Det kommer ikke som nogen overraskelse, at den forudsigelige og stærkt unødvendige actionthriller “The Sentinel” er skruet sammen af den rutinerede tv-instruktør Clark Johnson. Manden stod bag den underholdende og velstøbte, men ultimativt mangelfulde “S.W.A.T.”. Ligesom denne er “The Sentinel” ganske underholdende i perioder, men i allerhøjste grad savner man et ordentligt, tilfredsstillende klimaks. Og det er ikke det eneste, man savner.

Præsident Ballentine er blot endnu en af filmhistoriens mange fuldstændig anonyme og uinteressante fiktive præsidenter, som ikke synes at have en reel mening om noget som helst. Alligevel er der naturligvis en gruppe glubske terrorister, som er ude på at myrde manden. Michael Douglas spiller Secret Services mest respekterede agent, Pete Garrison, som var med til at redde Ronald Reagans liv under det mislykkede snigmordsforsøg tilbage i 1981. Men ikke nok med, at han sover sammen med præsidentens smukke hustru (Kim Basinger), så bliver han pludselig involveret i terroristernes modbydelige sammensværgelse, der er opsat for at gøre Garrison til syndebuk.

Hvis du synes, du har hørt det hele før, så er det måske fordi, filmen ikke har én prisværdig, original knogle i sin magre krop. Filmen fremstår som en tam efterligning af de langt overlegne thrillere “Flygtningen” og “Lige på kornet”, og her er ikke en eneste twist eller drejning, som man ikke har spottet lang tid i forvejen – og dog… den endelige twist, som afslører, hvem hos Secret Service der vitterligt er i ledtog med skurkene, er ikke fuldstændig åbenlys. Men samtidig er afsløringen, som filmen bruger så megen tid og energi på at bygge op til, dramatisk uinteressant og skuffende.

Men selvom filmens endelige destination er klar fra start, er der heldigvis flere dele af rejsen dertil, som er prisværdige. Douglas og Kiefer Sutherland gør det godt i filmens to største roller, selvom manuskriptet ikke ligefrem sætter deres evner på nogen uoverkommelig prøve. Men når de to mænd spiller overfor hinanden opstår der gnister og en intensitet, som resten af filmen desperat savner. Eva Longoria fra “Desperate Housewives” har ikke meget at tage sig til ud over at agere publikumsmagnet for drilske drengerøve, men når nu hun også tjener sin funktion så godt hvorfor så klage? Enkelte af spændingsmomenterne gør indtryk, men i sidste ende er “The Sentinel” hurtigt glemt igen.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen format. Billedsiden er en anelse mat og blød, men ellers ser det godt ud. Der er ikke nogen mærkbare tilfælde af edge-enhancement eller digital støj, kontrasten er god, og selvom farverne kunne have haft godt af en anelse mere visuel energi, så fremstår de aldrig utroværdige eller decideret forkerte.

AudioLyden fra centerhøjtaleren på det engelske Dolby Digital 5.1 lydspor fremstår af og til en anelse tør og spids, hvilket især går ud over dialogen i en lille håndfuld scener, men derudover er der ikke meget at brokke sig over. Bunden er solid, der er masser af fin aktivitet (dog måske en tand for fronthøjtalerbaseret) og god atmosfære, og Christopher Becks pompøse musik lyder tilpas fyldig.

EkstramaterialeClark Johnson og filmens manuskriptforfatter, George Nolfi, har indtalt et fint kommentarspor, som byder på få irriterende pauser og minimal retorisk og ligegyldig snak. Mest interessante er de politiske kommentarer, såsom Johnson, der ytrer sin forundring over, hvorledes disse folk kan få sig selv til at tage imod et job, der kunne gå hen og kræve ens liv til fordel for en mand som George Bush. Johnson er en dejlig morsom herre, og ironien, som gennemsyrer dette spor, gør det til en fin lytteoplevelse.

Så er der i alt fem slettede scener inklusiv en alternativ slutning. Scenerne kan ses med kommentarer af Johnson og Nolfi. Et par af dem ville have tjent som unødvendige intermezzoer mellem vigtigere scener, mens en enkelt scene, hvori Kiefer Sutherlands karakter konfronterer sin ekskone, uden tvivl ville have skænket hans figur mere substans. Den alternative slutning er bare endnu mere sukkersød og kvalmende end den oprindelige.

Der er to featuretter: “Secret Service: Building on a Tradition of Excellence” (13 min.) og “In the President’s Shadow: Protecting the President” (8 min.). Ingen af dem handler så meget om filmen, men snarere om Secret Service. Det er faktisk overraskende interessant at høre om organisationens historie. Hvem vidste for eksempel, at Secret Service blev skabt dagen før Abraham Lincoln blev skudt, og at de først efter mordet på John F. Kennedy begyndte på at beskytte prominente politiske personligheder. Morsomt er det også at høre om skuespillernes forsøg på at overgå hinanden på skydebanen før optagelserne.

Garanteret grundet filmens tydelige plotmæssige og skuespillermæssige forbindelser til tv-serien “24 timer” har man valgt at inkludere en trailer til 5. sæson af netop Kiefer Sutherlands populære actionserie.

I thrilleren “The Sentinel” bliver gode skuespillere og en spændende hvad nu hvis… præmis svigtet af et fælt forudsigeligt manuskript.

En fremmed verdenSecret Service agent Pete Garrison (Michael Douglas) er lidt af en legende blandt kollegerne i den amerikanske regerings sikkerhedsstyrke. Ikke alene reddede han i 1980’erne præsident Reagans liv under et attentatforsøg, men han er også indbegrebet af professionalisme. I hvert fald på overfladen. For i al hemmelighed dusker han præsidentfruen Lady Sarah (Kim Basinger), hvilket får alvorlige konsekvenser, da en agent likvideres, og samtlige ansatte hos Secret Service skal en tur gennem løgnedetektoren. Der er en forræder i egne rækker, og da Pete ikke kan afsløre sit forhold til Sarah, mistænkes han for at lyve om mordet.

Instruktør Clark Johnson har tidligere begavet os med sin tju-bang filmatisering af tv-serien “S.W.A.T.”, og han kaster sig her over de mange solbriller, satellitbilleder og eksotiske kaldenavne, der kendetegner Secret Services daglige arbejde. En fremmed verden, der iscenesættes med alt, hvad den kan trække af frække kamerature og frenetiske klip, så vi alle er med på hvor hektisk og kompliceret en opgave, det er at beskytte USA’s præsident. Det er i udfoldelsen af dette tophemmelige miljø, at “The Sentinel” er mest interessant, for når først handlingen rigtig begynder at rulle, og Pete må tage flugten Richard Kimble style, bliver det hele hurtigt meget ordinært.

Den standhaftige skildvagtFor naturligvis skal jægeren, der nu selv jages, ikke alene bevise sin uskyld, redde præsidenten og ekspedere de rigtige gerningsmænd – han skal også styre udenom de agenter, som regeringen pudser på ham. Efterforskningen ledes af den benhårde David Breckinridge (Kiefer Sutherland) og hans smukke nye assistent Jill (Eva Longoria), som kønsdiskrimineres af sine mandlige kolleger – og det til trods for, at hun skyder ligeså godt som dem og kan spurte i stilethæle. David var oprindeligt under optræning hos Pete, indtil det blev afsløret, at han (ikke overraskende) duskede Davids kone, hvilket skabte dyb splid mellem de ellers nære venner. Nu skal Pete ned med nakken.

Michael Douglas er en fremragende skuespiller, og selvom han med skildvagten Pete Garrison endnu engang trækker i rollen som den krakelerende karrieremand, forbliver han et solidt omdrejningspunkt i “The Sentinel”. Han kan stadig holde trit med de yngre kolleger. Kiefer Sutherland er verdensmester i disciplinen sammenbidt specialagent, og får her næsten opfyldt sit ønske om at spille Jack Bauer på det store lærred, mens Eva Longoria uden tvivl gør en god figur som pynt. Alle sammen spæner de rundt mellem mere eller mindre intense actionsekvenser og konstruerede cliffhangers, hvor der skal sluges kameler af betragtelig størrelse, hvis ikke man vil vippes af filmen.