Store, sjove Samba

Jeg vil ikke bytte min status som hvid, vestlig statsborger for noget i verden. Slet ikke for en tilværelse som Samba Cissé, der hutler sig igennem sin flygtningetilværelse i Paris som daglejer, imens han håber på at få statsborgerskab. Der er gået 10 år. Det er en vanskelig problematik, den med flygtninge. Verden er fucked med rekordmange på flugt. Det har instruktørparret Eric Toledano og Olivier Nakache også indset. At det er et svært emne. Så de lukker øjnene, imens de sætter endnu en skæg montagesekvens på, hvor Omar Sy i titelrollen fjoller sig ud af flygtningeproblemerne.

Samme opskrift fulgte makkerparret i publikumssuccesen “De urørlige”. Her udviskede samme Omar Sy – med den bamsede krammekrop og de hvide tænder – de sociale skel til en hvid, rig mand i kørestol ved hjælp fra en glad melodi, imens han barberede et skægt skæg på den hvide vestlige på hjul. De svære spørgsmål kan åbenbart smiles væk. De spørgsmål, der rejses i den præcise indledende sekvens, hvor kameraet i et sammenhængende skud følger bryllupskagen indefra festen og ud i køkkenet, hvor den skal skæres i skiver. Her står Samba og tager opvasken for festgæsterne til en tarvelig timeløn. Forsvinder det spørgsmål virkelig med en sang og et smil?

Det er social feel good. Det er “Rain Man”. Det er slag, sår og ar fra en grum fortid på ryggen af Samba, og det er sjov med minigolf, når han er nattevagt i storcenteret. Det er naturligvis ikke det hele. Charlotte Gainsbourg skal få mig til at glemme problemerne. Hun er sagsbehandler for folk som Samba. På deres første møde er han sulten, hun giver ham en müslibar. Han komplementerer hendes parfume, og hun kigger dybt ind i hans varme øjne, der er fifty shades of brun. Nu er hun vild med ham.

Derfra er det en simpel kærlighedshistorie. Elsker/elsker ikke. Hvad er problemet egentlig? Charlotte Gainsbourg topper i én flygtig, sjov replikudveksling. Hun fortæller ham, at hun har et misbrug. Af sex. Kæmpe orgier. Nej, det er bare for sjov, hvilket er en ret metasjov kommentar til Gainsbourgs rolle som netop misbruger af sex i Lars von Triers “Nymphomaniac”. Men også lidt af et sidespor. Et andet sidespor er Tahar Rahims rolle som immigranten Walid, der så gerne vil være latinamerikaner. Rahim var alvorligt god i sin gennembrudsrolle i fængselsfilmen “Profeten”, der havde en masse fornuftigt at sige om integration.

I “Samba” bliver Rahim aldrig alvorligt sjov, men han gør det muligt for Toledano og Nakache at proppe flere muntre musikmontager ind undervejs på rejsen frem mod den happyste end. De to, Samba og Walid, får daglejerjob som vinduespudsere på et højhus. Samba er bange for højder, så Walid får Samba til at slappe af og glemme skrækken ved at strippe foran kontorpiger på den anden side af glasset. Den glade musik begynder igen at spille. Alle er glade.