Tysk film har de sidste par år nydt større og større anseelse, også herhjemme, men selvom Hans-Christian Schmids “Requiem” bygger på en virkelig historie, så er det forfriskende at se en tysk film på disse breddegrader, som ikke nødvendigvis beskæftiger sig med germanernes dårlige samvittighed over den politiske fortid – det være sig anden verdenskrig eller Stasi-perioden. I stedet serveres en personlig film, der gennem sin minimalrealisme formår at behandle emnet religiøsitet versus psykiatri, uden at komme med formanende forklaringer eller vælge åbenlys side. Det er et lille, men intenst drama, der i høj grad bæres frem af fremragende skuespilpræstationer.

Året er 1976 og den unge kvinde Michaela, som kommer fra en stærkt religiøs familie, flytter til storbyen for at studere ved universitetet. Hendes mor er formynderisk og hysterisk, men under den negative overflade anes den virkelige ængstelse: Datteren lider af epilepsi, men har svært ved at kontrollere sygdommen. På sit nye studie får Michaela hurtigt en ny veninde, Hanna, samt kæresten Stefan, der trods Michaelas noget kiksede fremtoning som troende, fatter sympati for hende. Det nye studieliv synes at passe Michaela godt, men på en lokal pilgrimsfærd sammen med familien får hun pludselig et anfald – er det epilepsien, der plager hende, eller hører hun virkelig stemmer, som hun fortvivlet forsøger at fortælle sin gamle landsbypræst. Symptomerne bliver langsomt værre, og Michaela begynder en kamp for sin sjæl, hvor hverken Guds bønner eller moderne psykiatri synes at kunne hjælpe hende. Spørgsmålet er, om det er djævelen, Gud eller en psykisk lidelse, der er ved at tage magten over hende, eller om de i virkeligheden er én og samme ting. Svaret er langtfra entydigt.

Den amerikanske film “Besat” tog sidste år fat på den samme begivenhed, som bygger på virkelige hændelser. Også i “Requiem” bliver eksorcismen den sidste udvej, men Hans-Christian Schmid har valgt at skildre det hele ganske nøgternt og uden store metafysiske armbevægelser. Her er ingen dæmonisk udseende piger, der brækker sig i stride strømme eller onanerer med et kors, som i “Eksorcisten”. Der er heller ingen didaktisk pegefinger fra psykiatrien, som underkender (over)troen og dens forsøg på at uddrive onde ånder. Filmens genistreg ligger i dens evne til at veje begge forklaringsmodeller lige højt, og uden at latterliggøre den ene eller den anden. Det er således op til tilskueren selv at vælge side, eller måske komme til den konklusion, at det er én og samme sag. Den svære balancegang lykkes i høj grad også fordi filmens karakterer er så nuancerede, selv ned til de mindre roller. F.eks. er præsten ikke den typiske fanatiker, men snarere et moderne menneske, der forstår, at troen og dens retningslinier fungerer som symboler, og at Fanden ikke er af kød og blod. Og netop derfor kan præsten ikke hjælpe Michaela, der fortæller ham, at ondskaben ikke er indbildning, men en konkret kraft, der hærger hendes sind.

I rollen som Michaela er den unge Sandra Hüller et studie i intenst underspil og en kompleksitet, der gør hele historiens vekslende dobbelttydighed troværdig. Det er et portræt af en ung kvinde, hvis tro gennemsyrer alt hvad hun gør og tænker, men ikke på en blind eller fanatisk måde. Hun er i bund og grund det oprindelige kærlighedsbudskab reinkarneret – en art kvindelig Jesus (eller måske snarere Job), som dog helst bare vil leve sit liv så godt som muligt, og ikke forstår hvorfor hun skal testes. Hüller gør sit til, at karakteren ikke ender som en frelst helgen, og det er befriende at se en troende skildret som et menneske ligesom alle andre. Ikke overraskende, at hun vandt en sølvbjørn for sin rolle ved årets Berlinale.