Rainn’s World

Rainn Wilson fortjener at blive en hæderkronet filmstjerne på linje med Will Ferrell, Steve Carell og Will Arnett, der alle gik fra at være halvkendte flimmerkasseidoler til ombejlede entertainere i Hollywoods søgelys. Wilson var fænomenal som den lavmælte bedemand Arthur Martin i HBO’s “Six Feet Under”, og han er mindst lige så god som nørden Dwight i den amerikanske fortolkning af den britiske komedieserie “The Office”. Men “The Rocker” bliver næppe filmen, der sender den Emmy-nominerede skuespillers navn til tops på Hollywoods indkøbsliste. Filmen er da ganske sød og til tider mildt morsom, men den er også ekstremt forudsigelig, banal og alt for sentimental, og så giver den sjældent Wilson mulighed for at demonstrere sit enorme talent som komiker.

Wilson spiller den fiktive trommeslager Robert Fishman, som tilbage i 1980’erne var medlem af rockbandet Vesuvius, hvis tre andre medlemmer kylede Robert ud af truppen, fordi pladeselskabet nægtede at blåstemple en pladekontrakt, mens han var medlem af gruppen. 20 år senere arbejder Robert på et dødtrist kontor med en række enerverende kollegaer, alt imedens Vesuvius slår gækken løs og skovler talløse gysser ind over hele verden. Men da Roberts unge nevø efterlyser en ny trommeslager til sit lille band, øjner den aldrende musiker chancen for endelig at blive en vaskeægte rockstjerne.

Således kickstartes historien, som følger skabelonen for den gængse ’from zero to hero'-fortælling til punkt og prikke. Der er aldrig den mindste antydning af, at publikum har en gedigen overraskelse i vente. Bandet oplever alskens skænderier og skuffelser, men opnår selvsagt større og større succes. Gruppens anonyme popsange adskiller sig på ingen måde fra de talløse lieder om klassiske pubertetsdilemmaer, som florerer på Boogie og MTV. Og forløbet kulminerer i en sukkersød sekvens, hvorefter karaktererne skylles bort på en bølge af glædestårer.

Filmens første 10 minutter er ellers mildest talt hæsblæsende og enormt underholdende takket være især de humoristiske indslags gakkede natur, Rainn Wilson og den hylende morsomme Will Arnett, som spiller Vesuvius’ forfængelige forsanger. Men desværre dukker Arnett først op igen til allersidst (og sætter atter skub i tingene), og resten af “The Rocker” er langt mere afdæmpet, langsom og traditionel end komediens hektiske begyndelse. Det havde dog været lettere at tilgive det dybt konventionelle plot, hvis karaktererne ikke havde været så kedelige, genkendelige stereotyper – såsom den nørdede, overvægtige pianist, som får rettet op på selvtilliden, og den ængstelige, unge forsanger, der endelig bliver moden og selvsikker. Ligesom historien udvikler karaktererne sig kun som ventet, og man efterlyser en mere interessant motivationsfaktor end succes og berømmelse.

Men gudskelov bliver “The Rocker” ikke ved for længe, og selvom de fleste vitser savner kant (besynderligt – eftersom instruktøren Peter Cattaneo begik den festlige “Det’ bare mænd”), er der også enkelte opfindsomme sekvenser – såsom den, der gør nar af den stereotype, prætentiøse musikvideoinstruktør, som både vil have bandmedlemmerne til at synge og gå baglæns. Ensemblet er også hæderligt. Især Christina Applegate er fornøjelig som den kække moder til en af Roberts kollegaer. Wilson får desværre ikke mange muntre replikker, og man får sjældent indtrykket af, at han har fået lov til at folde sig ud i fuld vigør og improvisere løs. Men hans energi og medfødte karisma gør det virkelig let at sympatisere med Robert. Alligevel må Wilson vente lidt længere på sit velfortjente gennembrud i Hollywood.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Havde det ikke været for en lille smule edge-enhancement og mild udtværing havde dette transfer tilegnet sig topkarakter. Kontrasten er god (kun ekstremt sjældent er sortniveauet en tand for kraftigt), farverne er mætte og virkelig appetitlige, og billedet er knivskarpt hele vejen igennem samt blottet for snavs, støj og komprimeringsfejl.

Audio

Dvd’ens engelske Dolby Digital 5.1-lydspor imponerer for alvor under de mange musikalske indslag. Her summer hele kanalnetværket af liv, subwooferen brummer på tilfredsstillende vis, både de høje og dybe toner kommer klart igennem, og der er adskillige fornemme panoreringer. Lyddesignet under dialogscenerne er dog markant kedeligere. Ganske vist er replikkerne tydelige, og ingen støj forekommer, men fronthøjtalerne leverer ikke meget andet end sjældne, åbenlyse atmosfærelyde, mens baghøjtalerne ofte er fuldstændig tavse.

Ekstramateriale

Hele to kommentarspor er blevet indtalt til filmen. Det ene byder på udtalelser fra Rainn Wilson og instruktøren Peter Cattaneo, mens det andet byder på kommentarer fra skuespillerne Josh Gad, Teddy Geiger, Emma Stone og Jason Sudeikis. Begge kommentarspor er nogenlunde, men langtfra spektakulære. De få muntre anekdoter adskilles af en masse ligegyldig sniksnak, irriterende latter og mumlen (især på kommentarsporet med de fire skuespillere), men filmens tilhængere bør i hvert fald lytte til Wilson og Cattaneos ytringer.

Disken indeholder i alt syv korte dokumentarer, som tilsammen varer omtrent 24 minutter. De er ikke særlig seriøse, men til gengæld ret underholdende. Den bedste er “Rainn Wilson: Office Hooker” (4 min.), der byder på en masse iscenesatte konfrontationer mellem Wilson og andre af filmens skuespillere, som trygler om lov til at medvirke i “The Office”. Derudover medfølger musikvideoen til nummeret “I’m Not Bitter” fra filmens soundtrack, 14 minutters indimellem morsomme fraklip og 16 minutters slettede scener – en enkelt glimrende, sakset scene, hvor den forhenværende Beatles-trommeslager Pete Best dukker op og taler med Wilson, er dog genial og burde bestemt ikke være blevet droppet. I den endelige udgave af filmen ser man kun Best i få sekunder.