Nyklassisk musical går rent ind

”Vi ligger alle i rendestenen, men nogle af os kigger på stjernerne.” Den replik stammer ikke fra Jonathan Larsons musical “Rent”, men fra den irske digter Oscar Wildes fantasi. Men det er en sætning, der fornemt opsummerer Larsons prisbelønnede værk – en varmhjertet cadeau til livet og viljen til at kigge på stjernerne, selv når man har svært ved at bunde i rendestenens snavs. Larson døde selv som 35-årig af en hjerneblødning dagen før premieren på sit storværk. Men i sin levetid var han en vanvittigt dygtig digter, der ligesom Wilde var drevet af en uknækkelig livsglæde og sked højt og flot på samfundets såkaldte normer. Begge herrer promoverede friheden til simpelthen at være sig selv. Desværre gror den slags vismænd ikke på træerne.

Fra musicalens premiere i 1996 og frem til dens allersidste Broadway-opførelse sidste år indtjente “Rent” knap to milliarder kroner og høstede flere af teaterbranchens største priser. Men hvorfor? Umiddelbart er der ikke meget nyt under solen i “Rent”. Det er en nyfortolkning af Puccinis over hundrede år gamle opera “La bohème”, der også berettede om en gruppe unikke enere. Og hyldester til samfundets originaler og oprørere er jo blevet produceret siden tidernes morgen – endda adskillige med musikalsk islæt. Men hvis du aldrig fik fornøjelsen af at overvære “Rent” live på Broadway, har du formentlig hverken set eller hørt noget lignende.

“Rent” er en musical for folk, der ikke nødvendigvis kan lide musicals. Den er spækket med iørefaldende hits, men den er mindre bekymret med at levere smarte rim og remser (som den trods alt har mange af) end tekster med substans. Almindelige samtaler forvandles ikke til storladne eposser, men afvikles naturligt i takt med den melodiøse musik. “Rent” opnår en unik realisme, man sjældent støder på i musicals, som kun gør et i forvejen enormt følelsesladet stykke endnu stærkere. Man får en helt særlig fornemmelse af, at man overværer ægte mennesker med ægte følelser i et ægte miljø. Det skyldes også det superbe ensemble, som man kunne bruge uendelig tid på at gennemgå eller i stedet blot beskrive med ét rammende adjektiv: Perfekt.

Sammenspillet mellem musikken og vokalerne er eminent. Tjek bare, hvordan en heftig diskussion mellem to personer udvikler sig til en udsøgt tango i form af sangen “Maureen”, hvor samtalens punktummer og kommaer erstattes af trin og hop. Og måden, hvorpå musikken kickstarter, er ofte uhyre opfindsom – såsom da musikeren Roger frustreret smider guitaren, og den påfølgende støj danner fundamentet for beatet i sangen “One Song Glory”. Og “Rent” fortaber sig aldrig i pomp og pragt. Kulisserne og kostumerne er flotte, men simple, og rekvisitter er sjældne. Less is more.

Larsons historie fokuserer på en gruppe frisindede kammerater i 90’ernes New York, som døjer med gæld, afhængighed og AIDS. Det lyder deprimerende, men en af de ting, som gør “Rent” så inspirerende, er dens positivitet. I stedet for at bukke under for sorg og omverdenens ligegyldighed finder stykkets karakterer styrken til at leve via kærligheden og kreativiteten. Med uforglemmelige sange som “Light My Candle”, “Another Day” og hovedattraktionen “Seasons of Love” slår Larsson og Co. fast, at livet er til for at blive levet – et prisværdigt budskab, raske mennesker naturligvis også kan tage ved lære af.

Showets allersidste Broadway-forestilling blev filmet og befinder sig på denne Blu-ray. Indimellem er kameraerne uheldigvis så tæt på handlingen, at man mister overblikket, især fordi producerne forholdsvis sjældent klipper tilbage til et totalbillede. Men ofte bliver hele oplevelsen kun mere intim af, at man befinder sig så tæt på skuespillerne. “Rent” varer mere end 150 minutter, og et par sange og scener kunne sagtens være undladt eller forkortet, men det er ikke blot en fornøjelse at overvære denne store kulturelle begivenhed – det er sgu et privilegium.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Forestillingen blev skudt med adskillige avancerede HD-kameraer, og den ser simpelthen fantastisk ud på Blu-ray. Samtlige svedperler, små hår og spinkle ar fremstår tydelige i de mange nærbilleder. Farverne er fuldstændig naturtro, og kontrasten er så solid, at ingen betydningsfulde detaljer drukner i scenens dunkle afkroge. Edge-enhancement, snavs og komprimeringsfejl forekommer aldrig.

Audio

“Rent” lyder lige så godt, som den ser ud. Lyden har en exceptionel klarhed, som kun ukomprimerede lydspor som dette engelske TrueHD 5.1-mix kan præstere. Støj forekommer aldrig, og hver eneste skuespillers røst og musikalske tone er klokkeklar. Sangernes stemmer overdøves aldrig af musikken eller omvendt, og baghøjtalerne leverer publikumsstøj, som kun gør hele oplevelsen mere stemningsfuld og engagerende. Musikken får lov til at folde sig ud via samtlige højtalere – inklusive subwooferen, som giver de dybe toner ekstra punch. Hvis du har en blot nogenlunde hjemmebiograf og lukker øjnene undervejs, vil du formentlig føle, at du befinder dig i Broadways Nederlander Theatre.

Ekstramateriale

I alt otte korte dokumentarer medfølger. Den bedste (og klart længste) er “Rent: The Final Days on Broadway” (37 min.), hvori stykkets instruktør, skuespillere, Larsons forældre og mange andre taler om, hvor stolte de er over at have været involveret i produktionen af “Rent”. Det er en meget rørstrømsk, men også meget rørende dokumentar. Resten af dokumentarerne, som tilsammen varer omtrent tre kvarter, omhandler alt fra de mange skuespillere, som har medvirket i stykket gennem tiderne, til de talløse trofaste fans, der har nydt og fulgt det i årevis. Derudover medfølger trailere til “Across the Universe”, “Nick and Norah’s Infinite Playlist” og “Saawariya”, og du kan få adgang til endnu flere, hvis din afspiller er tilkoblet internettet. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.