En endeløs søgen…

Der findes mange forskellige former for thrillere – deriblandt politiske, samfundskritiske, eksistentielle og psykologiske af slagsen. De bedste er nervepirrende og hamrende underholdende, og nogle formår endda at være flere ting på én gang! “Seeking Justice” forsøger netop at være det hele, men desværre ender den i stedet med at famle forgæves efter fast fodfæste.

Plottet lægger ellers op til en god cocktail af lidt af hvert. Will (Nicolas Cage) underviser til dagligt på en skole for rodløse og småkriminelle unge. En dag bliver hans kone overfaldet og voldtaget, hvilket selvfølgelig ryster den normalt så moralske mand. Pludseligt dukker en mystisk gut ved navn Simon op og fortæller, at han repræsenterer en organisation af civile borgere, som, når retssystemet svigter (hvilket det åbenbart ofte gør), skrider til selvtægt og yder ‘retfærdighed’ (dvs. ‘slår gerningsmanden ihjel’). Will skal bare love, at han en dag vil gøre en tjeneste for organisationen, så skal de nok sørge for at få ryddet konens voldtægtsmand af vejen. Will takker ja, men da han skal til at betale tilbage i ydelser, bryder helvede naturligvis løs.

Problemet er… nej, undskyld, ét af problemerne er, at filmen overhovedet ikke formår at gøre sin seer det mindste engageret i personerne. Af den årsag føler man ikke for alvor den krænkelse, som konen udsættes for, og man føler heller ikke den tragedie, der rammer parforholdet. Derfor er det også mere end svært at sætte sig ind i den hævntørst, der driver Will til at begå selvtægt. Men eftersom det netop er den hævntørst, der sætter hele handlingen i gang, bliver man aldrig rigtig involveret i historien og skæbnerne – hvilket lynhurtig gør filmen til en kedelig og forudsigelig menneskejagt.

En af grundene til den manglende interessere i persongalleriet er det mildest talt haltende skuespil. Hvor langt hovedparten af skuespillerne lyder, som om de blot læser op fra et i forvejen uinspirerende og utroværdigt manuskript, er Nicolas Cage den eneste, der i det mindste forsøger at lægge følelser i ordene. Det lykkes imidlertid ikke. Ret skal dog være ret… Guy Pearce leverer en hæderlig indsats i rollen som filmens skurk, Simon, der fremstår som et af de eneste lyspunkter i en grå og kedelig film.

Filmens største skavank er dog, at den basale underholdningsværdi er foruroligende lav, og pulsen når aldrig over hvilestadiet – i hvert fald ikke hos tilskueren! Hvad der heller ikke lykkes, som ellers kunne have kompenseret for den manglende spænding, er forsøget på at give filmen et moralsk og politisk islæt, for vi har at gøre med et dydsmønster af en hovedperson, der i frustration og vrede tilsidesætter sine værdier og beordrer sin kones voldtægtsmænd dødsdømt uden om retssystemet, og som senere hen skal tage stilling til, om han selv kan slå en formodet pædofil ihjel. Men i stedet for at dvæle ved disse problemstillinger og overveje, om det nu er forsvarligt eller ej, så synes filmens eneste overvejelse at gå på, hvorvidt vor hovedperson nu rager uklar med denne selvtægtsorganisation eller ej. Det er altså ikke af moralske grunde, at man skal holde sig fra selvtægt, næh nej, det er kun, fordi man risikerer at få nogle mugne og magtfulde bøller på nakken.

Denne manglende stillingtagen til sit eget tema er et af filmens absolut største problemer. Fortællingen grænser til en legalisering af selvtægt, idet det ikke problematiseres, og filmens ubeslutsomhed er med til at suge al drive og flow ud af filmen. Vil den handle om et eventuelt behov for selvtægt samt de moralske og samvittighedsmæssige konsekvenser heraf, eller vil den blot underholde og smide nogle svære eksistentielle valg ind som supplement? Filmen lader ikke til at vide, hvad den gerne vil være, og ligeledes sidder man som tilskuer og spekulerer over, hvorfor man overhovedet bliver hængende for at at spejde efter svaret…

Video

Filmens billedside er langt fra prangende, men udgivelsens transfer er til gengæld mere eller mindre upåklageligt. Farverne er tilpas kølige i størstedelen af filmen, og de er med til at skabe den rette stemning undervejs, og det er kun i ganske få scener, hvor indendørsbelysningen er dæmpet, at grynniveauet bliver mildt forstyrrende. Men overordnet set er næsten alt, som det skal være!

Audio

DTS-HD Master Audio 5.1. Der er fint gang i højtalerne i de få sekvenser, hvor der rent faktisk sker noget på lydfronten. Ligeledes går dialogen også godt igennem, men det gør dog ikke lydsporet til mere end udmærket, da det meste desværre blot foregår i fronthøjtalerne. Stemningsmusik bruges derudover meget sparsomt, så den samlevede lydoplevelse ender som en hæderlig, men også noget flad og kedelig affære.

Ekstramateriale

Ud over seks ligegyldige trailers indeholder udgivelsen intet ekstramateriale.