Der koges stadig tynd suppe på saven

Hvor meget suppe kan der koges på en sav? Svaret er (indtil videre) fem portioner, men som enhver husmor ved, bliver suppen tyndere og tyndere for hver gang. “Saw V” er som den femte film i serien om Jigsaws sadistiske torturlege ingen undtagelse til denne regel, men præsenterer blot endnu en ligegyldig brik i det store Saw-puslespil.

“Saw V” starter, hvor den forrige film sluttede. Den garvede FBI-agent Mark Hoffman har overtaget rollen som moraliserende massemorder, men fremstår i offentligheden som helten, der reddede en række mennesker fra Jigsaws sidste påfund. I mellemtiden forsøger filmens virkelige helt, agent Peter Strahm, at opklare, hvem den nye Jigsaw er, og hvad der har fået ham til at fortsætte den makabre livsstil. Sideløbende med dette præsenteres vi for fem tilsyneladende tilfældigt udvalgte personer, som i samlet flok må kæmpe sig vej ud af endnu en serie af Jigsaws diabolske fælder – tænk engang.

Som i flere af de forrige film arbejder også “Saw V” med 3-4 sideløbende fortællinger, deriblandt Mark Hoffmans forsøg på at hemmeligholde sin identitet og Peter Strahms forsøg på at afsløre denne identitet. Der er også en fortælling, som let og særdeles uelegant aldrig bliver til noget, men blot fungerer som et varsel om, at der kommer en sjette film. Ak og ve. Det volder normalt ikke problemer for et moderne publikum at holde rede på så mange historier, men “Saw V” er og bliver en gang rod, og for at føje spot til skade ligner Hoffman og Strahm hinanden i en grad, der let kan forvirre publikum og få én til at blande rundt i historierne. Man kan dog holde sig in mente, at Strahm er ham, som proklamerer alle sine tanker højt til kameraet, så selv de langsomste ikke bliver sat af.

Hoffman og Strahms historier er for så vidt fine nok, om end noget tyndslidte og klichéfyldte, men de overskygges helt og aldeles af ligegyldigheden i fortællingen om de fem Jigsaw-ofre, som på intet tidspunkt bliver andet og mere end en dårlig undskyldning for at vise mere eksplicit død og lemlæstelse. Det var sjovt i den originale “Saw” og til nøds i “Saw II”, og det var sjovt i “Hostel”, men disse massakrefilm har så at sige sejret sig selv ihjel. Som publikum er vi blevet så forhærdede, at selv den mest makabre indvoldsudkrængning knap kan få os til at vende blikket væk for bare en kort stund. På dvd’ens ekstramateriale udtaler filmens instruktør David Hackl da også, at det bliver sværere og sværere at lave “Saw”-film, eftersom der kun er et vist antal måder, hvorpå man kan slå et menneske ihjel. For de fleste mennesker er det nemt at drage konklusionen, at det dermed er på tide at stoppe, men så langt har den unge instruktør desværre ikke tænkt.

Alt i alt er “Saw V” en meget tynd suppe. Hvis ret skal være ret, må man dog erkende, at den er mange længder bedre end den helt og aldeles katastrofale forgænger, men med den trivielle historie, de flade karakterer og den samme udmagrede narrative opbygning, vi kender til døde fra de forrige film, er der intet nyt at komme efter. I denne suppe kunne man efterlyse lidt mindre kød på saven til fordel for lidt mere historie. Desværre fremgår det kun alt for tydeligt af filmen, at “Saw 6” allerede er planlagt.

Video

Filmen præsenteres i anamorphic widescreen 1.78:1, og kvaliteten er generelt udmærket. Der forekommer kun sjældent edge enhancement, og både farverne og kontrast gengives fint. Der er mange detaljer i skyggen, og overgangene er derfor gode i den meget mørke film. Skarpheden kunne være en anelse bedre, men er overordnet set tilfredsstillende. Et enkelt sted i filmen ses det tydeligt, at der i efterbehandlingen er tilføjet ekstra brightness i øjnene på en skuespiller, hvilket manifesterer sig som to hvide klatter midt i billedet, men dette relaterer sig til et dårligt valg i filmens postproduktion og ikke selve transferet, der samlet set er ganske godt.

Audio

På dvd’en forefindes to lydspor: Dolby Digital 5.1 og DTS. Som forventet fremstår DTS-sporet en anelse klarere, men forskellen er lille. Begge spor præsenterer tydeligt dialogen i centerhøjtaleren, og bunden er velklingende og uden overstyringer. Desværre er der ikke gjort det store ud af atmosfæriske effekter i surroundsporene, og det er ærgerligt i en filmgenre, der ellers nyder godt af stemningsopbygning gennem lyd.

Ekstramateriale

“Saw V” byder på fem featurettes, to kommentarspor med henholdsvis instruktør og art director og filmens producere samt nogle trailere. De fem featurettes omhandler filmens forskellige fælder og forklarer, hvordan de fungerer bag kameraet. Det er forholdsvis uinteressant, medmindre man er hardcore “Saw”-fan eller blot har en meget stor interesse for filmeffekter. I kommentarsporet med instruktøren og art directoren er der heller ikke det store at hente – faktisk overrasker det, hvor lidt de har at sige om en film, som de begge har brugt måneder på. Det virker næsten som om, instruktøren kun har øje for de makabre fælder, for når filmen endelig byder på andet end død og ødelæggelse, tier han stille. Mere interessant er det at høre producernes kommentarspor, som både er mindre selvhøjtideligt og rygklappende og samtidig giver et bedre indblik i de tanker, der er gjort om filmserien som sådan.

Saw er vi nået til nummer 5…

Quentin Tarantino svarede engang de kritikere, der mente, at hans film var for voldelige, at ”man jo heller ikke tager ind til en Metallica-koncert og beder dem om at skrue ned for lyden.” Det samme kan siges om “Saw”-serien, hvor den femte i rækken nu rammer de danske biografer, og hvor folk med sarte sjæle og skrøbelige sind bør holde sig langt væk.

Men de afrevne lemmer og modbydelige torturscener kan man ikke rigtig brokke sig over, for det er ligesom pointen med disse film. Det publikum, der tager ind og ser dem, forlanger at se litervis af blod løbe ned af biograflærredet, mens de krummer sig sammen og priser sig lykkelige for, at de ikke er i ofrenes sted. Hvad, man derimod kan anfægte, er historien, der efterhånden er tappet for så meget blod, at den hører hjemme i et lighus.

Den sadistiske morder Jigsaw, der så gerne vil hjælpe verdens fortabte sjæle til at værdsætte deres liv, døde i 3’eren, og filmen følger derfor en ny morder, der har påtaget sig at føre Jigsaws forskruede livsværk videre. Ligesom i de foregående film krydsklippes der mellem efterforskningen af Jigsaw-mordene og de mange torturscener af en flok uheldige skæbner, der er blevet brikker i seriemorderens perverterede spil. Og hele herligheden slutter selvfølgelig af med et twist (suk), der skal få os alle sammen til at tisse i bukserne af bare overraskelse over, hvor genialt det hele er skruet sammen.

At man stadig kan koge ben på sådan en omgang tynd suppe er for mig en gåde, men så længe publikum stadig labber hele herligheden i sig, og kasseapparaterne klinger i Hollywood, skal vi nok ikke regne med, at der bliver slukket for blusset i den nærmeste fremtid. Der er så forfærdelig mange ting, der er galt med den her film: skuespillet, instruktionen, klipningen… Men filmens allerstørste problem er, at den tager sig selv så forbandet højtideligt. Ikke på noget tidspunkt fornemmer man en snert af selvironi eller (frivillig) humor, der ellers kunne have gjort filmen nogenlunde udholdelig.

I stedet får vi læsset den ene ligegyldige oplysning efter den anden på Jigsaw-mytologien, der er så tyndbenet, at selv en prut ville få lortet til at brase sammen, og man forlader biografen med en følelse af lige at have besøgt en komapatient, der forgæves venter på, at nogen vil trække stikket ud.