Route Irish
Udgivet 1. jun 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Beskrivelsen “politiske film” ringer ofte noget uskønt i manges ører, men i bund og grund er de fleste film jo politiske, selvom det som regel er på meget ukontroversiel vis.
I dette tilfælde er det krigen i Irak, der er i sigtekornet, og vi følger den tidligere udstationerede soldat Fergus, der nu arbejder for private firmaer i Irak, hvor der er gode penge at tjene for dem, som er villige til at løbe risikoen ved det livsfarlige arbejde. Han er netop vendt tilbage til det nordvestlige England, da han finder ud af, at barndomsvennen Frankie, der ligeledes arbejder i Irak, er blevet dræbt ved den berygtede Route Irish – den farligeste vej i verden, der strækker sig mellem Bagdads lufthavn til byens Green Zone. Frankies dødsfald kommer som et chok for Fergus, der bærer rundt på alle tegnene på post-traumatisk stresssyndrom, og som hurtigt begynder at grave manisk i sagen, mens skumle hemmeligheder og skjulte dagsordner begynder at vælte frem.
Selve historien bevæger sig af veje, vi kender fra tidligere film – ikke mindst Paul Haggis’ “In the Valley of Elah” dukker hurtigt frem i erindringen – men hvad der adskiller “Route Irish” fra så mange Hollywood-udgaver er ikke mindst Loachs evne til at bringe autenticitet til fortællingen. Samtidig presser han også virkeligheden ind i fortællingen ved drilsk at mikse fiktive Irak-scener med den ægte vare. Den berygtede waterboarding-forhørsteknik bliver også fremført i en scene, hvor den involverede skuespiller faktisk bliver udsat for den ægte vare, og resultatet er både chokerende og totalt overbevisende. Det er meget svært at forestille sig, at nogen kan se denne film og stadig fastholde, at waterboarding ikke er en form for tortur.
Hvor filmen har sin styrke i den autentiske følelse og i persontegningen af et ødelagt menneske, der langsomt opdager, hvad han egentlig har været en del af, så savner man i lidt af den ligefremme hjertelighed, der kendetegner Loachs allerbedste film. Det er en dyster, grum og ligefrem historie, der fortælles her, og Loach fravælger enhver form for lokkende æstetisk skønhed eller yndige billeder til at opbløde stemningen. Loach er ganske vist lige på nippet til at runde de 75 år, men der er bestemt intet i “Route Irish”, der tyder på, at alderen har gjort den gamle kriger mere blødsøden.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet