Trættende zzzzzzzzzzzzzzombiefilm

Det er alligevel imponerende, hvordan instruktøren Paul W.S. Anderson har formået at forvandle et globalt mediefænomen som “Resident Evil” til sin personlige pengemaskine. Omtrent hvert andet år – måske når Anderson føler, at det er på høje tid at få indkøbt en ny Ferrari til carporten – sætter han sig til rette i instruktørstolen, smider sin hustru, Milla Jovovich, ind foran kameraet og skråler ”action!”, og få måneder senere har han en ny metervare på CV’et og endnu flere millioner på bankkontoen. Anderson fremstår relativt intelligent i interviews, og jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at den 47-årige brite engang har haft en ægte passion for franchisen, men når man ser seriens femte del, “Resident Evil: Retribution”, bliver det hurtigt åbenlyst, at Anderson efterhånden bare kører på autopilot.

Ligesom forgængerne foregår “Resident Evil: Retribution” få år ude i fremtiden. En frygtelig virus har omdannet de fleste mennesker til frådende, hjernedøde zombier, og den evigt sammenbidte Alice (Jovovich) er et af de få tilbageværende mennesker, der kæmper på vegne af de usmittede mod både de levende døde og den griske Umbrella-virksomhed, som står bag virussen. I denne ombæring bliver Alice taget til fange af Umbrella, som torturerer hende i dagevis. Alice slipper dog fri og kæmper sig herefter frem mod undervandsbasens udgang, alt imens en gruppe toptrænede soldater forsøger at finde og assistere den latexklædte heltinde.

“Resident Evil: Retribution” er simpelthen et sjælløst sammensurium af elementer fra seriens foregående film såvel som adskillige andre gysere og science fiction-film. Af uransagelige årsager har Umbrella rekonstrueret et væld af forgængernes kendte locations i sine lokaler, og derudover har organisationen også klonet flere af de forrige films døde karakterer – såsom elitesoldaten Rain, som Michelle Rodriguez spillede i den første “Resident Evil”-film. Således slipper Anderson for at bruge megen tid på at opdigte nye steder og karakterer, men ingen af de tilbagevendte figurer får lov til at gøre eller sige noget særligt væsentligt. Det er altså tydeligt, at dovenskab – og ikke nostalgi – er Andersons største motivation for at ty til genbrug.

Filmens første 10 minutter er nærmest også bare én lang opsummering af de forrige film, og når Anderson ikke genbruger sine egne påfund, tyvstjæler han ideer fra andre film i stedet. En sekvens, hvor en idyllisk forstad pludseligt overrendes af blodtørstige zombier, er nærmest en tro kopi af indledningen i Zack Snyders “Dawn of the Dead”, og da Alice finder et lille barn, som øjeblikkeligt knytter sig til hende, forvandler filmen sig til en Light-udgave af “Aliens”. På et tidspunkt bliver pigen tilmed kidnappet af et stort monster, som tvinger hende ind i en slimet puppe – nøjagtig det samme, som alien-dronningen udsætter lille Newt for i “Aliens”. Det er heldigt for Anderson, at James Cameron har langt bedre ting at tage sig til end at nærstudere efterabende makværker, for ellers havde et sagsanlæg været oplagt.

Selvom jeg har spillet mange af de populære “Resident Evil”-videospil, som filmene tager udgangspunkt i, ville jeg ikke just betegne mig selv som en rabiat fan. Alligevel gjorde det ondt på mig at se en af spilseriens ikoniske helte, Leon Kennedy, blive portrætteret som et tykhovedet fjols. Han spilles af den estiske Johann Urb, hvis stivbenede skuespil får Arnold Schwarzenegger til at ligne Daniel Day-Lewis. Der findes dårligt skuespil, og så findes der distraherende dårligt skuespil, og “Resident Evil: Retribution” er fyldt til bristepunktet med sidstnævnte. Bingbing Li og Sienna Guillory er næsten lige så ringe som Urb – de leverer deres replikker med en lige så dybfølt overbevisning som en batteridreven Barbie-dukke. Kun Jovovich og Rodriguez leverer tolerabelt skuespil.

Under actionsekvenserne er det tydeligt, at Anderson er langt mere interesseret i, hvad der foregår foran kameraet. Den sidste slåskamp er ganske vist ufrivilligt komisk, fordi deltagerne konstant falder og rejser sig op igen, og computereffekterne ser til tider ekstremt kunstige ud (de virker langt mere troværdige, når man ser filmen i 3D), men gennem effektiv brug af slowmotion, kraftfuld lyd og god musik (Tomandandys iørefaldende score er filmens klart største force) får Anderson indimellem iscenesat nogle spændende, velkoreograferede kampscener. Det er bare ikke nok til at holde filmen oven vande. Slutningen lægger op til endnu en fortsættelse, men bør man ikke stoppe, mens legen “blot” er hamrende ringe?

Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 2.40:1. Filmens forgænger, “Resident Evil: Afterlife”, var en af de første 3D-titler, jeg så i hjemmebiografen, og selvom den bød på et fantastisk 3D-transfer med en gennemgående tilfredsstillende dybde, ville jeg nok ikke have givet det topkarakter den dag i dag, hvor jeg har set langt flere og mere imponerende 3D-billedsider. Men 3D-transferet her på udgivelsen af “Resident Evil: Retribution” fortjener absolut topkarakter. Gakkede 3D-gimmicks forekom ofte i “Resident Evil: Afterlife” (lige fra enorme økser til blodsprøjt fløj ofte “ud af” skærmen), mens brugen af 3D faktisk er lidt mere subtil her i “Resident Evil: Retribution”, hvilket kun er et plus, idet man derved sjældent bliver mindet om, at man altså sidder og ser en film iført et par grimme 3D-briller.

Dybden er immervæk slående troværdig. Især i scenerne, hvor Alice og Co. bevæger sig ned ad undergrundsbasens endeløse korridorer, gør 3D’en stort indtryk. Man føler vitterligt, at ens fladskærm er blevet forvandlet til et vindue til en anden verden. Man får aldrig den kedelige fornemmelse af, at man ser flere flade og forskudte lag af papmache, og ghosting forekommer aldrig. Desuden bliver hverken kontrasten eller farverne svækket af 3D-brillernes dunkle linser – selv de dunkleste skygger rummer en masse detaljer, og farvegengivelsen er simpelthen pragtfuld. Jeg tror ikke, at Moskvas kulørte regeringsbygninger nogensinde har set bedre ud i HD. Derudover er billedet knivskarpt fra start til slut, og hverken glorier, banding eller snavs forekommer.

Audio

3D-billedsiden tager kegler, men udgivelsens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er lige så fænomenalt. Hver eneste højtaler er aktiv fra start til slut, men man føler sig aldrig udsat for en kakofoni af støj – samtlige lydeffekter, replikker og musikalske toner kommer klokkeklart igennem. Det vrimler med effektive panoreringer, og subwooferen giver alt fra skud, slag og eksplosioner til Tomandandys slagkraftige musik ekstra punch. Det er et uhyre aggressivt og effektivt mix, som omdanner hjemmebiografen til en veritabel krigszone fyldt med frådende zombier og skydegale soldater, og selv under filmens fåtallige stilfærdige sekvenser diskes der op med et væld af små, nydelige lydeffekter, der kun gør det lettere at leve sig ind i filmens særegne univers. Vi har først lige taget hul på 2013, men der udkommer næppe mange lydspor af samme kaliber i år.

Ekstramateriale

Udgivelsen rummer to skiver. På disk 1 ligger selve filmen, som der er blevet indtalt to kommentarspor til: På det ene taler instruktøren Paul W.S. Anderson og skuespillerne Milla Jovovich og Boris Kodjoe om filmen, mens Anderson og produceren Jeremy Bolt leverer anekdoterne på det andet kommentarspor. Sporene er forbavsende underholdende og informative. Selvom han er i samme lokale som sin instruktør, bliver Kodjoe ved med at håne alle filmens brister og dumheder, og Jovovichs enorme entusiasme smitter faktisk indimellem. Her er også en enkelt 3D-trailer til “The Amazing Spider-Man” samt 5 minutters muntre fraklip og i alt 13 minutters forlængede/slettede scener (som tilmed præsenteres i 3D), som ikke gør noget nævneværdigt indtryk.

På disk 2 finder man i alt syv korte featuretter (samlet varighed: ca. 50 min.), som formentlig kun vil interessere fans, der forguder “Resident Evil”-filmene og deres bagmænd. Filmmagerne og skuespillerne skiftes til at skamrose hinanden (Anderson bliver tilmed udråbt til en “maestro”!), og vi bliver ved med at få at vide, hvor fantastiske, fænomenale og sublime (jeg tror faktisk, at vi når igennem samtlige superlativer på de 50 minutter) filmens stunts, skuespillere og computereffekter er, men ingen af deltagerne forklarer helt præcist, hvorfor alle foran og bag kameraet åbenbart er et gudbenådet naturtalent. Her er også et interaktivt leksikon, som indeholder tekstinfo og videoklip om alle franchisens vigtigste karakterer og monstre. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.