Ideen om en internationalt distribueret dokumentar om islandsk musik lægger i høj grad op til skabelsen af én lang reklame for nationens klart største musikalske eksportvarer: Björk og Sigur Rós, muligvis tilsat en enkelt eller to bisætninger omhandlende alle de andre bands, man sandsynligvis aldrig har hørt om. En sådan film ville garanteret være et stensikkert hit hos distributørerne, men folkene bag “Screaming Masterpiece” har heldigvis ikke ønsket bare at spille på det sikre, og de har i stedet kreeret en fascinerende og aldeles betagende film, der sætter spot på en særpræget musikalsk verden, som nok de færreste af os havde en idé om eksisterede.

“Screaming Masterpiece” er en blanding af optagelser fra diverse live-optrædener, interviews med musikere og andre folk med indblik i den islandske musikkultur. Umiddelbart kunne man godt mene, at filmen havde haft gavn af en smule mere struktur. Sammenhængen mellem filmens forskellige dele og overgangene mellem disse fremtræder ikke altid naturlige. Men “Screaming Masterpiece” er heller ikke just en naturlig film. Dokumentaren er blottet for forklarende fortællerstemmer, og der optræder yderst sjældent informerende tekst på skærmen. I stedet har man modigt (og passende) overladt det til musikken at agere filmens røde tråd. Musikken er det element, som forbinder filmens forskellige afsnit og næsten egenhændigt guider os igennem dokumentarens forskellige segmenter.

Man kan næsten ikke undgå at blive draget ind af dokumentarens fortællerstil, og man føler sig ofte hensat til en tranceagtig tilstand, som især skabes af kombinationen af de mange majestætiske, ufattelige billeder af det islandske landskab og den transcendente musik. Filmen gør dog ikke helt, hvad den lover på pakningen: at give os et indblik i 1000 års islandsk musikhistorie. Der er helt afgjort primært fokus på øens moderne musikkulisse, som udover førnævnte Björk og Sigur Rós (som sjovt nok i filmen begge optræder i USA og ikke i Island) byder på kunstnere som Mínus, Mugison og Nilfisk.

Men som flere af filmens interviewede slår fast, så har mange af disse grupper og artister holdt fast i klassiske, ofte oldgamle islandske kreative værdier, traditioner og ideologier, og respekten for fortiden er ofte enorm. Island er en nation så afsondret fra andre kulturer og befolkninger, at musikken har fået lov til at udvikle sig mere eller mindre på egen hånd og forblive forholdsvis uberørt af andre landes musikalske tankebaner. Udefrakommende elementer er dog tydeligvis sivet ind, hvilket filmens afbildning af kunstnere fra alskens genrer som f.eks. pop, heavy og rap tydeliggør. Men alligevel har de fleste kunstnere formået at holde fast i flere af deres hjemlands musikalske skikke, og dermed opnår flere af musikernes musik en unik balance imellem den uimodståelige islandske underfundighed og det fængende og mere vestlige moderne.

“Screaming Masterpiece” er en øjenåbner, men langt fra en historietime. Via den innovative musik får man en meget god forståelse for den nutidige, islandske musikscenes forskelligartede natur. Men vil man gerne lære mere om landets egentlige musikhistorie, er man gået lidt forkert i byen. “Screaming Masterpiece” viser os kunstnere, der optræder indenfor alskens forskellige genrer med alskens forskellige instrumenter. På den måde kan man sige, at filmen kommer ganske vidt omkring og skaber et godt billede af en forbløffende åben, bred og egenartet kultur. Men man ville gerne have hørt en anelse mere om musikkens udvikling. Det er dog i høj grad en cadeau til filmen, at den giver én så megen blod på tanden, at man er ivrig efter at lære og (ikke mindst) høre mere.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Enkelte bidder af filmen er skudt i 4:3 og bliver lidt ubelejligt kunstigt strakt til at fylde hele skærmen. Store dele af filmen er tydeligvis skudt på digital video, og billedsiden byder på mange af de samme visuelle defekter, som andre DV-baserede transfers. Der er flere tilfælde af udtværing og pixelering, dog heldigvis ikke i særdeles distraherende mængder. Farverne har masser af attraktiv fylde og energi, men er måske af og til en smule for distanceret fra virkelighedens farvespekter. Skarpt er transferet også, og mængden af støv og den slags er minimal – kun under filmens fåtallige landskabsskud bed jeg mærke i en anelse af slagsen.

AudioFilmens mangfoldige musikalske facetter kommer godt til udtryk på discens Dolby Digital 5.1 spor. Uanset om der er tale om en enorm Sigur Rós-koncert i New York eller et amatørbands musikalske strabadser i en lille anonym garage, så fremtræder lydsiden troværdig og effektiv. Det er ofte som at være der selv. Men i visse scener kunne man godt have ønsket sig både en anelse mere subwooferpunch og udfoldning i baghøjtalerne, og dermed en lidt stærkere og mere plausibel atmosfære. Det skal lige pointeres, at udgivelsen udelukkende byder på engelske og islandske undertekster. Og de engelske undertekster er ikke til stede, når folk taler med særdeles tykke accenter, hvilket er en smule uheldigt.

EkstramaterialeEt kort kig på udgivelsens omslag kunne let give et indtryk af, at dvd’en næsten intet ekstramateriale indeholder. Kun nogle få interviews med de samme folk, som optræder i filmen, bliver nævnt. Men disses samlede spilletid er på omtrent 140 minutter og er alle vældig interessante. Kunne man lide filmen, vil man garanteret let kunne traske sig igennem disse ekstra timers materiale. Andet er her ikke.