Return, The

InstruktionAsif Kapadia

MedvirkendeSam Shepard, Sarah Michelle Gellar, Adam Scott, Kate Beahan, Robert Wilson, Angela Rawna, J.C. MacKenzie, Brad Leland, Frank Ertl, Peter O'Brien, Erica Jones, Darrian McClanahan, Brent Smiga, Wally Welch, Bonnie Gallup, Erinn Allison

Længde85 min

GenreDrama, Drama, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

The Return

4 6
Nu er Asif Kapadias moderat velafbalancerede “The Return” langt fra amerikanske Sarah Michelle Gellars første prøvelser ud i gys og gru-genren, og filmen understreger da også med syvtommersøm, at den unge skuespillerinde nu nok bør tages helt alvorligt og forbindes med andet og mere end vampyr-tv-serier og halvflade genindspilninger af japanske gyserhits.
“The Return” skal selvfølgelig stadig opfattes som en gyser efter alle kunstens forslidte regler, men i modsætning til den amerikanske kopiudgave af den japanske kioskbasker, så har nærværende udgivelse trods alt noget på hjerte, andet og mere end ussel mammon vel at mærke. Ikke desto mindre er inspirationen fra de klassiske gys tydelig, og der lægges heller ikke skjul på den udtalte fascination af Alfred Hitchcocks velslebne finesser på netop det område.

Helt så sofistikeret som den engelske mesters kunnen er filmsproget trods alt ikke i “The Return”, hvor den unge og arbejdsomme sælger, Joanna Mills (Sarah Michelle Gellar), vender tilbage – i embeds medfør – til den texanske og gudsforladte lilleby La Salle, en amerikansk flække hun ikke har betrådt siden den allertidligste barndom. Hjemvendelsen går naturligvis ikke upåagtet hen, og den unge kvinde befinder sig hurtigt i epicentret af et klaustrofobisk drama, hvor hallucinationer og syner forvansker opfattelsen af fantasi og virkelighed, og hvor forbindelsen til byens dårlige selskab, Terry Stahl (Peter O’Brien), og en trafikulykke, Joanna var involveret i som 11-årig, virker som mere end blot forbipasserende tilfældigheder.

Grundlæggende skal “The Return” opfattes som solidt hånværk uden de store svinkeærinder. Adam Sussmans manuskript er ikke stor filmkunst, men formår alligevel at kompensere for eventuelle mangler ved at komponere en fortættet og dragende stemning, hvor den unge og naturligvis ensomme Joanna finder sig selv omsluttet af et nervepirrende spil med stærke elementer fra fortiden. Selv om handlingen måske ikke ligefrem svælger i overraskelsesmomenter og chockeffekter, formår filmen alligevel at bevare en mørk og dyster stemning, der først afslutningsvis løfter sløret for dens helt rette sammenhæng.

Det tjener tillige til filmens ære, at filmen er bygget op omkring de helt enkle virkemidler, hvor skuespil og fotografering naturligvis er i højsædet. Med andre ord hviler filmen ikke på store, visuelle armbevægelser men indrammer alligevel på fornuftig vis Joannas tungsind og filmens ditto udtryk i de farveløse og mørke indstillinger, der er grundbegrebet af stilen, som også præges af lokaliteternes trøstesløse perspektiver.

Det er lykkedes Asif Kapadia og Adam Sussman at skabe et underholdende og velstruktureret bidrag til den amerikanske gyserindustri med udgangspunkt i et par af livets store spørgsmål, der dog ikke skal afsløres her. Afsløres kan det til gengæld, at Joannas distancerede forhold til den faderskikkelse, hun aldrig har dyrket i voksenlivet, har givet plads til den aldrig fejlslagne endsige uefne Sam Shephard som den afdankede alenefar, Ed Mills, om end hans begrænsede medvirken er til at overskue. Hans karisma er uovertruffen, og man ønsker næsten, at tilstedeværelsen havde været noget mere gennemgående.

Men Joanna skal heller ikke glemmes. I sin noget nær desperate søgen efter en forklaring på fortidens mysterium tjekker hun ind på et hotel, der ligger nær den lurvede Red Bar, som viser sig at spille en central rolle. Det kan nok være, at den unge arbejdsbi ikke får sovet så voldsomt meget under det ophold, men vigtigere er det imidlertid, at samme unge kvinde evner at holde tilskueren vågen. Indadvendt skuespil og en depressiv stemning er den lim, der holder et velstruktureret men også relativt uoriginalt manuskript sammen.

Video”The Return” præsenteres i et anamorphic widescreen 2.35:1 format, der tager sig udmærket ud. Filmens desaturerede og kolde, mørke look er et godt supplement til det dystre handlingsspor. Om end kontrasten godt kunne være bedre, og der er flere eksempler på digitale forstyrrelser, er farvetemperaturen stabil, og de gennemgående gryn står kun som understregning af det filmagtige og flotte look.
AudioMed udgivelsen følger muligheden for de engelsksprogede DTS-, Dolby Digital 2.0- og Dolby Digital 5.1 lydspor, der alle gør sig ganske glimrende. Dialogen går fint og tydeligt igennem, og både musik og atmosfære skaber solide rammer. Der er endda flere tilfælde af ganske effektive auditive panoreringer.
EkstramaterialeEkstramaterialet på denne udgivelse består af trailere for de aktuelle udgivelser “School for Scoundrels”, “Bedrag”, “Solo”, “The Kovak Box” samt “The Contract”. I direkte relation til denne udgivelse fås desuden kasserede optagelser, featuretten “The Making of The Return”, der giver et hurtigt indblik i tankerne bag filmen, og “Alternate Ending Scenes”, der trods titlen dog kun indeholder én af slagsen. Et rimeligt udbud uden de store armsving.

“The Return” er vellavet gys uden sidespring. Sarah Michelle Gellar spiller veloplagt hovedrollen i en traditionel historie, hvor intet dog er kendt på forhånd. Sammen med en vellykket og fascinerende stemning er hun kraftspringet i en traditionel amerikansk gyser, der trods forslidte floskler fungerer fint på egne præmisser.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Joanna Mills bliver hjemsøgt af voldsomme syn, hvor hun både ser og mærker et brutalt mord på en kvinde, hun aldrig har mødt. På grænsen til sindssyge og for at holde fast i den sidste rest af kontrol, følger Joanna sine mareridt til en lille by i Texas – et sted hvor hemmeligheder bliver begravet og en ånd søger hævn. Joanna forsøger at opklare mordet, der bliver ved med at hjemsøge hende. Men jo nærmere hun kommer på en opklaring, jo mere tyder alt på, at mordet måske er på hende selv…