Komedie kan ikke løbe fra sine problemerDet er intet under, at engelske Simon Peggs karriere lever i bedste velgående. Siden komikeren for relativt få år siden fik sit gennembrud som karismatisk nørd i kultserien “Spaced”, har han blandt andet medvirket i de moderne, britiske komedieklassikere “Shaun of the Dead” og “Hot Fuzz” samt bekostelige storfilm som J.J. Abrams’ “Mission: Impossible III” og den kommende “Star Trek”-film. Og hvilken kløgtig filmmager ville da heller ikke overveje at hyre en skuespiller, der selv kan gøre en banal romantisk komedie som “Run Fatboy Run” forholdsvis fornøjelig? David Schwimmer (bedst kendt som Ross i “Friends”), der debuterer som spillefilmsinstruktør med “Run Fatboy Run”, kunne ikke have valgt en bedre skuespiller til at spille hovedrollen.

Men selvom man ofte mores af Simon Peggs strabadser foran kameraet, må man desværre erkende, at mandens indsats bag kameraet som lystspillets manuskriptforfatter ikke just har været eksemplarisk. Pegg spiller sikkerhedsvagten Dennis Doyle, der panisk flygter fra sin gravide brud, den fortryllende Libby, blot få timer efter, at parret er blevet gift. Naturligvis indser han få år senere, at han begik en enorm fejltagelse og opførte sig som en tåbelig kujon. Men da han forsøger at smigre sig ind på Libby igen, dukker den succesrige, amerikanske forretningsmand Whit op og overtager Dennis’ gamle rolle som Libbys samlever. I et desperat forsøg på at bevise over for sin gamle flamme, at han er bedre end sin medbejler, begynder Dennis at forberede sig på at besejre Whit i et kommende maraton.

I de førnævnte “Shaun of the Dead” og “Hot Fuzz”, som Pegg også forfattede, blev der på fornem vis leget med gyser- og actiongenrernes konventioner og drevet gæk med publikums forventninger. Komedierne var ikke blot fortrinlige parodier, men også respektfulde cadeauer til filmmagernes inspirationskilder, der lige så ofte fik folk til at gyse og klappe begejstret, som de fik publikum til at le. “Run Fatboy Run” leger derimod ikke med sin genres klicheer, men forfalder immervæk til dem. Det er en helt igennem forudsigelig og traditionel fortælling om en ynkelig mands forsøg på at bevise over for alle, at han er den hensynsfulde guttermand, vi udmærket ved, han inderst inde er. Vi har set historien før i utallige afskygninger, og der er aldrig tvivl om det endelige udfald.

Karaktererne er omvandrende klicheer – tyndbenede arketyper, der næsten udelukkende gør det, man forventer af dem. Og mange af filmens humoristiske påfund har man forudset eller virker tyvstjålne fra andre film – såsom en scene, hvor en nøgen mands kønsdele forbliver utydelige takket være snedigt kameraarbejde. Men en film med Pegg i en bærende hovedrolle kan ikke undgå at forcere adskillige smil og en del kluklatter. Mandens uforlignelige timing og sympatiske aura afleder af og til opmærksomheden fra plottets forudsigelige natur. Og Pegg bliver hjulpet godt på vej af sine veloplagte medspillere.

Talentfulde Thandie Newton formår at gøre Libby enormt troværdig og charmerende på trods af kvindens generelt kedelige replikker. Emmy-belønnede Hank Azaria modstår fristelsen til at overspille i rollen som fortællingens selvglade, frembrusende skurk, Whit. Azarias drilske arrogance garanterer, at han aldrig forsvinder i Peggs enorme skygge. Endnu bedre er Dylan Moran som Dennis’ bedste ven og Libbys fætter, Gordon, der modsat den undertiden overseriøse Pegg både er forfriskende tilbagelænet og rebelsk. Og indiske Harish Patel er dejlig fandenivoldsk som Dennis’ stride, men også imødekommende vicevært, der ender med at blive Dennis’ løbetræner. Det er afgjort skuespillernes fortjeneste, at vi følger karaktererne gennem tykt og tyndt helt til den bitre ende.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Udgivelsens transfer vil formentlig hverken imponere eller skuffe nogen. Billedet er aldrig knivskarpt, men heller aldrig decideret uskarpt. Enkelte totalbilleder virker dog en anelse slørede. Kontrasten er sædvanligvis god, men enkelte scener byder på for kraftig lysstyrke. Farverne er generelt tillokkende og naturlige. Edge-enhancement optræder sjældent, og hverken gryn, snavs eller støj figurerer.

AudioTil tider disker skivens engelske Dolby Digital 5.1-mix op med nogle forbavsende troværdige, subtile panoreringer, der får karakterernes omgivelser til at føles meget autentiske. Og i flere tilfælde skabes der en fin, auditiv atmosfære, men lige så ofte efterlyser man mere aktivitet. LFE-kanalen tages stort set udelukkende i brug, når sange optræder i filmen. Dialogen er tydelig, men den lyder desværre generelt lidt flad.

EkstramaterialeTrailere til “Semi-Pro”, “Det gyldne kompas”, “Shoot ‘Em Up” og “Run Fatboy Run” medfølger. Det samme gør seks minutters kedelige fraklip. Bedre er det korte klip “Goof” (3 min.), der viser Simon Pegg umiddelbart før et interview, hvor han hurtigt opdager, at Thandie Newman har hældt noget andet end vand i hans glas. Syv minutters ligegyldige slettede scener medfølger også, som David Schwimmer har indtalt nogle forbløffende intetsigende kommentarer til. Schwimmer har også indspillet et kommentarspor til filmen sammen med Thandie Newton, Simon Pegg og ingen ringere end Peggs mor, Gill. Gill siger ikke særlig meget, men det gør de tre andre heldigvis. De virker meget ydmyge og især roser hinanden og taler om besværlighederne, filmens lille budget affødte.