Guy Ritchies høje pistolføringDet er med Guy Ritchies “Revolver” som med gammel vin på nye flasker. Det smager af det forventede, hverken mere eller mindre. Således altså også for denne ellers herlige gangsterkomedie, der på tiltalende vis har lånt med arme og ben fra beslægtede genrefilm og for i øvrigt har oplæg af franske Luc Besson.

Gangstermiljøet har aldrig været for sarte sjæle og slet ikke for den altid vindende Jake Green (Jason Statham), der efter syv års isolationsfængsel lægger sig ud med dele af underverdenens hårdkogte gangstere og i særdeleshed høvdingen, den selvcentrerede og forfængelige Macha (Ray Liotta) – ham blanker han nemlig af i et spil poker. I nødens stund, hvor attentater regner i byger over den skæbneramte gambler, og døden kun synes få skridt borte, melder Zach (Vincent Pastore) og Avi (André Benjamin) sig imidlertid på banen som skytsengle og lånehajer, selvfølgelig med slet skjulte hensigter.

Den mistanke vækkes også hurtigt hos Green, men det gensidige udbytte står nu alligevel mål med muligheden for overlevelse. Med sine millioner er lykkens pamfilius nemlig meget vel en død en af slagsen. Uden har han måske en fremtid. Inspirationen er henslængt, men ikke desto mindre åbenlys. En lang række relaterede gangsterfilm får en tur igennem vridemaskinen – bare rolig, det er kærligt ment – og det går i særdeleshed ud over Quentin Tarantinos “Pulp Fiction” og “Kill Bill” – der trakteres bl.a. med en længere animésekvens – ligesom også Takashi Miikes “Ichi the Killer” står for de velmenende skud i bøssen.

På mange måder er Guy Ritchies seneste spillefilm et lysende eksempel på MTV-generationens bedste afkast. Den rappe udnyttelse af billede og lyd flettes sammen til en orgastisk sanseoplevelse, der for det meste kun er et tre minutters døgnfluehit værdigt. Her er essensen immervæk strukket ud i samfulde halvanden time, og det fungerer – i længere passager endda. Men sanseoplevelsen dækker dog også over svaghederne, det manglende greb over en udmærket men ikke voldsomt original fortælling. Måske skyldes det i virkeligheden, at Ritchie i modsætning til tidligere er blevet mere poleret, mere melankolsk?

For de to dominerende karakterer – Macha og Green – er det et russisk roulette, hvor spilleglæden forlængst er afløst og styret af egoer. Det handler om ikke at turde se nederlaget i øjnene, ikke kunne tage kampen op med sine indre dæmoner. Og så er det i virkeligheden mindre væsentligt, at der midt imellem er en verserende gangsterkrig om penge, stoffer og et verdensherredømme i underverdenen i gang. Desværre for “Revolver” er den del af filmen alt for tykt malet ud, og det nærmer sig overkill, da pointen skal understreges for 117. gang.

Væsentligt bedre er derimod den elegante brug af ironisk distance til det skæve univers med lurvede gangstere, hårdtskydende (og afklædte) kvinder samt fordækte under-bordet-aftaler, der alligevel aldrig holder vand, og det er formentligt Guy Ritchies helt egen fortjeneste. Det er det spillerum, han fungerer bedst i, og sammen med den i øvrigt fremragende sammenklippede audiovisuelle bredside er det rent faktisk også her, “Revolver” finder sin stærkeste rytme. Om ikke andet bør filmen i hvert fald nydes for dens æstetiske sans for detaljen.

Alligevel må det konstateres, at Ritchie har fat i en rygende pistol, men alligevel kun evner at skyde med spredehagl. Det savnes trods alt, at instruktøren drister sig ud i lidt flere usikre elementer, ud hvor der ikke kan bundes. Der er ikke tvivl om, at han her er på hjemmebane med et traditionelt og tidligere afprøvet plot. Og derfor får vi da også præcis, hvad vi kan forvente. Hverken mere eller mindre. Kasinoverdenens uslebne møl kan med de rette rappe replikker og i den rette fysiske indpakning være en underholdende gesjæft, men i længden er der behov for et dybere spadestik.

VideoBedst er dog den musikvideoinspirerede billedside, der leveres i et anamorphic widescreen 2.35:1 format. Billedet står hele vejen igennem knivskarpt og byder ikke på hverken udtværinger, støv eller anden form for digital støj, om end edge-enhancement trods alt ikke er en sjældenhed. Endvidere er kontrasten solid, ligesom de varme farver virker tiltalende.

AudioOgså lydsiden er lidt af et slaraffenland. Det engelsksprogede Dolby Digital 5.1 lydmix er et veloplagt bombardement af de auditive sanser, hvor lyden flyder ligeligt ud i alle kanaler. Dialogen er tydelig og atmosfæren detaljerig, og der er adskillige eksempler på virkningsfulde lydpanoreringer og effektbrug. Mest fascinerende er dog Guy Ritchies sans for samarbejdet mellem billede og lyd, hvor kontrapunktisk brug af bl.a. Beethovens “Måneskinssonaten” når nye højder. Fremragende.

EkstramaterialeUdover trailere for “Flyboys”, “Unknown”, “Brooklyn Rules” og “Goya’s Ghosts” er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.