Kold krig på ishockeybanen

Sport og politisk propaganda hænger uløseligt sammen. Det er ingen hemmelighed. Hitler vidste det under OL i Berlin i 1936, og Nordkoreas Kim Jong-un ved det, når han hænger med sin ven og tidligere basketstjerne, Dennis Rodman. Og så var der Sovjetunionen. Bag jerntæppet trænede og piskede atleter sig til det yderste og langt over. For (sammen)holdets skyld og ære. Og for de magtfulde mænd i Kreml, for hvem en vunden sportskamp næsten var lige så meget værd som en vunden krig. Hvis ikke mere.

Mest elsket af nationen var det sovjetiske ishockeylandshold, der i slutningen af 1970’erne og op igennem 1980’erne bar nationens ære på deres polstrede skuldre. Dokumentaren “Red Army”, instrueret af førstegangsdokumentaristen Gabe Polsky, fortæller på både underholdende og engagerende vis historien om det legendariske CCCP-hold, der tryllede så elegant med pucken, at ishockey aldrig blev det samme igen. Du behøver dog på ingen måde interessere dig for ishockey, for at se “Red Army”. For indlejret i historien om den uovervindelige 1. kæde, også kaldet Superfemmeren, er også fortællingen om Sovjets sidste krampetrækninger, drømmen om Amerika, kapitalismens gode og knap så gode sider og så selvfølgelig kammeratskab. Både det imellem ishockeymandskabet og det af mere kommunistisk tilsnit.

Med afsæt i nye interviews med blandt andre Slava Fetisov, Alexej Kasatonov og Vladimir Krutov, tre af de fem stjernespillere fra 1980’erne, dirker Gabe Polsky forsigtigt låsen op ind til det ellers så mørklagte omklædningsrum, hvor politik og sport delte badefaciliteter. Den tidligere holdkaptajn Fetisov er det naturlige fikspunkt, og det er hans personlige historie, der først og fremmest får plads. Ved første øjekast en arrogant type; konstant med en mobiltelefon ved hånden i gang med en samtale eller ved at tjekke beskeder. Når Polsky stiller spørgsmål, svarer Fetisov modvilligt eller endda med en fuckfinger.

Fetisov bløder dog op. Han fortæller varmt om sin tidlige kærlighed til sporten, om mødet med ungdomstræneren og mentoren Anatoli Tarasov og glæden ved at blive optaget på militærets ishockeyskole. Som 16-årig debuterer han hos CSKA Moskva, også kaldet Den Røde Hærs sportsklub. Op igennem 1980’erne sejrer Fetisov og det sovjetiske mandskab i uovertruffen grad. Amerikanerne og canadierne får elegante klaps på isen, hvor Den Røde Hærs præcise sammenspil og ekvilibristiske fodarbejde vinder over kluntet, fysisk spillestil igen og igen. Takket være gamle Tarasov, der bragte balletten ind i træningen som referenceramme.

Gamle, sovjetiske propagandaplakater agerer visuelt ledemotiv filmen igennem. Kyrilliske bogstaver morfer sig til latinske. Analogt videomateriale i 4:3-format og med udvaskede farver sætter stemningen, mens lydsiden flyder over af finurlig balalajka-musik, der gør sit til at holde tonen til den muntre side. Og da et drengekor i en gammel optagelse optræder med en propagandasang, der hylder sovjets fortræffelige, unge hockeyspillere, er det et hammer og segl-symbol, der hopper oven på sangteksten i bedste karaokestil.