Gamle mænd i nye kroppe

Ungdommen er spildt på de unge. Jo ældre jeg bliver, jo mere sympati får jeg for det udsagn. Det er også det centrale tema i “Self/less”. Hvad ville du gøre, hvis du fik tilbudt at skifte til en ny krop. En yngre, smukkere og mere veltrænet krop. Hvis du endda kunne tage størstedelen af dine surt optjente penge med dig, så du kunne leve det søde liv, mens du stadig var i stand til at værdsætte det? Ville du i så fald bekymre dig om prisen? Eller stille spørgsmål ved, hvor kroppen kom fra?

Ben Kingsley spiller Damian. En rig og magtfuld, men dødeligt syg forretningsmand, der får netop det tilbud. At den tilbudte krop så ligner Ryan Reynolds’, er vel bare en bonus. “Self/less” bruger en del tid på at etablere Damian som karakter. Desværre gør han det (som man måske kunne forvente) så godt, at det bliver lidt svært at genkende den figur i den nye krop. Reynolds og Kingsley mangler simpelthen en overensstemmelse i gestik, mimik og kropsholdning, hvilket gør det sværere at tro på karakteren, end det strengt taget var nødvendigt. Heldigvis tilfører Reynolds tilpas meget personlighed til sin fortolkning af Damian.

Herfra går det hurtigt. For selvfølgelig har den skumle læge bag proceduren skjult indtil flere skeletter i skabet. Det viser sig, at kroppene ikke som oplyst var dyrket i et laboratorium. Det er rigtige mennesker, der mere eller mindre frivilligt er blevet hvervet til projektet. Damian får pludselige flashes fra en anden persons liv, og da han nægter at ignorere sine mistanker, bliver han selv mål for bagmændene. Snart er han på flugt sammen med en kvinde, der tror, han er hendes mand. Der er god plottvists på vejen, men vi er aldrig i tvivl om, hvor endestationen er.

“Self/less” tilfører ikke meget nyt til subgenren nærfremtidsthriller. Hvis man har set “Paycheck”, “Lucy” eller den fremragende “Predestination” med Ethan Hawke, der aldrig fik dansk premiere, så ved man godt, hvordan plottets tandhjul passer sammen. Det handler om individets kamp imod systemet og maskinen; imod et kynisk menneskesyn, der ikke anerkender værdien af det enkelte menneske. Vores helt skal lære en grundlæggende humanistisk lektie, der ofte involverer et personligt offer. Det gør ikke “Self/less” dårlig, men original er den ikke just.

Dér, hvor den til gengæld har mere at byde på, er i det visuelle. Selve operationen foregår i et sæt af plastikkupler, som en krydsning mellem en rumstation og en WHO-base for smitsomme sygdomme. “Self/less” er et gensyn med en af mine personlige favoritter, instruktør Tarsem Singh. Han har haft en mildt sagt ujævn karriere, men selv hans mest mislykkede film (som den ubehjælpsomme “The Cell”) er spændende at se på. Han har et helt særligt blik for at skabe visuelle universer, som er både dragende i deres fremmedhed og fundamentalt troværdige. Og så formår han gang på gang at finde de mest vanvittigt smukke steder at filme. Hvis jeg får tilbuddet om en ny krop og en ny identitet, så vil jeg være location scout for Tarsem.