Efter at have arbejdet på projektet næsten konstant i otte år kan Peter Jackson nu læne sig tilbage og tage sig et velfortjent hvil. I 2001 og 2002 fortryllede han publikum med “Eventyret Om Ringen” og “De To Tårne” og formummede selv den stærkeste skeptiker. Med den sidste film i trilogien, “Kongen Vender Tilbage”, sætter han nu et endegyldigt punktum for en af alle tiders største filmoplevelser.

Filmen”Kongen Vender Tilbage” starter naturligvis hvor “De To Tårne” slap. Filmen starter med en lille sekvens der omhandler Smeagol/Gollum og hvordan han på ganske morderisk vis får fat i ringen. Ligesom med Gandalf vs. Balrog sekvensen i “De To Tårne”, tjener denne sekvens et formål: den bringer os øjeblikkeligt ind i filmens storslåede univers.

Frodo og Sam er stadig på vej mod Mount Doom hvor Frodo een gang for alle skal destruere ringen og dermed gøre en ende på Sauron. Gollum er stadig deres guide og han er snu og forræderisk som aldrig før. Gollum ønsker brændende ringen tilbage og planlægger at dræbe de to hobitter så han kan stjæle den fra dem. Men Sam bliver mere og mere mistænksom, så Gollum forsøger at skabe splid imellem Frodo og Sams venskab, så han kan få Sam af vejen.

Ved Isengard genforenes de to hobbitter Merry og Pippin med Gandalf, Aragorn, Gimli og Legolas, og sammen drager de til Edoras for at fejre sejren over Saruman. Lykken varer dog kort og inden længe må Gandalf og Pippin flygte til Minas Tirith for at advare Lord Denethor, der leder Gondor i kongens fravær, om at Sauron snart angriber byen. I mellemtiden forsøger Kong Théoden, med hjælp fra Aragorn, Gimli og Legolas, at samle alle Rohans ryttere så de kan hjælpe Gondor i den kommende krig.

Jackson holder sig temmelig tro overfor J.R.R. Tolkiens mesterværk – ikke nødvendigvis ned på allerlaveste niveau, men bøgernes ånd holdes intakt hele vejen igennem. Jackson har set sig nødsaget til at lave diverse ændringer i konverteringen fra bog til film, nogen gange falder det heldigt ud andre gange knap så meget.

Filmens åbningssekvens er en af de ændringer som er yderst positiv. Gollums historie fortælles i bøgerne af Gandalf til Frodo mens de stadig befinder sig i Hobitton. I filmene er Gollum stadig en mystisk karakter på det tidspunkt og det ville have været dumt at røbe for meget om ham. I stedet får vi i “Kongen Vender Tilbage” historien fortalt som et flashback og intet er dermed gået tabt. Ligeledes er det lykkedes Peter Jackson at filmatisere ‘The Path of the Dead’ og spøgelserne ganske fremragende – noget som fremstod ekstremt diffust i bøgerne.

På den anden side er der visse punkter der lider under filmatiseringen. Beslutningen om at droppe ‘The Scouring of the Shire’ havde den virkning, at der ikke var nogen afslutning på Saruman og Wormtongue. De er slet ikke med i filmen og nævnes kun flygtigt. Det er muligt der kommer en afslutning på disse to karakterer i den extendede DVD-udgave, men for almindelige seere vil det virke forvirrende at disse to karakterers skæbne hænger i det uvisse. Ligeledes er det skuffende at der ikke er nogen kamp imellem Gandalf og Witchking of Angmar. Dette var en kamp mange havde set frem til, men den er heller ikke med i filmen på trods af, at der lægges op til den.

De manglende ting kan man til dels tilgive når man kigger på filmens spilletid. Med 3 timer og 20 minutter er “Kongen Vender Tilbage” den længste i trilogien og man må indse at noget skulle skæres væk for ikke at risikere sprængte blærer i biografen.

Skuespillet i filmen er helt på højde med de to tidligere film i trilogien. Det er et fantastisk ensemble som Peter Jackson har fundet, og de beviser det endnu engang i “Kongen Vender Tilbage”. Enkelte nye ansigter er kommet til, primært Lord Denethor, Boromir, og Faramirs far og Steward af Gondor. Han spilles af John Noble, der virkelig leverer en pragtpræstation som den sorgkvalte, hadefulde og til sidst skingrende sindssyge Denethor.

Skal man fremhæve een blandt fællesskabet, kan man ikke komme uden om Sean Astins præstation som Sam i denne film. Det er Sam der til det sidste driver Frodo frem til Mount Doom og det er dejligt at se Astin portrættere Sams mistillid til Gollum, hans sorg over Frodos tilstand men samtidig også hans viljestyrke og mod når det endeligt gælder. Det er en smuk præstation og man kan kun undre sig over, at der ikke kom en Oscar-nominering til ham.

Efter man så Gollum i “De To Tårne” tænkte man at nu kunne det nærmest ikke blive flottere… men alligevel har Weta formået at forbedre Gollum i den tredje film og han er nu endnu mere levende. En del af denne fortjeneste skyldes også skuespilleren Andy Serkis, der endnu engang leverer stemmen til Gollum og i denne film endda også får vist sit eget ansigt som Smeagol inden ringen tager sin magt over ham. Generelt kan man kun sige om computereffekterne at de er noget nær perfekte. Det er meget svært at skelne computergrafik og virkelighed fra hinanden, specielt i de enorme slag.

Jackson har med “Kongen Vender Tilbage” skabt en storslået film som slutning på en storslået trilogi. Dens omfang går først op for een når man ser slaget ved Pelennor Fields, hvor hundredetusindvis af orker belejrer Minas Tirith. Samtidig er filmen ganske naturligt en følelsesladet affære, eftersom det er slutningen på trilogien. Selv de koldeste hjerter må da knibe en lille tåre i slutningen af filmen. Apropos slutningen, så har der været en del kritik af denne, eftersom folk har anklaget filmen for at have adskillige forskellige slutninger. Man kan dog ikke diskutere om disse slutninger er nødvendige eller ej, for det er de naturligvis med alle de bolde der er kastet op i luften i løbet af trilogien. Boldene skal gribes igen, men det kunne godt have været håndteret mere fornuftigt end ved at tone til sort 2-3 gange inden filmen slutter.

Der er ingen tvivl om, at “Kongen Vender Tilbage” er et mesterværk og især ikke når man beskuer hele trilogien. Peter Jackson har begået en genistreg og der vil nok gå lang tid før den bliver overgået – hvis det i det hele taget sker.

VideoLigesom med de to foregående udgivelser er der tale om et transfer i Anamorphic Widescreen med 2.35:1 Aspect Ratio, og ligesom sine to forgængere er transferet noget nær perfekt. Ligesom med “De To Tårne” er filmen noget dunkel i sin fremtoning, men hen imod slutningen, hvor Frodo når Mount Doom, liver farverne op og bliver spillevende.

Detaljegraden er helt i top, så man kan se selv den mindste detalje på enhver rustning og der er ikke en skygge af edge enhancement, film-artifakter eller kompressionsfejl.

AudioPå lydsiden fortsættes de gode takter fra “De To Tårne”. Filmen kommer med to lydspor på engelsk, Dolby Digital 5.1 og Dolby Surround 2.0, og det er en meget imponerende oplevelse.

Lydsporene præsterer flot, både i de stille scener men bestemt også i de enorme kampscener. Slaget ved Pelennor Fields er ekstremt imponerende. Lyden forplanter sig ud i rummet via surround-højtalerne og man føler det som om at man står midt på slagmarken, imens de dumpe drøn fra olifanterne runger ud fra subwooferen.

EkstramaterialeAlt ekstramaterialet er samlet på disk nr. 2. Der er primært tale om materiale af promotionel karakter, hvilket bl.a. ses i de to programmer “Rejsen fuldføres: en instruktørs visioner” og “En films rejse: Bag Kongen Vender Tilbage”. Programmerne indeholder bag-kameraet optagelser og interviews (der mest af alt handler om at skuespillerne roser Peter Jackson). De to programmer overlapper hinanden visse steder og er ikke synderligt interessante.

Mere interessant bliver det med “National Geographic Special: Ringenes Herre: Kongen Vender Tilbage”. Programmet omhandler Ringenes Herre trilogien og de temaer den beskæftiger sig med: venskab, loyalitet, krig, osv. Ydermere drages der paraleller til vores egen verden og historie. For eksempel sammenlignes Aragorn med William Wallace og Theodore Roosevelt, Wormtongue med Rasputin og Sauron med Hitler. Et ganske interessant program der bestemt er værd at se.

Dernæst er der 6 featuretter af ca. 3-4 minutters varighed hver. Programmerne er oprindeligt lavet til filmens hjemmeside og har bl.a. interviews med Peter Jackson, skuespillerne og folkene bag filmen. Til sidst er der trailers og tv-spots, en “supertrailer” til hele trilogien samt et smugkig på computerspillet.

Kigger man på ekstramaterialet er det tydeligt at der holdes igen til udgivelsen af Extended Edition i november.

Her nogle dage efter at have set “Kongen Vender Tilbage” finder jeg det stadigvæk lidt svært at formidle min holdning til filmen. Dette skyldes ikke at Peter Jacksons tredje og sidste “Ringenes Herre” film er dårlig men tværtimod, at der er så mange overvældende indtryk, der først skal vendes og drejes inden de kan omsættes til nogenlunde sammenhængende sætninger. Angrebet på sanserne er totalt, enhver flugt umulig og har man investeret bare et minimum af følelser i de to første film forlader man biografen med blødende hjerte og rødsprængte øjne. Til trods for at superlativerne også i denne anmeldelse vil hænge faretruende løst, har de ikke tabt det mindste af deres betydning – det her er det bedste kapitel i den bedste filmtrilogi nogensinde og for en gangs skyld kan man rolig tro på hypen.

Vær opmærksom på at følgende anmeldelse indeholder mindre spoilers.

Kontant drama”Kongen Vender Tilbage” starter meget overraskende med et close-up af noget så ubetydeligt som en lille regnorm, der vrider sig mellem to fingerspider. En meget selvbevidst første indstilling, der ud over at stå i en svimlende kontrast til det episke kaos som udspiller sig i resten af filmen også fungerer som et billede på såvel en af grundtankerne i Tolkiens eventyr som på den tilgang Jackson har haft til hele projektet. Det er i detaljen at den gode film ligger gemt og her antydes det med et glimt i øjet, hvor mange kræfter der fra forfatternes side af har været brugt på at finde den helt rigtige balance mellem det simple og det grandiose, det intime og det voldsomme.

Filmen fungerer så fremragende fordi fokus konstant ligger på karaktererne, og lige meget hvor omfattende kampscenerne end bliver sørger Jackson for at vi aldrig mister det menneskelige element af syne. Vores emotionelle bagage fra de to første film forvaltes suverænt, specielt i de mere underspillede scener, hvor melankolien taler sit tydelige sprog og baner vejen for en slutning der fremstår væsentligt mere vedkommende, end hvad der er normen for genren. Sammenlignet med bøgerne bliver de psykologiske elementer trukket skarpere op, og jeg må indrømme at jeg ved flere lejligheder faktisk foretrækker Jacksons kontante drama frem for Tolkiens lidt utraditionelle spændingsopbygning.

Den voksende intrige mellem Frodo og Sam spindes med djævelsk præcision af Gollum, der langt om længe har fået banket ondskaben på plads i sit ynkværdige alter ego Smeagol. Den digitale manifestation af Andy Serkis’ skuespil fremstår utrolig nok mere overbevisende her end i “De To Tårne”, og takket være såvel bedre animation som vores veletablerede kendskab til karakteren, gennemgår vi denne gang slet ingen “tilvænningsfase” for Gollum. Han er en skabning af kød og blod og det at vi allerede under den indledende scene glemmer alt om den tekniske proces bag figurens realisering, er det største kompliment Weta Digital kan få for deres arbejde.

Styrken i fællesskabetI modsætning til “De To Tårne” bliver der i “Kongen Vender Tilbage” kun introduceret én ny karakter og John Noble gør det formidabelt som Faramirs sindsforvirrede fader Denethor, der allerede på forhånd har opgivet kampen mod Saurons styrker. Generelt kan man sige at kvaliteten af skuespillet kulminerer i den tredje film, og alle får en chance for at sætte heroisk trumf på deres præstationer. Vi ser helt nye sider af Merry og Pippin, der går fra komik til seriøsitet efter at have svoret troskab til henholdsvis Theoden af Rohan og Denethor af Gondor. Hobitterne bliver voksne og må kæmpe for deres liv på samme vilkår som alle andre. Eowyn og Gimli deler prisen for filmens bedste one-liner mens Legolas får endnu en chance for at bevise hvem der er den sejeste elver syd for nordpolen. Hans blærede hop op på hesten i “De To Tårne” er vand ved siden af måden han ridder Olifanter på. Vi får imidlertid ikke helt så meget Aragorn som man kunne have håbet på, og størrelsen på hans rolle er et af de åbenlyse punkter hvor den forlængede DVD udgave vil være velkommen.

Tolkiens skriverier fokuserer meget på de bånd der knyttes i nære venskaber og til trods for at der ved flere lejligheder opstår splid imellem hans hovedpersoner, klarer de skærererne ved til sidst at genkende styrken i fællesskabet. Denne på en gang naive men også smukke tanke er i filmen legemliggjort i Sam, hvis betingelsesløse loyalitet bogstaveligt talt redder hele Midgård. I takt med at Frodo langsomt forsvinder ind i sig selv, træder den jævne gartner for alvor i karakter og udfylder rollen som trilogiens sande helt. Sean Astin spiller Samwise med et stort hjerte og fin fornemmelse for de mere nuancerede følelser, der komplimenterer Woods trancelignende tilstand perfekt. Deres interne skænderier og senere forsoning er omsat med så megen patos, at kynikeren med det samme vil råbe pladdersentimentalisme uden dog at indse, hvor passende de mange tårer er for såvel karakterernes som publikums rejse gennem historien.

Det samme gælder for slutningen, der med sine hjerteskærende afskedscener runder ikke bare én men tre film af og derfor også bør besidde en kraftigere ræsonans end som så. Af en lang række svære beslutninger træffer Jackson konsekvent de rigtige, og han slutter sin mesterlige trilogi på den pefekte tone med en replik taget direkte ud af bog nummer tre.

Poetisk festfyrværkeriLige meget hvor mange publicity-stills man må have set fra filmens actionsekvenser og artikler man har læst om de storslåede effekter, er der vitterligt intet der kan forberede én på de ting man får at se her. I slaget om Minas Tirith optræder katapulter der skyder med sten så store som huse, Fell Beasts der smider rundt med den ene hest efter den anden, der er bjergtrolde, spøgelseskrigere, kæmpeørne, sørøverskibe, warger, tusindevis af orker og den ondeste Nazgul af dem alle – the Witchking af Angmar for fuld udblæsning. Der er så mange højdepunkter at det er umuligt at nævne dem alle og når selv en så formidabel fjende som Shelob næsten forsvinder i mængden af genialt realiserede actionsekvenser, siger det lidt om hvor stort et festfyrværkeri der er i vente. Fælles for alle løjerne er den gennemførte kvalitet af effekterne, der tværer alle andre film og endnu engang imponerer ved at besidde en sjælden set realisme.

Dertil kommer et billedsprog der i langt højere grad end tidligere emmer af poesi og bidrager med nogle af de mest suggestive billeder, jeg har haft glæden af at opleve i biografen. Antændelsen af Midgårds signalblus er magi ved 24 billeder i sekundet og bliver på grund af den simple men meget smukke kombination af musik og naturoptagelser hængende længere i hukommelsen end flere af de mere åbenlyse money-shots. Den enorme rambuk “Grond” er omgivet af en mareridtsagtig mysticisme, og hvem kan fornægte kraften i billedet hvor rækken af kampklare Olifanter kommer marcherende imod kameraet i slowmotion.