Saved!

InstruktionBrian Dannelly

MedvirkendeMary-Louise Parker, Heather Matarazzo, Patrick Fugit, Jena Malone, Eva Amurri, Aaron Douglas, Chad Faust, Mandy Moore, Macaulay Culkin, Elizabeth Thai, Martin Donovan, Kett Turton, Julia Arkos, Donna White, Nicki Clyne

Længde92 min

GenreKomedie, Komedie, Drama, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen17/09/2004


Anmeldelse

Saved!

3 6
“Saved!” er en ungdoms drama-komedie, der beskriver en kultur, som de fleste unge danskere nok vil have svært ved at genkende: den relativt store gruppe af amerikanske unge, som dedikerer deres liv til Gud, går i kristne skoler, rejser store Jesus-papfigurer og beskytter deres jomfrulighed helt indtil de træder ind i ægteskabets hellige institution – for det meste, i hvert fald.
Filmen starter lovende med en stil, der læner sig op ad instruktøren John Hughes’ 1980’er drama-komedier, som “Pretty in Pink” og “Breakfast Club”. Hughes’ film havde noget på hjerte: de beskrev den svære ungdomstid, hvor man let kan føle sig fremmedgjort i det store fællesskab og konkluderede – uden at prædike – at det er i orden at være anderledes. “Saved!”, som er skrevet og instrueret af nybegynderen Brian Dannelly, præsenterer ligeledes en række unge, der på den ene eller anden måde ikke helt passer ind i det gennemført kristne miljø, hvor de færdes. Der er den dydige pige Mary, der bliver gravid da hun vil frelse sin kæreste – som læser blade med nøgne læderklædte mænd – fra homoseksualitetens synd; rebellen Cassandra, som ryger(!) og er jøde; og Roland, der sidder i kørestol og i hemmelighed drømmer om at slippe væk fra en kultur, som han ikke tror på.

Det er et sympatisk persongalleri, som man også kunne have fundet i en Hughes film, men Dannelly formår ikke at realisere det potentiale, der ligger i figurerne. Dette skyldes ikke mindst, at personernes historier til dels må vige for instruktørens halvhjertede forsøg på at skildre hykleriet i et kristent samfund, hvor der ikke er plads til individualitet på grund af nogle stramme og frihedsberøvende dogmer. Hvor instruktøren Kevin Smith i sin film “Dogma” fra 1999 greb disse kristelige leveregler an med satire og rammende humor, udmunder Dannelys forsøg på det samme sig i ikke særlig subtile scener, som da en bil kører ind i en kristen papfigur og vælter hovedet af den…

Filmen hives op af nogle gode og involverende skuespilpræstationer, hvor især barnestjernen fra “Home Alone”-filmene, Macaulay Caulkin, overrasker særdeles positivt. Det har nok været en fordel for ham, at han har holdt sig uden for rampelyset, for det vi ser i filmen er en Caulkin, der har klaret den svære overgang fra barnestjerne til voksenskuespiller. Desværre kan hverken han eller det øvrige cast redde “Saved!” helt, og den ender i slapstick satire med en utroværdig feel-good slutning, der helt spolerer det potentiale, der lå i filmen.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Den gode pige Mary og hendes dominerende bedste veninde, Hilary Faye, starter deres senior-år på toppen af den sociale fødekæde på American Eagle Christian High School. Det er lige indtil hendes kæreste, Dean, fortæller hende, at han måske er bøsse. I et ulykkestilfælde dét chok forårsager, ser hun i et drømmesyn Jesus, der påhviler hende at gøre alt, der står i hendes magt for at redde kæresten. For at det ikke skal være nok, kommer én ulykke sjældent alene og til hendes rædsel erfarer Mary, at hun er blevet gravid. Nu begynder Mary at tvivle på alt det, hun har lært – og den tidligere så gode veninde og hendes disciple begynder at vende sig mod hende. Til gengæld får hun hjælp fra en uventet kant; nemlig fra to af skolens andre paraiaer: Hilarys kørestols-lænkede bror, Roland, og rektorens søn, Patrick, samt skolens eneste jøde, den rebelske pige Cassandra.