Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 127

Bedste katastrofefilm?

  • Armageddon
    34%
  • Titanic
    22%
  • The Day After Tomorrow
    14%
  • The Towering Inferno
    7%
  • Cloverfield
    7%
  • En anden film
    5%
  • Melancholia
    4%
  • Airplane!
    3%
  • Contagion
    2%
  • The Perfect Storm
    2%
  • Dante’s Peak
    1%

Room (2015)

Originaltitel: Room (2015)
Instruktion: Leonard Abrahamson
Medvirkende: Brie Larson, Sean Bridgers, Wendy Crewson, William H. Macy, Joan Allen, Jacob Tremblay
Produktionsår: 2015
Længde: 116 min.
Land: Irland, Canada
Sprog: Engelsk
Genre:
Drama
Links: IMDb
Censur: 15 år
I biografen: 17/03-2016
Bio-distributør: UIP

Dato: 16. March 2016   Af: Morten Vejlgaard Just (Morten Vejlgaard Just) - Skriv din mening i forummet

Et værelse med én udsigt

Det hele virker normalt. Mor og søn laver lagkage. Med glasur skrives der 5 på toppen. Jack fylder fem år i dag. Han er glad, leger på værelset med mor i det, der virker som en helt almindelig barndomsdag. Men det er det ikke, selv om det er almindeligt for Jack. Han har aldrig været uden for værelset. Aner ikke, der findes andet. Det er ikke bare et værelse, men værelset. Men mor ved, der findes en verden derude. Hun blev kidnappet for syv år siden til et liv i room med natlige voldtægter i et sandt helvede, som er omdrejningspunktet i en helvedes god film.


Foto: UIP


Det særlige ved "Room" er perspektivet. Det ligger nemlig ikke hos Brie Larsons forpinte Natascha Kampusch-lignende karakter, der er blevet sexkidnappet af en kælder-psykopat. Heller ikke hos psykopaten. Eller politiet. Eller forældrene, der lever i uvished, imens de bebrejder sig selv. Nej, perspektivet er placeret hos Mowgli-drengen Jack, der kun kender til room. For ham er det hele verden. Han forstår ikke konceptet væg – for der er jo kun værelset her, hvor han er født og opvokset med kærlighed fra mor. Det perspektiv-træk ændrer alt. Det farlige er degraderet til baggrunden, imens vi sanser room og senere verden igennem Jacks Kasper Hauser-blik, der ikke kender til verdens dufte og lyde. For slet ikke at tale om menneskene i den.

I den rolle er jeg bare så helt vildt overvældet af Jacob Tremblay. Jeg tror på, han kun har boet på det værelse. Når han udsættes for sollys, verdens lyde og et grønt blad for første gang, så stråler uskylden og jomfru-oplevelsen ud af ham, hvilket dygtigt understreges af en ekko-forstærket lydside. Eller den sky mistro, han kan mønstre, når lægen kommer med mad og solbeskyttelse til den sarte, verdensfjerne hud den første gang. Han er kun vant til mor. I de scener er "Room" nærmest som en slags sci-fi. Det er ukendt og ubetrådt land for Jack, som kigger skræmt ned fra en skyskraber, der ikke opfører sig trygt som kælderværelset.


Foto: UIP


Men når Jack kigger væk, så lurer voksen-konflikterne. Mor bebrejder sig selv, at datteren blev kidnappet, imens datteren, der nu selv er mor, mærker omverdenens nysgerrige pres sideløbende med, at egne følelser skal føles, tæmmes og bearbejdes. Disse konflikter bliver næsten ekstra stærke af ikke at være i centrum. Mor og far er blevet skilt – vi må selv gætte os til hvorfor. Måske på grund af farmands uforsonlige stil, der nægter Jack et blik. For Jack er ikke kun en del af datteren, men også en del af kidnapperen. God og ond. En splittet oplevelse, ligesom "Room".

For de modstridende følelser står i kø. Godheden i ondskaben kan være svær at tackle, men det gør "Room" og ikke mindst instruktør Lenny Abrahamson, som vakte min opmærksomhed med band-satiren "Frank", hvor Michael Fassbender bar megamaske i titelrollen. Nu har han min fulde opmærksomhed. For det filmrum, som han her har skabt, er både skrøbeligt og stærkt, grumt og håbefuldt. Alt sammen indkapslet i sensationen Jack Tremblay, der skal hjælpes op af trapperne i det nye hus, fordi benene ikke har været vant til trapper. De små ting er enorme i "Room".


Foto: UIP


Vurdering: Room (2015)

Det hele bliver ikke mindre grumt og modstridende af, at Jack ønsker sig tilbage til barndommen i værelset. For ham er det ikke et ondt sted, men der han er vokset op. På den måde er "Room" den fineste påmindelse om, at ondskab ikke ér, men skabes. Vi vælger ikke selv vores barndom. Vi kan ikke ønske os den bedre, for vi har intet at sammenligne med. Det kommer først senere. Jeg kan heller ikke sammenligne "Room" med andet, jeg har set. Og jeg kan ikke ønske mig den bedre.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Gennemsnit: 4.20 (5 stemmer)