Leo er en overlever

Det er en paradoksal titel, “The Revenant”. Den, der rejser sig og vender tilbage fra de døde. For hverken “Birdman”-instruktør Alejandro González Iñárritu, “Gravity”-fotograf Emmanuel Lubezki eller hovedrollens Leonardo DiCaprio behøver at rejse sig. De står stolte blandt de bedste til film. Og med “The Revenant” bliver de udødelige. Derimod må jeg nu rejse mig for dem.

For jeg har sjældent set noget så vildt, voldsomt og voldsomt godt som DiCaprios overlevelsestur i den yderste, klippekolde western-frontier. Og det lige fra den første “Saving Private Ryan”-inspirerede scene, hvor nybyggende pelsjægere angribes hektisk, overrumplende og uoverskueligt af indfødte indianer-amerikanere. Pil igennem hals, geværskud som modsvar, en pelsjæger følges på flugt, der bliver nakket af indianer på hesteryg, som vi nu følger igennem den organiske kameraføring, der ikke tager til takke med at dække én side af slaget, men derimod bliver slaget i alt dets råvoldelige blodighed.

Det er én af de særlige ting ved “The Revenant”. At den giver alle parter en stemme. Indianerne er tekstede, de kan tale, høres af os, ikke kun rødhudede ofre, selv om de får stor sympati fra mexicanske Iñárritu. For det kan godt være, at hovedhandlingen følger DiCaprios overlever, der efter et brutalt bjørneangreb efterlades alene af de andre bogstaveligt talt halvvejs i graven. Men på Leos tur tilbage til civilisationen er dét, der her fremstilles som et regulært amerikansk holocaust imod de indianere, der fik stjålet deres land, hele tiden nærværende. Nedbrændte landsbyer, efterladte børn og kvinder, der krigsfangevoldtages af de ‘civiliserede’.

Imens menneskene i centrum dræber, bløder og dør, så ser naturen tavst på igennem ‘Chivo’ Lubezkis opmærksomme linse. Den er ikke barmhjertig som hos Terrence Malick og den gode dinosaur i “The Tree of Life”, men heller ikke ond. Bare grum. Bjørnen flår dig for at beskytte sine unger, og kulden fryser dig, fordi det er det, den gør. Og det er godt nok imponerende, hvor meget Leonardo DiCaprio bliver flået og frosset, inden han gør sig klar til at jagte og Kill, ikke Bill, men Tom Hardy, der har efterladt den splittede revenant alene og døende. Han er ikke kun fysisk splittet, men også splittet i sin sympati. For han taler indianernes sprog, og han hører dem og deres lidelser, uden det bliver “Danser med ulve”-sentimentalt.

DiCaprio får Matt Damons tur til Mars til at minde om et afsnit af “Robinson Ekspeditionen”. Det her er ægte overlevelse, der ledsages af drillende “Birdman”-trommer. Uden at kameraklippe fanges en fisk med forfrosne hænder, inden han æder den. Rå. Den er svær at skylle ned, for vandet fosser ud igen fra et blodigt hul i halsen. En sidste gave fra bjørnemor, som han sikkert drømmer om, da han overnatter i en hest. Nøgen. Jeg vil næsten også overnatte i en hest for at få lov til at se Leonardo gøre det igen. Respekt.