Det er let at anlægge en lettere umoralsk, uetisk attitude og anklage en film som “The Ringer” for at være retarderet og åndssvag, men hvorfor skulle man dog tvinge sig selv ned på filmmagernes eget kælderniveau? Denne film om en ung tumpe (Johnny Knoxville), som tager til OL for mentalt handicappede for at agere evnesvag i et forsøg på at vinde legene og score kassen, er en af de værste film, du efter al sandsynlighed ikke så sidste år.

Umiddelbart lyder det som et fint koncept til en stupid og lettere usmagelig, men jævnt underholdende affære. Men filmen er ludfattig på ideer, humor og charme. Som en sprinter, der er faret vild på løbebanen, kan “The Ringer” slet ikke finde ud af, hvilken retning den bør tage. Et romantisk sideplot får aldrig nogensinde vind i sejlene… de humoristiske indslag savner bid og spontanitet og er hverken usmagelige eller morsomme, bare platte… og billed- og lydmæssigt er filmen kedeligere end de lusede DV-optagede segmenter, som hovedrolleindehaver Knoxvilles “Jackass”-show består af.

Men værst af alt er dette et fuldstændig mislykket og påtaget forsøg på at sentimentalisere de handicappedes sportsevent og deltagerne. I stedet for at virke som en hjertevarm og passende hyldest af legene og de handicappede sportsudøvere, så lugter det derimod langt væk af et desperat forsøg på at afværge kritik af det potentielt uetiske materiale. Mængden af sukkersød, rørstrømsk lal bliver til sidst så enorm, at man nærmest kan høre siruppen drive ned af væggene. Der er ikke én eneste karakter, man gider interessere sig for, og ikke én eneste vits, som ikke falder til jorden med et altoverdøvende brag. Det kommer bestemt ikke som nogen overraskelse, at Farrelly-brødrene har produceret filmen.

Johnny Knoxville er en både enormt fornøjelig og karismatisk bestanddel af MTV’s “Jackass”-univers, men han har sjældent held i sprøjten, når han ikke bare ‘spiller’ sig selv. I en film, der ikke har en snert af forståelse for komisk timing, virker Knoxville helt igennem malplaceret og utilpas, og han bliver dermed et let offer for hård kritik. Men Knoxville bør måske ikke tage det så tungt, når nu det er lykkedes instruktør Barry Balustein at få selv Brian Cox til at se ud som et talentløst fjols – hvilket alligevel må siges at være en imponerende og på alle måder uventet bedrift.

Filmens enorme mangel på sammenhængende indhold og retningssans får én til at forestille sig, at manuskriptforfatteren Ricky Blitt pitchede ideen for filmselskabet som følge af et eller andet væddemål, han tabte, og imod alle forventninger (især sine egne) fik det grønne lys, hvorefter manden bogstaveligt talt ikke anede, hvad han så skulle stille op. Film bliver simpelthen ikke meget ringere.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “The Ringer” ser ikke så ringe ud endda. Farverne er ofte en anelse for matte og mildt kedelige, og farvetemperaturen er derudover ikke fuldkommen stabil, men billedet er skarpt og blottet for digital støj og andet fnidder. Kontrasten er god, og mængden af udtværing minimal.

AudioDiscens engelske Dolby Digital 5.1 lydspor er en forholdsvis kedelig oplevelse. Ikke nok med, at sporet er meget fronthøjtaler-domineret, men en stor del af lyden synes nærmest udelukkende at komme fra centerhøjtaleren. Filmens mange musikalske indslag bliver dog præsenteret godt med god brug af hele kanalnetværket. Musiknumrene suppleres også godt af subwooferen, men ellers er sporets bund desværre alt for blid. Dialogen er forholdsvis tydelig, men den lyder også lidt tam og kedelig.

EkstramaterialeDiscen byder på tre korte featuretter: “Let the Games Begin: A Look at ‘The Ringer'” (7 min.), “A Message from Tim Shriver, Special Olympics Chairman” (2 min.) og “Special Olympics Featurette” (3 min.). Den førstnævnte dokumentar er ligesom filmen en kedelig og helt igennem ligegyldig affære, som også ivrigt (og uden held) forsøger at få filmen til at fremstå langt mere indholdsrig, end den vitterlig er. De to andre ultrakorte featuretter fortæller om Handicap OL, men er begge alt for korte og tamme til at være af egentlig interesse.

Hele 16 slettede scener med en samlet varighed på ca. 19 minutter er også til stede på discen. Disse bliver præsenteret i hel elendig kvalitet, hvor det ofte kan være svært at tyde, hvad hulen der foregår.

Man kunne måske have håbet, at skivens ene kommentarspor kunne have reddet udgivelsen fra den totale elendighed. Men kommentarsporet med instruktør Barry Blaustein, manuskriptforfatter Ricky Blitt, producer Peter Farrelly og skuespillerne Johnny Knoxville, Edward Barbanell og John Taylor er ikke meget bedre end filmen. På trods af tilstedeværelsen af flere hærdede komikere er sporet forbavsende uhumoristisk og langtrukkent. Kun filmens to-tre fans vil kunne holde ud at høre sporet i én omgang. Dvd’en indeholder også et lynhurtigt og på alle måder overflødigt smugkig på “The Sentinel”.