Den sidste rejse

Jordens undergang virker ikke umiddelbart som et oplagt omdrejningspunkt for en komedie, men det er svært at forestille sig et emne, som Steve Carell ikke kan klemme nogen grin ud af. I “Seeking a Friend for the End of the World” spiller den 50-årige skuespiller en indadvendt, lavmælt mand (hvilket Carell altid lader til at spille, når han ikke medvirker i en rendyrket komedie) ved navn Dodge, der – ligesom resten af menneskeheden – blot har et par uger tilbage at leve i, før en asteroide udsletter alt liv på planeten. Han møder tilfældigvis sin pudseløjerlige, engelske underbo, Penny, som ikke nåede det sidste fly til hjemlandet, og sammen tager de på et road trip med kurs mod Dodges gamle flamme, som han længes efter at se igen, før Jorden går under.

Nej, det lyder ikke just som opskriften på en farce, og efter en relativt spøgefuld begyndelse begynder alvoren da også at fylde mere end humoren. Mange, mange film har forgæves forsøgt at balancere på skillelinjen mellem drama og komedie, men den vals lykkes egentlig ganske fint for den debuterende instruktør Lorene Scafaria, som også står bag manuskriptet. Der dvæles aldrig så meget ved den kommende apokalypse, at vittighederne virker malplacerede, og humoren er aldrig så gakket, at den får de seriøse øjeblikke til at klinge falskt. Med hensyn til Carells indsats er den omtrent lige så mådeholden som hans præstationer i “Little Miss Sunshine”, “Min brors kæreste” og “Crazy, Stupid, Love”. Vi er i et helt andet univers end “Anchorman” og “The Office”.

Helt frem til slutningen spekulerer man over, om Scafaria mon vil trække i land og lade planeten overleve. Jeg kunne naturligvis aldrig finde på at røbe slutningen, men lad os bare sige, at den gør et stort indtryk på følelsesregistret. Derimod er der dog for mange sekvenser indtil da, som fluks går i glemmebogen. Især den første halvdel af duoens rejse byder på mange møder med forglemmelige mennesker og steder – en mand, der har bestilt en lejemorder til at slå sig selv ihjel, så hans liv kan få et dramatisk punktum… en bar, hvor alle danser rundt som berusede galninge… en regelrytter-politibetjent, som insisterer på at anholde fartsyndere på trods af den forestående dommedag…

Alle disse petitesser er kun med til at sluge værdifuld spilletid, som i stedet burde være blevet brugt på at udbygge tilknytningen mellem Dodge og Penny, for når vi begynder at nærme os filmens sidste akt, føler man ikke som tilskuer, at man kender dem nær så godt, som man burde, og deres forhold udvikler sig lidt for hurtigt og pludseligt i en uventet retning. Men Knightley og Carell har en rigtig god kemi, og i de stille stunder, hvor kun de to befinder sig foran kameraet, er filmen ofte direkte bevægende. Disse dvælende scener opnår en besnærende autenticitet, som fordamper lidt, når de karikerede bifigurer slår gækken løs.

Derudover leverer både Carell og Knightley en superb indsats. Uden store, distraherende armbevægelser giver Carell den pessimistiske Dodge en varme og et lille glimt i øjet, som ikke blot gør ham udholdelig, men også elskværdig. Og Knightley skærer nænsomt igennem den gøgleriske Pennys neuroser og hysteri og afslører det følelsesladede, indtagende pigebarn, der gemmer sig bare facaden – bare tjek den rørende scene, hvor hun siger farvel til sin familie over telefonen. Puha. Gudskelov forfalder filmen heller aldrig til fortænkt lommefilosofi om det hinsides eller meningen med tilværelsen.

Med større fokus på sine hovedpersoner kunne “Seeking a Friend for the End of the World” snildt have endt som en prisslugende indie-succes, men i stedet er den endt som en ukendt, lille sag, der ikke engang formåede at generere profit i de amerikanske biografer på trods af sit relativt beskedne budget på 10 millioner dollars. Den fortjener afgjort et større publikum end de fleste romantiske komedier, som p.t. produceres i Hollywood, og alene dens skuespillerpræstationer og dybfølte coda gør den værd at se, også selvom denne undergangsfabel ikke ligefrem er noget under.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Diskens transfer er simpelthen fejlfrit. Især skarpheden og detaljerigdommen imponerer – der er ikke ét tilnærmelsesvis sløret skud, og man kan nærmest tælle alle porerne på Steve Carells ansigt. Man kan heller ikke sætte en finger på farvegengivelsen eller kontrasten, og jeg bemærkede ikke én glorie eller ét utilsigtet støvkorn.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er desværre ikke lige så imponerende som transferet. Ganske vist kommer samtlige lydeffekter og replikker klokkeklart igennem, men i størstedelen af filmen får lydsiden kun lov til at udfolde sig i fronthøjtalerne. Ja, indimellem er det endda kun centerhøjtaleren, der gør sig bemærket. Under flere af filmens mange udendørsscener virker lydbilledet forunderligt tavst, men der er heldigvis undtagelser, såsom da gaderne i byen bliver plaget af uromagere, hvor samtlige højtalere vågner op til dåd og skaber en auditiv atmosfære, der gør indtryk. Et acceptabelt, men også forglemmeligt lydspor.

Ekstramateriale

Desværre medfølger intet ekstramateriale, hvilket er ærgerligt, når nu den amerikanske udgivelse indeholder både et kommentarspor, fraklip og et par korte dokumentarer.