Salt

InstruktionPhillip Noyce

MedvirkendeAngelina Jolie, Liev Schreiber, Chiwetel Ejiofor, Daniel Olbrychski, August Diehl, Daniel Pearce, Hunt Block, Andre Braugher, Olek Krupa, Cassidy Hinkle, Corey Stoll, Vladislav Koulikov, Olya Zueva, Kevin O'Donnell, Gaius Charles

Længde100 min

GenreThriller

IMDbVis på IMDb

I biografen09/09/2010

Anmeldelse

Salt

3 6
James Bond i høje hæle

”Who is Salt?” teaser plakaten drilsk, og selvom spørgsmålet bestemt er vedkommende i en historie, hvor man gennem en god bid af spillelængden ikke er sikker på svaret, så er man det meste af tiden mindre optaget af, hvem hun er, og mere af hvad hun gør.

Svaret er en hel del. I skikkelse af Angelina Jolie løber, springer, skyder og karatesparker hun sig gennem en veritabel hær af anonyme agenter, mens hun jagtes fra alle sider. Man kan dårligt beskylde filmen for at spilde sine 100 minutter med løs snak. Lange sætninger hører til sjældenhederne gennem det meste af handlingen, hvor alle har travlt med at løbe til eller fra den seneste eksplosion.

Hele balladen starter, da en russisk spion afhopper og fortæller om en amerikansk CIA-agent, der i al hemmelighed er placeret af russerne under den kolde krig og nu har planer om at snigmyrde en prominent person. Det lyder jo alt sammen temmelig søgt, men da han peger på sin egen afhører Evelyn Salt som agenten, bliver CIA-folkene mistænksomme, og selvom hun erklærer sin uskyld, tvinges Salt til at trodse sine overordnede, dække sikkerhedskameraerne med trusserne (!) og stikke af – nu jaget af sine tidligere kolleger.

Hvor meget eller lidt af afhopperens historie der passer er uklart, og mens hun skifter tøj, frisure og fremtoning fra blond stakkel til iskold sorthåret snigmorder begynder hendes uskyld at virke tiltagende tvivlsom. Alt er naturligvis ikke, som det ser ud, og i bedste spionthriller-stil indeholder de forskellige dobbeltagenter så mange hemmelige identiteter som en kinesisk æske. Hele herligheden er selvsagt absurd i det ekstreme og fuld af plothuller store nok til, at adskillige eksploderende biler kan flyve igennem, men afsløringerne falder så hurtigt, at der er en god chance for, at man først bemærker enkelte af dem efter, at rulleteksterne for længst har kørt over lærredet. “Salt” var oprindelig tiltænkt Tom Cruise, men da han bakkede ud, blev rollen skrevet om til Angelina Jolie, hvilket formodentlig er en fordel. Med Cruise i hovedrollen havde den blot været endnu en anonym agentfilm, men Jolies feminine islæt leverer en langt mere unik fremtoning til filmen, og så ser hun altså også en del bedre ud i høje hæle og miniskørt.

Phillip Noyce, der tidligere bl.a. har stået bag “Patrioternes spil”, har kompetent påtaget sig instruktørtjansen og bryder forfriskende med det rystede kamera, der længe har plaget actionfilmene. Til gengæld er filmen i lighed med mange åndsfæller ganske blottet for humoristisk sans eller lune, hvilket ikke mindst bliver påfaldende, når Jolie hopper ubesværet fra afsats til afsats i en elevatorskakt eller stiger uskadt ud af en bil, der er faldet 10 meter. Det er vel for pokker ikke meningen, at vi skal tage det her alvorligt?

I en spionfilm, hvor tæppet gentagne gange trækkes væk under vores fødder, bliver problemet tit, at det er vanskeligt at engagere sig følelsesmæssigt i personer, der konstant viser sig at være noget andet, end man troede. Det samme gør sig også gældende her, hvor man står mere og mere af handlingen, efterhånden som de sande skurke afsløres. Filmen er mere tilfredsstillende som en højspændt gætteleg, om end ikke en voldsomt engagerende en af slagsen. Javist, vi finder til sidst ud af, hvem Salt egentlig er, men da afsløringen omsider falder, er man lidt i tvivl om, hvorfor man overhovedet var så interesseret til at begynde med.

Kort om filmen

Som CIA-agent har Evelyn Salt svoret en ed om pligt, ære og at tjene sit land. Men hendes loyalitet sættes på den ultimative prøvet, da en russisk afhopper anklager hende for at være hemmelig russisk spion. Lynhurtigt indleder Salt sit eget spil og undslipper ved hjælp af sine evner og mange års undercover-erfaring. Men hendes bestræbelser på at rense sig for anklagerne bidrager kun til at skærpe mistanken til hende, og mens jagten på hende intensiveres, står et overordnet spørgsmål tilbage: Hvem er Salt?