Hævngerrigt topmødeVentetiden på de mest vellykkede amerikanske westerns har de allerseneste år været for lang. Desværre. Det må derfor kaldes en kærkommen befrielse, når David von Ancken genoptager den hæderkronede genre i den traditionsrige “Seraphim Falls”. Det sker med vellykkede referencer – i dele af filmen i hvert fald – til den afdøde tyske F. W. Murnaus ekspressionistiske facon i tyvernes unikke “Sunrise”. Noget nyt tilbyder “Seraphim Falls” imidlertid ikke trods den levedygtige genre som en grundlæggende ballast.

Motivet er ganske velkendt. Hævnens sødme er nemlig allestedsnærværende i dette hævngerrige topmøde mellem to arketypiske mænd, jægeren og den jagede, der, sidste gang de så hinanden i øjnene, var soldater i den blodige krig mellem Nord og Syd. På hver sin side forstås. Krigen er i mellemtiden et afsluttet kapitel, men det er mellemværendet ikke. Med de nordamerikanske skove som perfekt bagtæppe udkæmper de to – Gideon og Carter – spillet af henholdsvis Pierce Brosnan og Liam Neeson en kamp, der øjensynligt må få en skæbnesvanger udgang for en af de to. Årsagen til spliden kendes ikke, men det er fornemmelsen, at forhistorien til de to ekskrigeres indædte had til hinanden nok skal komme for en dag.

Undervejs udskiftes førnævnte sneklædte skove med gold ørken, ligesom de to mænds psyke og moral også undergår en udvikling og afmatning om end ikke af helt så prægtige dimensioner, som de panoramiske vidder tilbyder. Det tæller med til filmens absolutte styrkeforhold, at det takket være plottets udvikling først meget sent er muligt at tale om en decideret adskillelse af den gode og den onde, mellem en placering af sympatien og antipatien. Måske skyldes det, at filmens konstruktion – heldigvis – ikke forholder sig endeligt til en domfældelse og fordeling af ret og uret, før den sidste kugle er affyret, den sidste kamp kæmpet.

Karakterskuespillet fra de to rutinerede hovedaktører kan til gengæld ikke diskuteres. Indsatsen og indlevelsesevnen er af stor væsentlighed for filmens succes, og de to pistolsvingere er da også præsteret uden slinger i valsen. Det er med sans for genrens greb om indestængte og indebrændte mandspersoner, der besidder en vis coolness og ikke lader følelserne sidde yderst på tøjet. Selve mødet mellem de to karakterer udvikler sig igennem et højpotent ønske om hævn og er bærende for “Seraphim Falls” som helhed. Det er historien om to jægere, den ene pelsjæger og den anden midlertidig menneskejæger, som kaster sig ud i en fatal kamp på liv og død for en oprejsning af æren.

Undervejs løftes sløret for den hemmelighed, der i første omgang lægger grund til de to mænds fejde. Skeletterne i skabet bliver luftet og er egentlig en rimelig baggrund for filmens tilbliven. Underspillet er instruktørens udtalte trumfkort, og det er da heller ikke her, “Seraphim Falls” trods de kraftige energiudladninger halter en smule. Meget ligger i det uforsagte og i de slette miners spil. Det er en fryd at opleve elektrificeringen og de stormfulde udladninger mellem Gideon og Carter, når de står over for hinanden, mand til mand. Men helt i samme tråd fungerer det fortiede nu også ganske fornuftigt hver for sig hos den ensomme bjørnejæger Gideon på flugt og hos Carter, der har hentet hjælp i fire oppassere.

Den smalle dialektik giver imidlertid også afgørende problemer. At “Seraphim Falls” udelukkende hviler på to karakterers endegyldige opgør er på en gang attraktionen, men virker i helhedens billede også både trægt og gumpetungt. Det synes også at have været von Anckens egen fingerfornemmelse, og filmens anden halvdel gengælder derfor primært med en rejse ud i det stilistiske og det panoramiske. Det er prangende, men ikke helt nok at blive servereret de subjektive visualiseringer, da Gideon og Carter bevæger sig ud på en synlig deroute i den knastørre og overophedede ørkenseng.

“Seraphim Falls” har sine øjeblikke og tegner et upåklageligt billede af menneskets møde med naturen, hvor mænd var mænd og selvtægt dagens orden i Guds frie natur. Knap så fri har instruktøren valgt at bevæge sig i forhold til genrens velkendte formler og rammer, og netop derfor tilbyder “Seraphim Falls” ikke sin genre nævneværdigt nyt. Men en velfungerende western er det ikke desto mindre. Filmen forholder sig nøgternt til sine forgængere, og med to så kompetente herrer i hovedrollerne, går von Ancken ikke helt galt i byen.

Video”Seraphim Falls” fremstår i det skarpe anamorphic widescreen 2.35:1-format, der tager sig blændende ud. Særligt filmens panoramiske vidder understreger dette, men nu er transferet også præget af både en solid kontrast samt flotte om end kolde farver. Der er ikke de fjerneste eksempler på udtværinger eller digitale forstyrrelser, mens enkelte tilfælde af edge-enhancement forekommer, om end fortrinsvis i filmens lysere scener.

AudioOgså lyden gør det godt. De to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor er således garneret med distinkte effektlyde samt flere vellykkede lydpanoreringer. Endvidere er den i øvrigt begrænsede dialog tydelig og uden overstyringer. Endelig kommer både musik samt den detaljerige atmosfære godt ud i alle kanaler.

EkstramaterialeUdgivelsen består af trailere for “Catacombs”, “Perfect Creature”, “Saw IV”, “Cassandra’s Dream”, “Nanny Diaries”, “Reservation Road” og naturligvis “Seraphim Falls”. Herudover er der blevet plads til “Behind ‘Seraphim Falls'”, der igennem bag om kameraet optagelser og interviews med blandt andre Pierce Brosnan og Liam Neeson tilbyder en forklaringsmodel for handling og karakterer. Som rosinen i pølseenden er der tillige mulighed for et udmærket kommentarspor med skuespiller Pierce Brosnan, instruktør David von Ancken og production designer Michael Hanan. Helt vellykket er udbudet dog ikke.