Den udsigtsløse udsigt

Fra vinduet ved en britisk køkkenvask er udsigten altid den samme. En trist, men tryg gentagelse af det shite, der skete i går, og nok vil ske i dag også. Man ser en mørkegrå himmel lægge sig tungt på ryggen af små mennesker, men lige præcis lade nok lys slippe igennem til at give alt en syg, bleg farve. Man ser ikke regnen komme, men den er der, mindst én gang om dagen, lige så konstant og tung. Mudder suger gummiskoene til sig, det våde tøj klistrer til kroppen, og trods 500 cuppa bliver du aldrig rigtig varm. Man ser vilkårene i engelsk underklasse, når man ser engelsk film. Omgivelserne, både vejret og de sociale omstændigheder, er en modstander i sig selv, som karaktererne udfordrer til en ulige kamp.

Således også i “The Selfish Giant”, der er et glimrende eksempel på, at den socialrealistiske stil, som Mike Leigh og Ken Loach har brugt årtier på, smitter af på nyere filmskabere. Selvom man kan blive træt af, at al promovering af filmen nævner de to gamle, er de altså også svære at komme uden om i et tilfælde som det her. I et arbejderkvarter i Bradford, med typiske rødstens-rækkehuse bor to kammerater, Arbor og Swifty. Arbor har ADHD og hader skolen, Swifty er intelligent og følsom, men socialt udstødt på grund af sin familie, der er større, mere snavset og mere fattig end de andre fattige.

Miljøskildringen er præcis, gætter jeg på. Jeg har aldrig sat mine ben i Bradford og omegn. Men altså man kan mærke et samfund, der bliver manet langsomt, men sikkert frem af lange faste indstillinger. Højspændingsledninger, der summer ildevarslende foran kæmpestore forladte industribygninger. Skrotbunker af fladmaste biler og køleskabe. Rækkehushaver fulde af skrammel. Det virker ikke som en reel mulighed at sidde på sit værelse og blive klogere på Chaucer og Oscar Wilde, hvis eventyr filmen har taget sin titel fra. Der går da heller ikke længe, før de to bliver bortvist fra skolen, og vejen er åben for det, som især Arbor er interesseret i: At stjæle kabler og sælge metallet til den anløbne skrothandler Kitten.

Langsomt bevæger drengene sig over i en verden, hvor skolebørn slet ikke hører hjemme, men det er ikke en moralsk historie om svigt. Det er en helt objektiv skildring af nogle meget unge mennesker, der føler, at de skal tage ansvar for deres eget liv, nu hvor ingen andre kan eller gider. Instruktøren Clio Barnard dømmer hverken forældre, skolevæsen eller myndigheder, men forsøger at vise en side af to bedste venner, som ikke kan ændres af velmenende voksne. Hun afholder sig fra fristelsen til at lave skurkeroller ud af politiet eller de rå skrothandlere. Man fornemmer, især på grund af upåklagelige skuespilpræstationer, hele tiden et menneske inde i røvhullerne, der stjæler og bedrager. Barnard tager sit kamera af stativet og gynger ned af Bradfords triste gader i hælene på ravnemødre og taberfædre, så jeg følte mig hensat til en af hendes prisbelønnede dokumentarfilmen. Det er svært overlegent.

Både for Arbor, som ikke ser sin far, og for Swifty, som kender sin far lidt for godt – en bums med øgenavnet Price Drop, der sælger familiens sofa i første scene – er der endelig noget håndterbart i verden. For den lille og intenst vrede Arbor er det skinnende kobber og nikkel, og for hans store sensitive ven, er det Kittens hest, som han får chancen for at køre i et ulovligt gadeløb. Det er imponerende, hvor meget de to børn i hovedrollerne får udtrykt gennem små øjekast, små skuldertræk og store fuckfingre til det tungt industrialiserede lortesamfund. Symbolikken er håndfast, men leveret så afvæbnende og så ubesværet, at jeg mærkede frustrationen dybt nede i maven. Naturen og det blødende kød over for stål og brændende kul. En sød lille pony græsser lige ved siden af en nedfalden ledning. Hvordan mon man tester om den stadig giver stød?