de to delehjerter om, at de skam hver især er Lotas livs kærlighed. Mary accepterer aldrig det aparte bonusforhold, men affinder sig med det, da hun bliver bestukket med en baby og dermed forfremmet til mor. På samme vis bliver Elisabeth bestukket med det perfekte skrivestudio ude i det eksotiske vildnis. Stjernearkitekten Lota sprænger endda dele af bjerget væk for at gøre plads til Elisabeths lille glaspalads og for at fremvise sin egen potent maskuline pondus. Begge dele lykkes. Generelt lykkes alt omkring iscenesættelsen af karakteren Lota, der machopisker dramaet fremad og op i 60’erne, hvor en omtumblet politisk virkelighed – med militærkup og vennetjenester – fint flettes ind i trekantsligningen.

Styrken i ligningen, Lota, er også svagheden. For den historisk kendte karakter er Elisabeth Bishop, der med i bagagen fra USA har en forældreløs barndom og en ødelæggende tørstig smag for alkohol. Og hun bliver også hovedperson i filmen. Eller hvert fald den med mest skærmtid, hvor vi følger hendes navigering imellem hendes indadvendte skriblerier, dæmoniske drikkerier og den store brasilianske kærlighed. For når brættet gøres op, så er Elisabeth på alle fronter bleg i forhold til den brune Lota, der med sine megalomane arkitekturvisioner er en kunstner i samme liga som forfattergeniet Elisabeth.