Severance

InstruktionChristopher Smith

MedvirkendeSara Vivas, Danny Dyer, Claudie Blakley, Tim McInnerny, Andy Nyman, Babou Ceesay, Laura Harris, David Gilliam, Juli Drajkó, Judit Viktor, Sándor Boros, Levente Törköly, János Oláh, Attila Ferencz, Bela Kasi

Længde90 min

GenreKomedie, Komedie, Gyser, Gyser, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Severance

4 6
Teambuilding for begyndereI lyset af den omsiggribende og globale terrorisme går det ganske godt for våbenfabrikanten Palisade Defense. Så godt, at de ansatte nu skal rystes sammen for at stå stærkere i kampen om de nyopståede markeder i særligt Østeuropa og Asien. I udgangspunktet en horror-komedie, hvor den britiske humor er lunefuld og herligt upassende, men originalt er det til gengæld ikke.
De ansatte – fem mænd og to kvinder – er selvfølgelig en ganske broget flok, og det vækker af samme grund anseelig bekymring, at sådanne personligheder er ansat til at forsyne participanter i konfliktlignende situationer med krigsmateriel ad libitum. Sjovest er den gakkede Steve, der konsekvent ser teambuilding kurset som en lejrskoleudflugt i 5. klasse og i den dur propper sig med medikamenter af forskellig kaliber. Det giver en del muntre bataljer. Med på turen er også den neurotiske Jill og den fjumrede Gordon, mens mellemlederen, Richard, og den snusfornuftige Maggie blandt andre forgæves forsøger at holde samling på tropperne.

Undervejs vælter skeletterne og de personlige gnidninger ud af skabet, men det er dog bagateller sammenlignet med, hvad den lille grupper har i vente i de store østeuropæiske skove i Ungarn, hvor direktøren for det hele – George – har valgt at sende sine ansatte på forlænget weekend. Der verserer en del rygter om området, men ingen står dog mål med realiteterne. Nu har våbenfabrikanter nærmest per definition det med at skille vandene, og det skulle angiveligt også være grunden til, at en fjende venter i det dunkle naturområde med et hævnmotiv, der dog ikke skal afsløres her.

“Severance” er som sådan at opfatte som horror-komedie og balancerer egentligt også fint imellem de to filmiske begreber. Humoristisk er det i hvert fald ganske hyppigt, når den underfundige, britiske humor sender den traditionsbundne gyser-genre en tur igennem vridemaskinen. Og det er da også befriende at opleve de medvirkendes makabre deroutes en efter en ud i et fortællermæssigt overdrev, om end det med gysets øjne er svært ikke at strejfe klicheerne. Problemet er, at det er alt for nemt at regne pointerne ud, og det er derfor ikke svært at lure, hvem der dør som den næste, eller for så vidt hvem der står tilbage som overlevende, når rulleteksterne påbegyndes.

Faren ved horror-komedier af denne art er desuden, at de typisk læner sig op ad overspil. Det er en balancegang, som kun få mestrer, og lykkes det ikke, forsvinder filmens sjæl som dug for solen. I tilfældet “Severance” er det delvist lykkedes instruktør Christopher Smith at få filmen i mål, selv om resultatet ikke er pletfrit. Undervejs drænes tempoet desuden en anelse, og den replikfattige genreblanding havde formentligt haft gavn af yderligere rappe dialogudvekslinger mellem aktørerne for at holde dampen oppe.

“Severance” er ikke desto mindre en underholdende cocktail, hvor de medvirkende er sendt på ophold i naturen for at komme tættere på hinanden igennem selskabslege som eksempelvis det oplagte paintball. Situationens alvor giver dog hurtigt opholdet en noget andet karakter, hvor kampen for overlevelse kommer forud for alt andet. Måden, deltagerne kommer af dage på, er djævelsk underholdende om end både sadistisk og blodig. Det kan næppe anfægtes, at filmen i de situationer henter sine mest underholdende øjeblikke.

På sin vis minder plottet mest af alt om de rollespil, det i de senere år har været så moderne at deltage i i de danske skove. Her i filmen er der dog ikke tale om at indtage roller. Her er ingen kære mor. Det er dødsens alvor for de implicerede i “Severance”, og om end filmen har sine problemer med klicheer og dynamik, er den britiske galgenhumor et uundværligt element i filmen, der næppe ville have samme niveau uden.

Video”Severance” præsenteres i det udmærkede 1.85:1 anamorphic widescreen format, hvor de fortrinsvis mørke billeder fremstår skarpe. Skiven indeholder et godt transfer, hvor farverne grundlæggende er stabile og stærkt blåtonede, mens kontrasten er forholdsvis solid. Der er flere tilfælde af edge-enhancement og digitale forstyrrelser, men noget større problem bliver det imidlertid aldrig. Udover det er billederne flere steder præget af en smule grums, mens udtværinger ikke forekommer.
AudioLydsiden eksekveres igennem de engelsksprogede Dolby Digital 5.1 og Dolby Surround 2.0 lydspor, hvor dialogen er tydelig, om end der i sidstnævnte tilfælde også er tendens til mudder. Der er flere raffinerede lydpanoreringer, og den kontrapunktiske underlægningsmusik kommer tillige fyldestgørende ud i højtalersystemet. Endelig er atmosfæren fortættende og præget af de nærværende og stemningsskabende effektlyde.
EkstramaterialeEn af forcerne ved udgivelsen er det velpolerede ekstramateriale. Udover trailere for “Evening”, “Death at a Funeral”, “Alpha Dog”, “2:37”, “Fast Food Nation” og “Severance” bydes der på slettede scener og outtakes. “The Making of Severance” kommer på sine 34 minutter godt bag om filmen med interviews og bag om kameraet optagelser, mens syv featuretter har en lignende funktion. Her er vinklingen dog skarpere, og oftest er det med udgangspunkt i specifikke scener eller tematikker, hvorfor eksempelvis busulykken, teambuilding og flyskræk får særlig opmærksomhed. Uvedkommende bliver det dog aldrig.

“Severance” er en lunefuld, britisk anretning, hvor horror og humor forenes på glimrende vis. Filmen er ikke uden fejl, og både overspil og klicheer yder sammen med et svingende tempo modstand undervejs. Takket være underfundig britisk humor kommer filmen dog godt i mål og er en underholdende lille sag.


Trailer

Kort om filmen

En bus med fem mænd og to kvinder – alle ansatte i salgsafdelingen hos den internationale våbenfabrikant Palisade Defence, der har leveret våben til de fleste internationale konflikter de seneste 75 år – er netop kørt ud af Budapest med kurs mod bjergene. Firmaets direktør har tildelt dem et luksusophold i firmaets nye spa hytte, og der er udsigt til en forrygende weekend. Lige indtil de må smage deres egen medicin – eller rettere, tage våben i egen hånd – da bussen overfaldes af en gruppe skydegale slyngler, der vil se blod!