Riot Club, The

InstruktionLone Scherfig

MedvirkendeSam Claflin, Max Irons, Douglas Booth, Holliday Grainger, Sam Reid, Natalie Dormer

Længde107 min

GenreDrama, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen04/12/2014


Anmeldelse

Riot Club, The

2 6
Oprørende ringe oprør

Lone Scherfig fortalte i forbindelsen med premieren på sit internationale gennembrud, “An Education”, at hun ikke havde haft kreativ kontrol over slutningen. Det var producenten, der havde valgt den happy end, som vel var eneste dårlige scene i en god film. Jeg håber, at hun kan skyde skylden på producenten for alle scenerne i “The Riot Club”. Ellers kan den annullere gennembruddet for Scherfig og erstatte det med sammenbrud.

Måske den svage slutning i “An Education”, hvor Carey Mulligans ungpige cykler ind i de voksnes rækker på Oxford University, varslede “The Riot Club”? For nu er vi på britiske Oxford, hvor overklassen er rig, ond og ultraliberal, og underklassen er en buttet pige med briller. Det er en finanskriselektion for dummies: De rige er skyld i balladen, fordi de er rige og dermed onde. Centrum for den lektion er Alastair og Miles i deres første dage på det fine Oxford. Alastair hylder cowboykapitalismen og den stærke ener. Miles synes, man skal være god ved alle. Også den buttede pige med briller. Derfor bliver han på få minutter kærester med hende, fordi hun er fra underklassen og dermed god. Wow. Måske Erik Clausen er producenten, der trækker i trådene?

Heldigt for den dualistiske handling, så er der dette år lige præcis to ledige pladser i broderskabet over alle broderskab: The Riot Club. Mødestedet for fremtidens ledere af Storbritannien. Men inden de bliver det, så er de nogle rigtige røvhuller, der drikker, knepper og smadrer, som det passer dem. Nogle satans karle, der alligevel ikke er så satans imponerende. I “The Riot Club” bliver myten om de seje overmennesker i de populære uni-broderskaber punkteret. God idé. Fra begyndelsen. Dårlig idé. Jeg ønskede på intet tidspunkt at være medlem af deres broderskab, hvor pigerne griner af dem, imens forældrekøbsbilen bliver overbrækket i en brandert. De er aldrig vild ungdom, men kikset ungdom, hvorfor “The Riot Club” overflødiggøre sig selv fra begyndelsen.

Resten af “The Riot Club” udspiller sig som et overtydeligt teaterstykke på en autentisk pub, der danner rammen for årets middag i broderskabet, hvor de to nye medlemmer skal indvies. Den godmodige, rødhårede pubfar tager pænt imod på sin familiepub, hvor også den dejlige datter arbejder. Hende flirter drengene med. Sikke noget. De larmer også, så de andre gæster klager. Uha da. De gør alt det ubehøvlede, som hårdtarbejdende briter med rødt hår og et hjerte af guld ikke gør. Og så siger de ting som: ”Jeg er træt af fattige folk,” så selv snobberne Fritz og Poul vil synes, at det er for meget. For simpelt. Og uden nuancer.

Det er nu ikke, fordi rige røvhuller ikke kan være udmærkede som motor for en diskussion om samfundets moral. Lignende overklassefjolser giver i en klassiker som “En duft af kvinde” en kløgtig lejlighed til at udstille det system, skolen, der altid lader dem med privilegier og en farmand med kontakter slippe nemt. Men når de forkælede drenge som her blot skal stave en billig pointe, om at rig er lig med ond ved at holde en fest fra helvedet, som end ikke Liberal Alliances Ungdom ville kunne arrangere, så er det ligegyldigt.

Carey Mulligan skulle aldrig være cyklet derind på Oxford. Så havde “An Education” været en endnu bedre film, og så havde Lone Scherfig måske aldrig lavet “The Riot Club”. For hvor lærdommen for Mulligan og mig i mødet med den suspekte voksne verden var stor og rig, så er den tilsvarende lille og fattig her med drengene i “The Riot Club”.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

De to nystartede studerende ved Oxford Universitet, Miles og Alistair, tilbydes optagelse i den berygtede og legendariske studenterklub – The Riot Club. Klubben er landets mest prestigefyldte og kun 10 personer får lov at være medlem ad gangen. I klubben hersker ingen regler udover klubbens egne.

Alistair vil for alt i verden være med, da både farmand og bror har været medlemmer. Miles’ engagement derimod skyldes primært, at han er smigret over tilbuddet. Hans hjerte er ikke med, og det skaber problemer, så snart han påkræves at underkaste sig klubbens æreskodeks, regler, traditioner og (manglende) moral. Samtidig er Miles faldet for pigen, Lauren – en intelligent pige, der er kommet på Oxford universitet ved egen formåen, og ikke fordi hun er ud af en rig familie. Situationen tilspidses og en skæbnesvanger nat ryger tingene ud af kontrol, og klubbens eksistens og dens medlemmer sættes på en voldsom prøve.