RocknRolla

InstruktionGuy Ritchie

MedvirkendeNonso Anozie, Charlotte Armer, Gemma Arterton, David Bark-Jones, Geoff Bell, Morne Botes, Gerard Butler, Jamie Campbell Bower, Idris Elba, Tom Hardy, Toby Kebbell, Matt King, David Leon, Ludacris, Roland Manookian, Dragan Mićanović, Jimi Mistry, Tiffany Mulheron, Thandie Newton, Jeremy Piven, James Puddephatt, Laurence Richardson, Blake Ritson, Karel Roden, Thomas Rooke, Michael Ryan, Anton Saunders, David Sterne, Robert Stone, Mark Strong, Johan van Vuuren, Bronson Webb, Tom Wilkinson

Længde114 min

GenreAction

IMDbVis på IMDb

I biografen19/12/2008


Anmeldelse

RocknRolla

5 6
Ritchie rocker

Den britiske instruktør Guy Ritchie er tilbage i storform med sin nye film “RocknRolla” efter lavpunktet “Revolver” og den vattede tudefilm “Swept Away”. Om det skyldes opvågning fra det glamourfyldte liv som hr. Madonna eller bare et ønske om at komme tilbage til rødderne vides ikke, men det er fristende at se denne adrenalinpumpende og veloplagte sag som en længe ventet afslutning på instruktørens gavtyve-trilogi, der blev etableret med “Lock, Stock and Two Smoking Barrels” og “Snatch” – hvis det altså ikke lige var fordi, at “RocknRolla” selv lægger op til en fortsættelse!

Der er lagt i kakkelovnen til rigtige drengerøvsstrabadser, når One Two, Mumbles og Handsome Bob bliver viklet ind i en sag om boligspekulation, korrupte revisorer, forsvundne rockstjerner og et obskurt maleri. Vanen tro er Ritchies film fyldt med memorable karakterer med pudsige navne som de førnævnte eller Johnny Quid, Tank og Fred the Head. Selv de mindste roller får som regel lov til at fyre en herlig svada af, og netop på dialogplanet udmærker Ritchie (der også har skrevet manuskriptet) sig som Englands svar på Tarantino. Han har øre for det cool og de hurtigt spydige tilsvininger, der i “RocknRolla” er mere eksplosive og hårdtslående end de skarpladte pistoler og rygende geværer – som i øvrigt ikke fylder en særlig stor del. Der er forsvindende lidt vold i filmen, men pudsigt nok føles det som hæsblæsende action hele vejen.

Onde tunger vil måske klandre filmen for at hellige sig stil over substans, men selvom plottet ikke er nær så sindrigt konstrueret som i “Lock, Stock and Two Smoking Barrels” og “Snatch”, så kan man omvendt sige, at “RocknRolla” satser på det simple og skarp skårede, og det virker upåklageligt. En lang række af velvalgte skuespillere gør dialogen og miskmasket af britiske accenter både levende og en fryd for øjet og øret. Det er som at blive serveret for den ene delikate ret efter den anden, når paraden af vittige ordvekslinger, fyndige monologer og et akkompagnerede soundtrack, der sidder lige i skabet, svæver forbi.

Ritchie får det hele til at se dødsenslet ud, og særligt Tom Wilkinson og Toby Kebbell synes at have moret sig forrygende med deres roller. Wilkinsons gangsterboss Lenny Cole er en eddikesur og herligt slibrig pendant til Alan Fords Brick Top fra “Snatch”, men dog mere ynkelig, når det kommer til stykket, komplet med måne og hængevom. Kebbell, der mest har gjort sig bemærket som den retarderede lillebror i Shane Meadows’ “Dead Man’s Shoes”, er en fryd for både lattermuskler og ordækvilibrister som Coles junkieramte stedsøn og filmens titelperson, en vaskeægte “RocknRolla”. Han er cool, kalkuleret og nærmest filosofisk eftertænksom i øjeblikkets klarsyn efter en kæmpe koger eller et nyt fix, og han sprudler af energi og barnlig fornøjelse over denne saftige rolle.

Man skal dog heller ikke glemme Gerard Butlers One Two, som sandt at sige er en slags hovedperson i filmen, og her er der mere end blot testosteronbrægende Spartanerraseri fra “300”-stjernen. Han er underhunden, som Ritchies hovedpersoner ofte er, men han er ikke uden charme og det kække glimt i øjet. I “RocknRolla” matches han dog af en kvindelig kraftrolle i Thandie Newtons udspekulerede revisor Stella, der gør livet hedt for vor antihelt. Østrogen ses sjældent i Ritchies persongalleri (i hvert fald når det kommer til andet end ludere og sekretærer), så det er befriende at møde en kvinde med ben i næsen blandt hans sortiment for en gangs skyld.

Den legende struktur i fortællingen, som både “Lock, Stock and Two Smoking Barrels” og “Snatch” benyttede sig af, er i “RocknRolla” blevet nedtonet, og i stedet er historiens udfoldelse mere ordinær. Man har dog ikke kunnet dy sig for en gådefuld McGuffin i form af et maleri, som publikum aldrig ser (et lille nik til “Pulp Fiction” og den mystiske kuffert?), og som har stor indvirkning på alle, det kommer i nærheden af. Måske refererer Ritchie til sine idoler Tarantino og Hitchcock, men der er med denne film ikke længere tvivl om (hvis nogen da ellers skulle have været i tvivl), at han sagtens kan stå på egne ben. “RocknRolla” er så smækfyldt med attitude, at det står ud af ørerne på den. Og så kan det godt være, at der er dømt kalorielet underholdning, men hold kæft for en omgang underholdning!


Trailers

Kort om filmen

Velkommen til Londons underverden og historien om sex, forbrydere og rock’n’roll… Ejendomshandlen udgør nu et endnu større marked end narkotika, og forbryderne er de mest entusiastiske entreprenører. Alle vil have en bid af markedet – men med en millionforretning i udsigt, begynder de at konspirere, snyde og bedrage hinanden i forsøget på at score stort. Men uanset hvor meget de forskellige anstrenger sig, så ligger den helt store præmie i hænderne på junkie-rockstjernen Johnny Quid, der egentlig formodes død, men som er meget levende…