Roma-poesi fra Polens lavland

Der er hobetal af billeder i “Sange fra en sigøjner”, der helt og aldeles tog vejret fra mig. Skudt i bjergtagende sort/hvid, opruller instruktørduoen og ægteparret Joanna Kos-Krauze og Krzysztof Krauze sigøjner-digteren Papuszas nomadeliv i Polens lavland fra begyndelsen af det 20. århundrede. En biopic om en kvinde, jeg personligt aldrig har hørt om, men hvis digte og sange fra 1950’erne og 1960’erne vist nok var skelsættende for den bredere befolknings indsigt i roma-eksistens. Sådan en kvinde fortjener bedre historiefortælling, end hvad Joanna og Krzysztof Krauze leverer. Men filmens billeder, der er signeret Krzysztof Ptak og Wojciech Staron, er derimod potente som bare pokker og fortæller deres egen både opløftende og tragiske historie. Heldigvis.

På må og få dropper “Sange fra en sigøjner” ind og ud af Bronislawa ‘Papusza’ Wajs’ liv. Fra teenagemoderens fødsel af hende midt i en skovlysning, den unge piges insisteren på at lære at læse og skrive, ankomsten til roma-flokken af forfatteren Jerzy Ficowski, der skulle blive manden, der introducerer verden for Papuszas poesi, berømmelsen, men også romaernes foragt for denne kvinde, der løfter sløret for det for omverdenen lidt mystiske folkeslags mange hemmeligheder.

Årstallene flyver rundt. 1910, 1971, 1949, 1921, 1943. Kender du ikke allerede historien om Papusza, hendes både personlige og professionelle forhold til den foretagsomme alt-mulig-intellektuelle Ficowski og romaernes trange eksistensvilkår i Polen før, under og efter 2. verdenskrig, er det om at holde tungen lige i munden under “Sange fra en sigøjner”.

Jowita Budnik portrætterer den voksne og aldrende Papusza med en konstant eftertænksom mine og en lige så konstant cigaret mellem fingrene. En stoisk og flot karakter; som en lidt pænere søster til Frida Kahlo, men med samme flagrende gevandter og perfekt flettet, ravnsort hår. Men Papusza forbliver en gåde. Distanceret modtager hun livets tæsk, heriblandt et ægteskab med en meget ældre onkel som 12-årig og udstødelsen fra roma-slægten oven på udgivelsen af sine digte. Antidramatisk er “Sange fra en sigøjner” skåret over en ikke-engagerende form: så skete det, og så skete det, og så skete det. Dertil i en ikke-kronologisk rækkefølge, der fordrer mere end en almindelig dosis se-vilje.

Visuelt er “Sange fra en sigøjner” en overrumplende oplevelse. Et nænsomt billeddigt, hvor der igen og igen blændes op og ned for det ene mere sønderrivende smukke tableau efter det andet. Polens nøgne, pandekageflade marker med en undseelig roma-teltby i et fjernt hjørne. Og helt bagved, hele tiden lurende ildevarslende, er de mørke skove med de slanke birketræer, som utallige historiske Holocaust-dokumentarer på DR2 har lært os skjulte de mest gruopvækkende forbrydelser. Inklusiv udryddelsen af romaer. I en af de mest slående scener nærmest snubler Papusza over en just overstået massakre i en sønderskudt lade ude midt i skoven. Lige så desorienteret som hende undersøger kameraet uforstående omgivelserne. Og dér, midt i al døden, spræller en babydreng og giver den ufrugtbare Papusza håb. Trods alt.