Den sympatiske historie

Når man har set en film, er det sommetider svært at sige, om man kunne lide den eller ej. Den var måske udmærket, men heller ikke særligt bemærkelsesværdig. Den var da sød, men den havde også mangler. Man funderer ikke over filmen, mens rulleteksterne ruller, og det vil man sikkert heller aldrig gøre i fremtiden. Sådan en film er “The Sessions”. Sød og sympatisk. Middelmådig og strømlinet.

Mark O’Brien har en jernlunge, hvilket gør ham ude af stand til at bevæge andet end sit ansigt. Han er 38 år gammel og stadig jomfru, hvilket giver ham idéen til at hyre en sexterapeut, der kan hjælpe ham med at lære sin egen krop og seksualitet bedre at kende. Men hidtil ukendte følelser bliver blandet ind i spillet, og pludseligt opdager Mark, hvordan sex og kærlighed unægteligt hænger sammen.

“The Sessions” er en nogenlunde film. Det er en rar film. Flink og gemytlig. Netop derfor er den også en lettere intetsigende oplevelse, der gerne vil være livsbekræftende, men desværre vil den det så meget, at den ender med at være en decideret tam oplevelse i al sin pænhed. Alligevel rummer “The Sessions” en ærværdig varme og en medmenneskelighed, der gør filmen seværdig, hvis man altså kan abstrahere fra de mange (alt for) sympatiske tiltag. Den forfalder da gudskelov aldrig til melodrama eller selvmedlidenhed i dens fortælling om kroppens naturlighed.

Helen Hunt blev Oscar-nomineret for sin præstation som sexterapeuten Cheryl, der hjælper Mark med at se sig selv som et helt menneske. Hun leverer da også en både modig og dybdegående præstation i rollen som en kvinde, der bliver overrasket over sine egne følelser i behandlingen af Mark. Hvorfor, hun har disse følelser, er lidt af et mysterium, da John Hawkes – der normalt bugner af karisma – desværre ikke har den charme, der skal til for at gøre Mark O’Brien til en troværdig og virkelig elskværdig karakter. Det er tydeligt, at instruktøren Ben Lewin har satset på, at Hawkes’ karisma ville kunne bære filmen, men Hawkes har simpelthen ikke nok af den i denne ombæring.

Den katolske skyld bliver også taget under kærlig behandling i “The Sessions”, der dog ikke giver sig tid nok til at undersøge, hvor vigtig troen er i Marks liv. Han søger ikke blot konsultation i kirken, men også via et gudebillede af Jomfru Maria, der med sine triste øje virker til at guide ham videre i livet. Mere bliver det dog heller ikke til inden for kirkens fire vægge. Samtidig spiller den katolske skyld også en rolle i Marks forhold til sexterapeuten Cheryl, der tidligere har droppet at være katolsk for i stedet at omfavne jødedommen. Det er derfor ikke kun Marks jernlunge, men også hans skam over for sin religion, der er med til at blokere hans seksuelle udfoldelser. Dette er et interessant dilemma, som Lewin dog aldrig udforsker til fulde, og i stedet fokuserer han desværre hovedsageligt på at klemme et par jokes ud af situationen.