Hvad far gør

“Rogue One: A Star Wars Story” er det perfekte eksempel på, at det ikke handler om hvad, men om hvordan. For der kan næppe være mange i galaksen, der ikke ved, at rebellerne stjæler plantegningerne over Dødsstjernen, så Luke Skywalker i “A New Hope” kan nedskyde Imperiets masseødelæggelsesvåben fra sin X-Wing. Det bliver aldrig spændende, hvad det ender med. Derfor handler det om hvordan. Hvordan de realistiske rebeller bliver overstrålet i en grad af Darth Vader, så der aldrig bliver tvivl om svaret på spørgsmålet: Who’s your Daddy!?

For med sin tunge ånde og sit røde lyssværd så indkapsler Darth Vader alt det positive ved “Rogue One”. Alt det, der er stjernefedt at se på. Det kan Gareth Edwards. Som han gjorde det i “Godzilla”. Her sad han ikke bare passivt tilbage med aben, men han skabte aktivt et univers, der indbød til besøg. Til at blive udforsket. Sådan er det også her, når rebellerne besøger Jerusalem-religiøse Jedha anført af den mest rogue one af dem alle – Jyn Erso. Pludselig bryder en badass, beskidt guerillakrig ud i basargaden mellem besættelsesmagtens hvide stormtroopers og dem, de kalder for terrorister. Eller som videre på Eadu, hvor en sort klippebase nærmest råber på, at en snigskytte forsøger at gøre det af med de rum-nazister, som her bygger dommedagsvåben for den mørke side. Gareth Edwards har styr på sin “Star Wars”-verden.

Således føles den lille, kendte historie her i “Rogue One” som en del af et større univers. Som en lille brik på det store Stratego-bræt, der kendes som Den galaktiske borgerkrig, hvor rebellernes oprør imod Imperiets overmagt begynder. Som “Broen over floden Kwai”, hvor en mindre mission skal løses som led i den større krig. Men selv om operationen lykkes for rebellerne, så er jeg ikke sikker på, at hele “Rogue One” overlever filmhistorien. For lige så dygtig Gareth Edwards er til at bygge universer, lige så dårlig er han til instruere mennesker, der skal bevæge sig rundt i dem.

Spillet er nemlig mere monotont end Lord Vaders åndedræt. End ikke Felicity Jones’ normalt så rørende fortænder kan få følelserne frem, når en anden Erso må se døden i øjnene. Sådan er det med hele rebel-holdet lige fra den blinde munkekriger over den afhoppede pilot til den flotte snigmorder. Jeg var ligeglad med dem alle. Måske fordi jeg vidste, hvordan det ender? Kun den mindre fjollede C-3PO-kopi bliver en person, der gerne må overleve dødsmissionen.

Og det nærmer sig næsten “Klonernes angreb”-kemi, da Mads Mikkelsen med ’tell, don’t show'-dialog i munden på vegne af manuskriptet skal forklare til Jyn, hvorfor en flink far dog bruger sit liv på at bygge Dødsstjernen. Den forældre-konflikt når aldrig saga-filmenes familiære højder. I stedet handler det om missionen. Om den grumme landkrig uden Jedi-magi. Og om den grå, næsten udviskede linje imellem de gode og de onde. Rebellerne kan både være palæstinensiske frihedskæmpere eller terroristiske IS-krigere. Imperiet kan være et civiliseret Romerrige såvel som nederen nazister. Du bestemmer. Sådan er “Rogue One” en fortsættelse af den nuance, som den afhoppede stormtrooper Finn bragte med sig fra “The Force Awakens”. Her er der hverken lyst eller mørkt, men mange nuancer af grå.