Den tapre tinsoldat

Man må håbe, at det, at “Rise of the Footsoldier” er en film baseret på virkelige hændelser, er et faktum, der skal tages med et gran af det berømte salt. I modsat fald er der godt nok hændt ting og sager på de britiske øer de seneste tyve år, som undertegnede kun meget nødigt ville have været vidne til. Multikunstneren Julian Gilbey har nemlig skitseret et sanseligt og højdramatisk billeddokument baseret på en af Englands mest berømte mordsager, og det går ikke stille for sig.

Hovedpersonen – hvorigennem kriminalgåden fortælles – er den brovtne og tilknappede Carlton Leach, som vi følger over et tidsspænd på knap femten år startende i starten af firserne med organiseret hooliganisme for det lokale fodboldhold, West Ham, og sluttende med tre makabre likvideringer i det engelske narkotika-miljø midt i halvfemserne. Han er typen, der med en rodet opvækst i arbejderklassens England på papiret er født til fiasko. Her er der ingen kære mor, og fanget i et beskidt spind med gensidig interesse for fodbold, stoffer, slagsmål og piger i nævnte rækkefølge er det ikke svært at regne den ligning ud.

Men Carlton er også en tapper tinsoldat, som står last og brast med de venner, han har, og vennerne ligeså med ham. Da han lukkes ind i diskoteksmiljøet og erstatter planlagte uroligheder i forbindelse med de ugentlige lokalopgør i Premiere League med et mere indbringende job som udsmider, så følger de trofaste kammersjukker med. Men det er også en branche med brodne kar, ikke alle personager er lige godt selskab, og drømmen om hurtigt avancement inden for egne geledder krydres med øget strofmisbrug, utroskab og skilsmisse. Undervejs støder vores eftertænksomme lykkeridder på et par større kriminelle fisk i Tony og Pat, der begge har set underverdenen som den oplagte levevej, men ikke begge med samme forsigtighed over for lovens lange arm. Drevet af ussel mammon er det for alvor starten på den kriminelle løbebane.

Største attraktion ved den actionfyldte og blodige “Rise of the Footsoldier” – der er utallige afskyvækkende voldsscener – er det gennemførte visuelle univers, som historien serveres i. Klipperytmen er hård og poppet, men kammer aldrig over, lige præcis fordi det passer ind i det miljø, som skildres. Gilbeys seneste film følger stilmæssigt en lang række lignende visuelle overflødighedshorn med fokus på kriminelle underverdener. Men “Rise of the Footsoldier” er ikke, som film er flest. Måske fordi historien – igen ikke som de er flest – er baseret på en autentisk fortælling, om end der nok er tilsat enkelte dramatiserende tankestreger.

Faktisk skal det vise sig, at det ikke som sådan er Carlton, “Rise of the Footsoldier” handler om, men derimod førnævnte mordsaga, som rystede det engelske samfund for mere end et årti siden. Nutildags ville den slags fund formentligt blot gøre sig fortjent til mindre notitser i dagspressens bagerste sider. Dengang var tonen og samfundsånden en anden og derfor den store omtale. Selv tjener Carlton også et andet formål end blot at være menig observatør og fortæller. Igennem ham skildres nemlig en mulig forklaring på bagsiden af arbejderklassens England, som både hans opvækst, muligheder og livsførelse burde være med til at understrege.

Her er en film fyldt med had, men fortalt med kærlighed til sit medie. De beskrevne karakterer lægger sig ud med den tyrkiske mafia – og dem skal man ikke lægger sig ud med – har hårdkogte stridigheder inden for egne rækker, og så er hustruvold og værtshusslagsmål en obligatorisk del af hverdagen. Kun i meget små glimt ser vi eksempler på emotionelle tilkendegivelser over for hverandre, men alligevel er man aldrig i tvivl om, at de er der. Følelserne sidder i virkeligheden på ydersiden af tøjet, og som en flok sårede dyr bevæger de tapre tinsoldater med bøjede hoveder sig rundt i den britiske underverden og forsøger at overleve – at beskytte hinanden og sig selv i en hårdtslående krig på de bare næver og blottede følelser.

Det kan undre, at historien har vakt nok interesse til, at der er kommet en filmatisering ud af det. De fundne lig var – i live – blot udskud med en kriminel løbebane og næppe værd at samle på. Til gengæld er “Rise of the Footsoldier” en fantastisk rejse ned igennem Memory Lane og den britiske musikkultur, som den hastigt udviklede sig op igennem firserne og halvfemserne. Men den skildring er filmen dog ikke ligefrem i – det er dramaet, der er det altovervejende. Og så har Gilbey ikke været bleg for det håndholdte og det eksperimenterende. Carlton springer i løbet af sin knap to timer lange beretning frem og tilbage i årene, der er gået, men det fungerer blændende og er med til at indfange den nærrealisme, som er krumtappen i “Rise of the Footsoldier”.

Video

Filmen præsenteres i et lækkert anamorphic widescreen 1.78:1-format, hvor looket er skarpt og indbydende. Der indfinder sig digitale forstyrrelser undervejs, men nævneværdige eksempler på udtværinger eller edge-enhancement er der ikke. Den velklippede film excellerer i øvrigt med stabil kontrast og en ditto farvetemperatur, så det samlede indtryk holder sig i den absolut gode ende. Eneste tydelige mislyd er et markant sporskifte midt i en scene.

Audio

Den engelsksprogede dialog eksekveres i de to Dolby Digital 5.1- og DTS 5.1-lydspor, som først og fremmest bæres igennem af Ricci Harnetts – hovedrolleindehaverens – sprøde fortællerstemme og aldrig overdøves af de dunke rytmer fra filmens dance-inspirerede soundtrack. Dialogen ødelægges ikke af overstyringer, men suppleres derimod af en fremragende atmosfærelyd, adskillige distinkte effektlyde – særligt i de velkoreograferede kampscener – samt et par vellykkede lydpanoreringer oven i hatten.

Ekstramateriale

Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.