Fascinerende indblik i en genial film

”Please do not disturb.” Sådan skal beskeden lyde på det skilt, der fremover vil hænge på døren, når jeg med store øjne og uden at blinke genser Stanley Kubricks enigmatiske filmatisering af Stephen King-romanen “Ondskabens hotel”. Og det er ikke, fordi filmen om det øde, hjemsøgte hotel, der gradvist driver en familiefar til vanvid, skræmmer mig fra vid og sans. Nej, skiltet skal hænge på min dør, fordi Rodney Aschers dokumentar, “Room 237”, giver en begrundet og fascinerende indsigt i, hvordan intet er, som det ser ud til at være i “Ondskabens hotel”. Kubrick har nemlig ikke bare lavet en gyserfilm. Han har lavet et mesterværk. Og “Room 237” illustrerer med stor succes hvordan.

Siden 1980, hvor “Ondskabens hotel” ramte biograferne, har fans og filminteresserede spekuleret i Kubricks skjulte fortællinger i filmen. For hvordan kunne skaberen bag “Clockwork Orange”, “Rumrejsen 2001” og “Dr. Strangelove” lave en film, der umiddelbart byder op til en traditionel dans med konventionelle genretrin, og ikke bruge et eneste af dem, uden at det måtte dække over en dybereliggende mening? I “Room 237” gennemgår fem forskellige teoretikere billede for billede og scene for scene talrige teorier om den gådefulde films skjulte ledetråde. Nogle mere oplagte og troværdige end andre.

Hvad mener du for eksempel om, at “Ondskabens hotel” i virkeligheden er en allegori for menneskehedens ondskab, om holocaust og vesterlændingenes brutale mord på Amerikas indfødte indianere? Og/eller at Kubrick faktisk afslører, at han spillede en central rolle i amerikanernes (åbenbare?) forfalskning af månelandingen tilbage i 1969? Eller hvad mener du om, at Kubrick fortæller alle disse historier og mange flere via tilsigtede kontinuitetsfejl, omhyggelig scenografi og stilistiske afvigelser fra Stephen Kings oprindelige historie? Ja, jeg synes i hvert fald, det er fascinerende og spændende.

Filmen inspirerer i hvert fald til fri fortolkning. Og afkodningen af Kubricks gys lander aldrig entydigt hos de fem interviewpersoner i “Room 237”. Så snart én teori finder fodfæste, afløses den af en anden og måske endnu mere kompleks en af slagsen. Men det gør blot stierne i filmens symbolske labyrint mere spændende.

For eksempel har Kubrick foretaget et par kunstneriske friheder omkring den røde folkevognsboble, der er Jacks køretøj i Kings roman . Den ligger nemlig knust under en lastbil i Kubricks film, hvori Jack i øvrigt i stedet kører rundt i en gul folkevognsboble – og det giver i filmen en anledning til at tro, at Kubrick slet ikke agtede at filmatisere Kings roman, men i stedet ville lægge ledetråde ud til en helt anden film inden for Kings rammer? Måske. I hvert fald giver det nyt liv til det, Hallorans siger til lille Danny om hans synske evner den første dag, familien ankommer til hotellet: ”Well, maybe things that happened leave other kinds of traces behind. Not things that anyone can notice, but things that people who shine can see. Just like they can see things that haven’t happened yet. Well, sometimes they can see things that happened a long time ago…”