Kærlighedens sprog har nu altid været af en ganske finurlig støbning. Vel lidt det samme som filmsproget. I hvert fald hvis spørgsmålet stilles til det franske legebarn, instruktøren Michel Gondry, der da heller aldrig forpasser en chance for at udtrykke sin enorme kærlighed til filmen som medium og som legeplads. Senest med den fabulerende og drømmende “The Science of Sleep”, der med en lun skelen til George Méliés’ første eksperimentalfilm for godt hundrede år siden på sin vis genopfinder og redefinerer mediet.

Drømmerierne er nemlig til at tage og føle på for den uforlignelige Stéphane Miroux (Gael García Bernal), der i fiktionens rum konstant balancerer mellem drøm og virkelighed på evig flugt fra minderne om faderens nederlag til kræften; på evig flugt fra erkendelsen af kærligheden til naboen og venninden Stéphanie (Charlotte Gainsbourg); og på evig flugt fra arbejdslivets realiteter, der på ingen måde harmonerer med Stephanes lidt særprægede visioner.

Stephane og Stephanie er begge kunstnerisk tænkende af natur – Stéphane uddannet reklamekalenderdesigner og Stéphanie oprindeligt pianist, selvom hun nu er fast lønslave på det lokale apotek. Sammen har de to alligevel hyggelige stunder, skaber de fantaserende fortællinger ud af det rene ingenting, og accepterer i øvrigt begge uden den mindste tvivl, at de selv er del af en større fortælling med Michel Gondry som den store dukkefører.

Som fortælling er “The Science of Sleep” universel men måske også en smule banal. At kæmpe for den uopnåelige kærlighed er selvfølgelig et relativt fortærsket emne, men ikke for Stephane, der forelsker sig hovedkulds i sin nabo. Hun er dog ikke nær så interesseret som han, formodentligt fordi Stephane ved det første møde viste større interesse for veninden, Zoe (Emma de Caunes). Så det er altså også kærlighedens kvaler og særligt den ulykkelige af slagsen, der er til behandling. Og det er for så vidt fint nok.

Men hvor “Science of Sleep” for alvor stikker dybt er imidlertid, paradoksalt nok, på overfladen, hvor visualiseringen af Stephanes drømmerier og fantasier er alt andet end banale men derimod grænsende til det originale og i øvrigt gør filmen til en helt ekstraordinær oplevelse, der på mange er svær at ryste af sig. På den måde har Gondry en blændende forståelse for, at legebarnet og de skæve indfald bør flettes ind i en fortælling, der måske ikke på bunden ikke har så voldsomt meget at byde på. Men det får den med skævhedernes iderigdom, der på ekstravagant vis ekspliciterer Stephanes helt aparte drømmeunivers

Undervejs bliver adskillelsen mellem fantasi og virkelighed stadig mere uskarp, ligesom forholdet mellem Stephane og Stephanie da også indtager en stadig mere diffus rolle. Det er med andre ord ikke altid helt nemt at holde styr på, hvad der er del af Stephanes magiske fantasiverden, og hvad der blot er del af Gondrys samme. På samme måde er det heller ikke altid til at hitte ud af Stephanes følelsesregister, og det er i virkeligheden nok det, der er filmens konflikt – hvordan Stephanie finder om ikke nøglen til prinsessen og den hvide hest, så i hvert fald Stephane.

Selve konflikten har dog en tendens til at drukne iblandt troldmandens visuelle fiksfakserier, og derfor bliver kærlighedens problematik først ret sent rigtigt vedkommende. Alligevel er det ikke til at negligere, at “Science of Sleep” som oplevelse snarere end som en egentlig film udmærker sig med et helt aparte filmsprog, hvis mage ikke er set i rigtigt mange år. Alene det gør filmen som et kuriosum til en helt unik begivenhed.

VideoBilledsiden til “Science of Sleep” fremstår i et 1.85:1 anamorphic widescreenformat og er af den jævne kvalitet. Der er eksempler på ujævn farvetemperatur, digital støv samt en del uskarpe billeder men skal formentligt ses som tegn på det udstyr, filmen er indspillet med. Når det er sagt, er kvaliteten nu stadig af en rimelig beskaffenhed, og under alle omstændigheder rammer ujævnhederne egentligt meget fint filmens lidt aparte look. Så alt i alt er der altså tale om et udmærket transfer.

AudioLyden kommer ud i et Dolby Digital 5.1 lydspor og er bestemt ikke prangende. Som i så mange tilsvarende film, hvor dialog er et af de bærende elementer, bliver lyden udelukkende et anliggende for fronthøjtalerne. Derudover kunne det godt savnes – med de mange drømmesekvenser in mende – at disse fik en større lydlig prægnans, end det rent faktisk har været tilfældet. Dermed ikke sagt, at lydarbejdet er dårligt i “Science of Sleep” – blot et auditivt udtryk lidt under middel.

EkstramaterialeUd over trailers for “Harrys døtre”, “Scoop”, “Skæbne Sporet” og “Little Children” er der intet ekstramateriale at komme efter på denne udgivelse. Det er en eklatant skuffelse filmens særegne leg med filmmediet taget i betragtning, at en mere dedikeret udgivelse ikke har været på tale.

At beskrive en film som “The Science of Sleep” med ord, føles lidt som at forsøge på at presse en trekant gennem en firkantet åbning. Filmen er en så gennemført visuel fortælling, at man hurtigt ender med at skrive sig længere og længere væk fra værket selv. Den er kort sagt en film, der skal ses og opleves, og det er der al mulig god grund til at gøre, for det er en fascinerende, sjov og sørgmodig rejse.

Filmen er både skrevet og instrueret af Michel Gondry, som tidligere bl.a. har instrueret “Eternal Sunshine of the Spotless Mind”. “The Science of Sleep” markerer hans første spillefilm uden Charlie Kaufman som manuskriptforfatter. Hvordan er Gondry så uden Kaufman? En del mindre kynisk, for det første, og så absolut også en mindre stringent fortæller. Til gengæld er den visuelle poesi fra “Eternal Sunshine of the Spotless Mind” stadig i fuld flor og endnu mere løssluppen her.

Den unge Stéphane er en kedel af kreative ideer, så da hans mor ringer til ham med nyheden om, at hun kan skaffe ham et spændende arbejde i Paris, er han ikke sen til at slå til. Han vender tilbage til det barndomsværelse han ikke har set siden sine forældres skilsmisse, men må erfare, at hans mor har overdrevet jobbets indhold for at lokke ham hjem. Inden længe sidder han blandt nogle temmelig sære kollegaer, ikke mindst der hæmningsløse Guy, og udfører et job en veldresseret abe kunne klare. Mere interesse fatter han for naboen, den kønne Stéphanie, der ligesom han selv har en forkærlighed for kreative sysler.

Det spirende forhold og Stéphanes arbejde kompliceres af hans løsslupne fantasi og livlige drømme, som han ofte har svært ved at adskille fra virkeligheden. I hans drømme er han vært for et tv-madlavningsprogram af en slags i et studie udstyret med æggebakker på væggene og bands i bjørnekostumer. Ellers fantaserer han om at overtage kontoret og få succes med sine kunstneriske evner.

Umiddelbart kunne meget af handlingen lyde som en typisk romantisk komedie, men “The Science of Sleep” er alt andet end typisk. Filmen er optaget i Paris og Stéphane residerer i det selv samme hus som Michel Gondry boede i, inden han sprang ud i filmens verden. Blandt andet derfor er det nærliggende at læse filmen som et selvportræt, ikke mindst fordi Stéphane har den samme forkærlighed for animation som Gondry selv. Filmen blander stilarter lystig sammen, og i mange af drømmesekvenserne er skuespillerne klippet sammen med animationen. I en verden hvor CGI-effekter er mere reglen end undtagelsen, er der noget befriende og dragende ved filmens brug af udklip, papmache og vat til sine effekter, og de supplerer filmens uskyldige og naive univers perfekt.

Hvad der rent faktisk sker og hvad der kun foregår i Stéphanes hoved, er man som tilskuer ofte i tvivl om, og Gondry sætter det fornøjeligt på spidsen ved af og til at ændre synsvinkelen så vi i stedet ser Stéphane gennem Stéphanies øjne, hvorefter tingene pludselig virker noget anderledes. Filmen er skiftevis på engelsk, fransk og spansk, hvilket føjer til den konfuse stemning.