Man kan mene meget om dødsstraf og eksekveringen heraf – men en ting er sikkert: det er et oplagt emne at lave film om. Således er vi efterhånden adskillige gange på film, for eksempel i “Den grønne mil”, “Monsters Ball”, “Dead Man Walking” og “Dancer in the Dark” – for nu blot at nævne et par stykker, blevet præsenteret netop dette emne og ikke mindst den berømte “last walk” på dødsgangen. Udover at have et emne som dødsstraf til fælles er det også kendetegnende for disse film, at de har høstet stor international anerkendelse. Således har samtlige af de nævnte film været enten Ocarnomineret eller vundet en Oscar. Og med god grund. For det er stærke film med stærke skuespilpræstationer.

Det er denne tradition Bille August med sin nye film “Return to Sender” forsøger at skrive sig ind i – og måske dermed indhente noget af den internationale anerkendelse han har manglet siden “Pelle Erobreren” i 1987 vandt både en Oscar og De Gyldne Palmer. Det store spørgsmål er så om det lykkedes for August denne gang? Dertil må man svare både ja og nej. Ja, fordi “Return to Sender” først og fremmest indeholder stærke skuespilpræstationer af blandt andet Connie Nielsen, hvilket man først og fremmest kan takke Augusts sans for personinstruktion for, og nej fordi filmen til trods for det, alligevel ikke lod i hvert fald denne anmelder tilbage med et stærkt indtryk. Dertil er den desværre lidt for forudsigelig.

Det indtryk får man allerede i filmens første scene, som er en “last walk” for en fange på dødsgangen. Vi følger ham hele vejen fra cellen til den elektriske stol, ser ham blive henrettet og overhører kommentarerne fra det tilsyneladende noget afstumpede publikum, der overværer henrettelsen. Og indrømmet, det er stadig uhyre makabert at se en henrettelse og forargeligt at nogle folk har lyst til at overvære en henrettelse, men det kommer desværre ikke som en overraskelse for os som publikum. For vi har set scenen før, filmet næsten nøjagtigt som i “Monsters Ball” og vi kender forargelsen over det dødshungrende publikum. Den politisk korrekte forargelse, som ganske vist er berettiget, men også lidt kedelig. Derfor kommer åbningen af filmen, som tydeligvis skal demonstrere det usmagelige i dødsstraf, uheldigvis til at virke lidt ligegyldig.

Heldigvis bliver historien hurtigt mere interessant, da vi præsenteres for Frank Nitzche (Aidan Quinn), der som navnet antyder, er en desillusioneret eks-advokat, som lever af at skrive breve til indsatte på dødsgangen for efterfølgende uden deres samtykke at sælge deres svar og historier til pressen. En af de indsatte han skriver med er Charlotte Cory (Connie Nielsen), som sidder på dødsgangen dømt for kidnapning og barnemord. Da det viser sig, at der for Nitzche er flere penge end sædvanligt at hente i hans og Corys brev-udveksling og hun samtidig nægter at skrive flere breve, før han besøger hende i fængslet, bliver han imod sin vilje nødt til at involvere sig personligt i hendes sag. Og ja, så sker der selvfølgelig det, som ikke må ske: Nitzche begynder at nære følelser for Cory og omvendt. Og i kølvandet på det følger en for Nitzche spirende interesse for at få den dødsdømte Cory frikendt.

Dette forhold betyder at filmen gerne vil besvare to spørgsmål: dels om Cory er skyldig eller uskyldig og dermed har en chance for at blive frikendt, dels om Cory og Nitzche får hinanden. De to spørgsmål bruger August således resten af tiden i “Return to Sender” på at besvare. Det betyder, at filmen udvikler sig til en lidt sær blanding af lige dele psykologisk thriller og kærlighedshistorie. For mens Nitzche i samarbejde med Corys advokat Susan Kennan (Kelly Preston) forsøger at løse gåden om Corys forbrydelse, udvikler forholdet mellem Cory og Nitzche sig, både i fantasien (eksemplificeret ved en højst usædvanlig og også lidt komisk sexscene mellem fængselstremmerne) og i virkeligheden.

Umiddelbart er det kærlighedshistorien som er den mest interessante i filmen. Scenerne mellem Connie Nielsen og Aidan Quinn er rørende og intense, og de yder begge to sublime præstationer i hver deres rolle. I disse scener demonstrerer August sin fine evne som personinstruktør, og det klæder filmen særdeles godt. Mindre heldigt forekommer den del af filmen som skal besvare spørgsmålet om Cory er uskyldig eller ej. Det er her det forudsigelige sniger sig ind. Man aner sammenhænge længe før de præsenteres som reelle, nogle af birollerne forekommer for karikerede (for eksempel en actionhungrende politimand og en rebelsk lillesøster) og den hæsblæsende slutning virker lidt for letkøbt og en anelse malplaceret.