På stoffer i sneen

Finske dokumentarfilm er ikke ligefrem noget, de danske biografer er proppet med, men ikke desto mindre er “Reindeer Spotting” en af slagsen, og med sine 60.000 solgte billetter i hjemlandet er den faktisk den mest succesfulde finske dokumentar nogensinde.

Det kan på mange måder godt overraske, for det er bestemt ikke et smukt billede af Finland, der bliver tegnet i filmen. Tværtimod synes det snefyldte landskab at være årsag til ikke så få lidelser og anstrengelser, og der er næppe nogen risiko for, at denne film nogensinde vil blive brugt med det formål at lokke flere turister til landet. Det ville nok snarere skræmme de potentielle besøgende væk.

Titlen er en henvisning til filmen “Trainspotting” og er ikke uden en vis sort galgenhumor, eftersom vores hovedperson Jani kommenterer, at han aldrig nogensinde har set et rensdyr. I stedet fører Jani en på alle måder trøstesløs tilværelse som narkoman i den lille finske by Rovaniemi. Her er livet så kedeligt og udsigtsløst, at stofferne er den eneste måde for et kort øjeblik at glemme, hvilken jammerlig tilværelse man er fanget i. Men som ethvert andet misbrug er fristen kun kortvarig, og snart banker virkeligheden på, og narresuttens sørgelige status afsløres i al sin sølle stand.

Filmen er skabt af Joonas Nuevonen, der i indledningsteksten åbenhjertigt fortæller, at han selv også var bruger af de lokkende stoffer, men ellers holder han sig fuldstændig i baggrunden og lader blot Jani berette historien. Efter sigende skulle filmen have været blevet kritiseret i sit hjemland for at fremstille stofmisbruget i et positivt lys, men hvis det passer, må det bero på en absurd misforståelse. Jeg tror aldrig tidligere, jeg har set en så gennemført uglamourøs fremstilling af en misbrugers dagligdag, der i bedste fald kun kan beskrives som fuldstændig ynkelig. Jani er på det absolut nederste led af fødekæden, og det er et grumt syn at se ham langsomt smuldre i stykker, mens kameraet passivt dokumenterer hans forfald. Hans udtryk bliver mere og mere ødelagt, og på et tidspunkt ryger der sågar et par fingre efter en uoverensstemmelse over penge.

Alt dette bliver køligt betragtet gennem Nuevonens kamera, og det bliver et godt spørgsmål, hvor meget han egentlig deltager i løjerne, og hvor meget han blot er en passiv observatør. Selv da en påvirket narkoman tager et drabeligt spring ud af et vindue, er Nuevonen ikke mere rystet, end at han husker at filme begivenheden. Det er selvsagt heller ikke på nogen måde hans skyld, men det giver det ikke desto mindre en ubehagelig følelse af at være tilstede i orkanens øje.