Second Best Exotic Marigold Hotel, The

InstruktionJohn Madden

MedvirkendeDev Patel, Maggie Smith, Judi Dench, Bill Nighy, Celia Imrie, Richard Gere

Længde122 min

GenreKomedie, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen19/03/2015


Anmeldelse

Second Best Exotic Marigold Hotel, The

3 6
”For øjeblikket har vi det herligt, her pååå…”

I en af CV Jørgensens klassiske sange rejser en flok velbjergede pensionister til Costa del Sol. Her kan de te sig som tosser i deres ”nynazistiske og asociale sammenhold,” som CV vrængende formulerer det. Instruktør John Madden var noget mere forsonende i tonen, da han for et par år siden inviterede en række af Englands bedste skuespillere i seniorkategorien med til Indien. Her lavede de den milde alderdomskomedie “The Best Exotic Marigold Hotel” om en flok pensionister, der flytter til Indien for at nyde deres otium på et eksotisk hotel, der imidlertid har svært ved leve op til den lovede luksusstandard. Komedien blev en uventet kassesucces, og derfor står vi nu med en toer i form af den kækt betitlede “The Second Best Exotic Marigold Hotel”.

Ligesom sin forgænger er “The Second Best Exotic Marigold Hotel” en ensemblefilm, der holdes oppe af sit fantastiske cast. Jeg nævner i flæng: Judi Dench, Maggie Smith, Bill Nighy og Dev Patel med flere. Denne gang har gruppen desuden fået selskab af en navnkundig amerikaner, den aldrende adonis, sølvræven Richard Gere. Det påfalder de mange dygtige skuespillere at holde filmen flydende. For historien er mildest talt en tynd kop chai te.

Heldigvis er der faktisk fine skuespillerpræstationer i massevis. Stærkest i billedet står Judi Dench og Bill Nighy. I begyndelsen af den første film var Dench netop blevet enke og måtte for første gang i sit liv klare sig selv. Da vi møder hende igen har hun stablet en karriere på benene. Hun er blevet en selvstændig kvinde efter et helt liv i sin mands skygge. Arbejdet og den nyfundne selvstændighed komplicerer dog det spirende forhold til Bill Nighy. Det er både charmerende og sødmefuldt, når de gang på gang bøjer af for deres egen usikkerhed. Den svære dans bliver åbenbart ikke nemmere med alderen. En hel film om Nighy og Dench, og jeg havde været solgt!

De fine øjeblikke drukner desværre i et hav af knapt så spændende bihistorier. Bevares, det er da meget morsomt, når Ronald Pickup tror, han uforvarende er kommet til at bestille et lejemord på sin kæreste. Og det er da også lidt skægt, når den evigt lumre Celia Imrie kæmper med at håndtere sine to ihærdige bejlere. ”Åh Gud, åh Gud, vær mine æggestokke nådig!” udbryder hun, da Gere melder sig på scenen. Jeg var skam vældig godt underholdt i den første halve time. Dernæst kom kedsomheden snigende.

Der bliver ellers leflet lidt mere for det unge publikum, end det var tilfældet i den første film. Dev Patels klovnerier som hotelbestyrer er skubbet i forgrunden, og han forsøger efter bedste evne at balancere sit forestående bryllup med opkøbet af et nyt hotel. Det går selvsagt ikke så godt. Patel kammer nogen gange over i det manisk overspillede, men det har nok været tanken, at den unge speedsnakkende inder skulle skabe lidt dynamik i forhold til de ældre, afdæmpede briter. Han får sågar lov til at fremføre et spektakulært dansenummer i slutningen. Man er vel i Indien.

“The Second Best Exotic Marigold Hotel” er en helt igennem uskadelig film, som er meget svær at hade. Den bliver dog heller aldrig mere end mildt morsom, og en kedsommelig stilstand melder sig flere gange undervejs. I de stærkeste øjeblikke er Judi Dench og Bill Nighly dog så charmerende som forelskede pensionister, at selv den største kyniker må overgive sig – jeg kigger på dig, CV!


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Eventyret i Indien fortsætter, og Sonny er i fuld gang med sine planer om flere hoteller og har travlt op til brylluppet med Sunaina – han har øje på en lovende ny grund, nu hvor hans første hotel, The Best Exotic Marigold Hotel for the Elderly and Beautiful, kun har en enkelt ledig plads tilbage. Det giver nemlig problemer i forhold til to nye beboere. Evelyn og Douglas arbejder nu begge i Jaipur og ved ikke helt, hvor deres dates med Chilla-pandekager skal føre hen, Norman og Carol prøver forholdet af, mens Madge jonglerer to rige tilbedere. Den eneste, der kender alle svarene er den nye hotelmanager Muriel, som holder på alles hemmeligheder.