Fantasyaction på skinner

Der er intet i vejen med en underholdende actionfilm til at blæse hjernen ud. Ikke alle biografture behøver at være transformative oplevelser. “Seventh Son” har ikke de store ambitioner ud over at levere et godt fantasy-drøn. Om bogen, som filmen er baseret på, har potentiale til andet og mere end det, skal jeg ikke kunne sige, men efter eklatante fantasyfiaskoer som “Eragon”, “Winter’s Tale” og “Legend of Hercules” er det rart at se en film, der ikke tager sig selv for alvorligt.

“Seventh Son” har et entydigt fokus på at levere action, hvilket andre områder af produktionen lider under. Det er dog rart at se, at der ikke er blevet sparet på scenografi og kostumer. Der lånes visuelt fra russiske folkeeventyr, hvilket muligvis skyldes instruktøren Sergei Bodrov, der har gjort en karriere ud af enorme, episke filmproduktioner som bl.a. den Oscar-nominerede “Mongol”. Vi befinder os i et pseudo-middelalderligt univers, der er umiddelbart genkendeligt. Drager, hekse og diverse monstre plager de stakkels mennesker, hvis eneste håb er den lettere fordrukne og meget forbitrede heksejæger Gregory spillet af Jeff Bridges, der låner vel rigeligt fra sin rolle i “True Grit”.

Det visuelle indtryk plages af en lidt for billigt udseende CGI, der i enkelte scener falder helt igennem. Djimon Hounsou har en i øvrigt ganske overflødig rolle som en troldmand, der kan forvandle sig til en gigantisk øgle. Det er skræmmende indtil øglen begynder at bevæge sig, og så bliver det ufrivilligt komisk i stedet for. Jeg kan heller ikke komme mig over det indtryk, at størstedelen af filmens sets er bygget primært som kamparenaer, sekundært for den gode fortælling. Til tider virker det, som om karaktererne bevæger sig rundt i et computerspil.

Kampscenerne er til gengæld godt konstrueret. I den første store scene kæmper Gregory og hans lærling mod Skurken, Malkin. Julianne Moore leverer mekanisk overspil, men jeg fik indtryk af, at det var sådan, rollen er skrevet. Gregorys lærling leverer i hvert fald ingen nævneværdig modstand til hende, og så må Gregory finde sig en ny lærling. Som alle jo ved, er det kun en syvende søn af en syvende søn, der kan blive heksejæger, så Gregory finder sig en søn af en grisebonde, som tilfældigvis er vildt atletisk, ser ud som en model og selvfølgelig har en mystisk baggrund. Fik jeg nævnt, at der ikke er nogen overraskelser i filmen?

Det største problem er, at fortællingen uden omkring den heftige action ofte bliver irriterende overfladisk. I ulideligt lange snakkescener introduceres Malkins søskende, som så efterfølgende aldrig bliver udfoldet og kun tjener som mere og mere outrerede fjender for heltene at kæmpe imod. Så havde jeg egentlig hellere set Julianne Moore skule sig igennem nogle flere scener. Generelt er der ikke dybde nok i filmens univers. De kræfter var bedre brugt på flere monstre.