Miraklernes tid er ikke forbiHilary Swank har sin unge alder til trods allerede hjemført hele to Oscar-statuetter for sine bemærkelsesværdige roller i henholdsvis “Boys Don’t Cry” og Clint Eastwoods “Million Dollar Baby”. En eventuelt tredje af slagsen bliver nu nok næppe aktuel for at være på plakaten til den gudsjammerlige gyser “The Reaping”, om end det i hvert fald ikke skal ligges den unge skuespillerinde til last.

Den lidet troværdige historie er brygget på Det Gamle Testamentes berømmede ti plager, som således atter gennemleves og genoplives – endda i kronologisk rækkefølge – af det amerikanske og stærkt troende lillebysamfund Haven i staten Louisiana. Men troen har de nu også særlig god grund til. Vandet i den lokale flod bliver til blod, det regner med frøer, græshopper sværmer, og kvæget rammes af pludseligt opstået sygdom. Det er blot nogle af de plager, Katherine Winther (Hilary Swank) ved selvsyn får mulighed for at overvære, da hun i skikkelse af universitetsprofessor og praktisk udøver indenfor naturlige forklaringer på overnaturlige fænomener mod sin vilje lokkes til det lukkede samfund.

Haven er i sig selv plaget af en indgroet fanatisme og tro på de bibelske handlinger, og ateisten Katherine og den troende assistent Ben (Idris Elba) må da også sande, at deres velvillighed til at finde en naturlig forklaring på problemerne, der begyndte med drabet på en dreng, ikke imødekommes alle steder. Mest dog hos enkemand og ligeledes troende Doug (David Morrissey), der oprindeligt hentede de to til byen. Det viser sig også hurtigt, at et videre handlingsforløb skal videreudvikles i et samspil mellem dette nys opståede trekløver.

Selvom replikkerne i overvejende grad er af den kaliber, hvor skuespillerne efterfølgende må have rystet på hovedet i afmagt, forstår “The Reaping” indledningsvis som gyser at have en form for underholdningsværdi. Gysene falder konstant og konsekvent i filmens første halvdel, og forløsningerne synes også at være ganske belejligt placeret som dramatiske pusterum. Denne i øvrigt dystre tone varer desværre ikke ved, og filmen kammer over i en grad, hvor uhygge afløses af overkill, der for det meste tilsyneladende har handlet om at sikre muligheden for at lave en fortsættelse i form af endnu en filmproduktion.

Undervejs viser det sig, at lillebyens guddommelige kvaler har direkte forbindelse til Katherines fortid som missionær i Egypten, hvor hun som følge af fanatisk religiøsitet mistede sin datter. Derfor nærer hun også særlig interesse for den 12-årige pige Loren McConnell (AnnaSophia Robb), der skaber lynchstemning hos de lokale. Alligevel klynger den unge forsker sig fortsat til en videnskabelig forklaring, om end det, som plagerne serveres en efter en, synes sværere og sværere at finde en gangbar forklaringsmodel. Man behøver dog ikke være stærkt troende for at gennemskue, at gysere med religiøs tematik er set i langt mere originale udgaver tidligere. Værre er dog filmens uendeligt mange scenografiske fejl, der trækker den sidste grad af troværdighed ud af filmens håbløse forehavende.

“The Reaping” er det efterhånden noget forslidte opgør mellem videnskab og religion, uden der dog kommer nogen endelig vinder ud af det møde. Et budskab må være, at miraklernes tid ikke er forbi, og med den dystopiske tone, der indledningsvis lægges for dagen, tegner det også godt. Desværre er instruktør Stephen Hopkins ude i et ærinde, hvor han tilsyneladende ikke har kunnet bevare det forkromede overblik på sigt, hvorfor plagerne tager til i styrke i takt med, at filmen mister sin tone og sit fundament.

Trods et par handlingsmæssige drejninger – den ene mindre sandsynlig end den anden forstås – er “The Reaping” i bund og grund et forudsigeligt produkt, hvor det er umådeligt svært at bevare troen på det brød, der her bliver slået op. Slemt er det forslidte opgør mellem naturvidenskab og kristendom, de forkvaklede og klichespækkede replikker, men værst er nu alligevel filmens manglende fokusering på, om det er gys eller katastrofe, der her skal kendetegne genren.

VideoMed et anamorphic widescreen 2.40:1 format gør “The Reaping” et udmærket indtryk, uden dog at imponere. Billedet fremstår rimeligt skarpt, men er ikke fri for tilfælde af edge-enhancement og digitale forstyrrelser. Derudover svinger farvetemperaturen en smule, om end kontrasten er solid, og der ikke forefindes yderligere eksempler på udtværinger eller gryn.

AudioLydkulisserne leveres i det engelsksprogede Dolby Digital 5.1 format, der gør sig godt. Lyden fordeles solidt i alle kanaler, underlægningsmusikken sporer stemningen an, og atmosfæren fremstår sammen med talrige effektlyde og lydpanoreringer distinkt og detaljerig. Dialogen er tilsvarende tydelig, og som den eneste ridse i lakken fornemmes det i enkelte tilfælde, at særligt replikkerne er lagt på efter optagelsernes afslutning.

EkstramaterialeUdover en enkelt trailer for “300” samt en ditto reklamespot for det nye HD-format, omkranses “The Reaping” af featuretten “The Ten Plagues”, hvor en række lærde notabiliteter søger efter en naturlig forklaring på de ti plagers medvirken i Det Gamle Testamente. I mindre målestok suppleres med “The Characters”, der, som navnet antyder, tegner et billede af karaktererne igennem interviews med skuespillerne og manuskriptforfatteren. Endelig besøger “A Place Called Haven” byen, der dannede de fysiske rammer for optagelserne, mens “The Reaping: The Seventh Plague” er et kort intermezzo om brugen af den 7. plage – græshopperne. Jævnt og uden store dikkedarer.