Girl Power

Måske siger det noget om min musiksmag, at jeg ikke kunne nævne en eneste sang af den trendsættende musikgruppe The Runaways, før jeg så filmen om bandet. Det siger i hvert fald helt sikkert noget om filmen “The Runaways”, at den gav mig vildt dårlig samvittighed over min uvidenhed.

“The Runaways” begynder i 1975, hvor vi møder teenagepigen Joan Jett, som hungrer efter en karriere som musiker. Desværre lever hun i en tid, hvor der er en større chance for, at en kvindelig rocksanger får tyret en øldåse i fjæset end en pladekontrakt. Hun opsøger den ombejlede musikproducer Kim Fowley, som øjner muligheden for at score kassen på at lancere verdens første pigerockband, så han opstøver et par musikere og den sky sangerinde Cherie Currie (sikke nogle kulørte navne), og efter en række mere eller mindre succesrige koncerter og indspilninger er The Runaways født.

Men ligesom mange af 70’ernes andre store bands forvilder The Runaways sig desværre ud i et værre rod af stoffer, alkohol og andre farlige forsømmeligheder. Når succesen og populariteten vokser, gør presset det også, og et voldsomt sammenbrud synes uundgåeligt. Det lyder umiddelbart som den samme historie, vi allerede har fået fortalt (og fortalt godt) i et hav af biografifilm om de store musikere fra fordums tid. “Ray”, “The Doors”, “Walk the Line”… Musikere som vokser op under trange kår, bliver superstjerner og næsten bukker under for narkoen. Nichegenren er efterhånden så fortærsket, at der endda er blevet produceret en film, som udelukkende parodierer dens udødelige klicheer: “Walk Hard”.

Selvfølgelig er historien i “The Runaways” ikke helt magen til dem i de førnævnte titler, men det er først og fremmest filmens nedbarberede æstetik, som får den til at adskille sig fra de fleste artsfæller. Både “Ray” og “Walk the Line” var fremragende film, som bød på pragtfulde præstationer af deres hovedrolleindehavere, men visuelt fremstod de til tider en smule for polerede. Men med sit rå og smågrumsede look, som også fornemt afspejler bandets vovede og halvsjofle lyrik, fremstår “The Runaways” som et ekstremt autentisk portræt af sin kaotiske tidsalder, og det dokumentariske look styrker kun ens følelse af, at man overværer den svære, skinbarlige sandhed.

Selvom klicheerne ofte står i kø – de ukyndige forældre, de talløse tøseslagsmål, de voksende egoer og den evindelige flirten med narkotika – så får ensemblet og deres debuterende instruktør, Floria Sigismondi, gengivet bandets succes og kollaps i et oprigtigt toneleje, som får det hele til at glide ned. Kristen Stewart og Dakota Fanning – som også spiller over for hinanden i “Twilight”-filmene – er desuden fremragende som henholdsvis Joan og Cherie. Begge piger formår at gengive både den ukuelige selvtillid og den ungdommelige nervøsitet, som prægede de virkelige legender.

Men Michael Shannon stjæler showet i rollen som den helt igennem amoralske Fowley. Når produceren forsøger at forsvare et uheldigt citat i en pinlig artikel over for tøserne, konstaterer han køligt: ”Det er presse, mine stjerneskud, ikke prestige,” og Shannon gør det med et glimt i øjet, som faktisk formår at gøre produceren charmerende. Shannon stjal også rampelyset med en Oscar-nomineret præstation i “Revolutionary Road”, selvom han kun medvirkede i to scener, og han fortjener en bærende hovedrolle i noget større. Men den bedste grund til at give filmen en chance må være The Runaways musik i sig selv, som leveres fornemt af de unge skuespillerinder selv, og som ikke har mistet en døjt af sin slagkraft.

Desværre kunne filmmagerne ikke anskaffe rettighederne til de fleste bandmedlemmers forhistorier, så ud over Joan og Cherie fremstår de andre musikere praktisk talt som statister. Og efter en exceptionel første tredjedel, hvor bandet skabes, føles det, som om der bliver spolet alt for hurtigt forbi gruppens storhedstid og endelige opløsning. Summa summarum: Bedømt som en cadeau til Cherie, Joan og bandets opgør med musikkulturen er “The Runaways” en succes, men filmen udbyggede ikke mit beskedne kendskab til The Runaways historie synderligt. Desværre.

Video

Præsenteret i 1080/AVC 2.35:1. “The Runaways” blev skudt på 16mm-film for at give den det nedtonede, dokumentariske look, som filmmagerne var ude efter. Og heldigvis har HD-transferet som regel en dejligt celluloidagtig tekstur. Gryn gengives generelt fornemt, og billedet er sjældent uskarpt. Farverne er også både naturtro og tilpas kraftige, og kontrasten er også upåklagelig. Indimellem har komprimeringen dog været lidt for kraftig – et godt eksempel er scenen i kapitel 10, hvor Cherie og hendes søster diskuterer bandets kommende tour i Japan. Der er masser af røg i lokalet, og det ligner desværre snarere digital støj end røg.

Audio

Lydsporet er (ikke helt overraskende) udgivelsens største force. Når The Runaways spiller sine numre, vågner DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet for alvor op til dåd. Subwooferen giver trommerne og Joan Jetts bastoner ekstra, velkommen slagkraft, de høje toner lyder aldrig skingert, og instrumenterne overdøver heldigvis aldrig sangernes røster. Den auditive atmosfære er også hæderlig under de mere stilfærdige scener, og baghøjtalerne bruges fint og flittigt.

Ekstramateriale

Dakota Fanning og Kristen Stewart har indtalt et underholdende kommentarspor til filmen i selskab med virkelighedens Joan Jett. Jett er meget tilbagelænet, oprigtig og underholdende, men pudsigt nok er det den normalt blufærdige Stewart, som taler mest. Forvent dog ikke, at Joan kommenterer filmens antydninger om, at hende og Cherie var elskere. ”I må søge morskab andetsteds, hvis I forventer, at jeg siger noget,” fastslår hun næsten spydigt. I dokumentaren “Plugged In: Making the Film” (16 min.), som desværre er meget kort, hører vi mere fra virkelighedens Cherie, men man savner virkelig at høre fra bandets andre medlemmer, og en lille, ultrakort teaser til filmen gør ikke det store indtryk.