Sharks 3D

InstruktionJean-Jacques Mantello

MedvirkendeGeoffrey Bateman

Længde42 min

GenreDokumentar

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Sharks 3D

3 6
Haj Definition

Der er ingen tvivl om, at Steven Spielbergs “Dødens gab” har præget offentlighedens holdning til hajer. Den morderiske kæmpefisk i den tidløse thriller skræmte millioner af badegæster fra vid og sans, og fordi hajer har knivskarpe kæmpetænder og hyppigt gæsteoptræder i alskens monsterfilm, har det ikke just været let for hverken kræet selv eller dokumentarister at overbevise den almene borger om, at de fleste hajer ikke blot er harmløse og aldrig mæsker sig i menneskekød, men også er i alvorlig fare for at blive udryddet.

“Sharks 3D” er blot én ud af mange naturprogrammer, der forsøger at tale hajens sag, og jeg må indrømme, at jeg havde sat snuden op efter en lidt mere sober affære. Eksempelvis bliver vi i begyndelsen af filmen introduceret for en bitte skildpadde, som dernæst agerer filmens fortæller. ”På trods af deres grimme ansigter har de her gutter været søde over for mig indtil videre,” fastslår skildpadden (via filmens fortællerstemme), hvor “de her gutter” refererer til en gruppe tigerhajer, der svømmer side om side med skildpadden, som senere refererer til sin vise bedstefar. Småbørn vil sikkert synes godt om filmens børnevenlige fortællestil, men for mit vedkommende svækkede den ikke blot filmens seriøsitet, men også dens slagkraft.

Heldigvis spiller den platte humor ikke en fremtrædende rolle i alle filmens 42 minutter. En enkelt sekvens, hvor bogstaveligt talt hundredvis af hammerhajer stilfærdigt og elegant svømmer forbi kameraet, er ubeskriveligt betagende. Et populært mundheld påstår, at et billede siger mere end tusind ord, og derfor er det heldigt, at “Sharks 3D” er fyldt med smukke billeder (som i øvrigt suppleres fornemt af Christophe Jacquelins behagelige musik), når nu voiceoveren mønstrer så få interessante oplysninger om havets spændende væsner. For eksempel hører vi praktisk talt intet om den hvide haj, og selv djævlerokken får mere spilletid. Jovist, “Sharks 3D” har sine momenter, men når den afsætter flere af sine forholdsvis få minutter til fjollede klip af søløver, der energisk svømmer frem og tilbage til tonerne af kedelig technomusik, er det svært ikke at føle, at man kunne have søsat en langt mere mindeværdig cadeau til de så uretfærdigt foragtede hajer.

Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 1.78:1. Jeg var på forhånd lidt skeptisk omkring filmens 3D-billedside, eftersom “Sharks 3D” blev produceret i 2005 – altså fire år før James Cameron revolutionerede brugen af 3D med “Avatar”. Men der gik ikke mange sekunder, før “Sharks 3D” knuste min skepsis. Her svømmer hundredvis af små vandmænd langsomt mod kameraet, og det er lige før, man instinktivt løfter armene i et forsøg på at parere dem. Kun når objekterne kommer helt tæt på kameraet, opstår der indimellem en smule ghosting. Derudover er billedet som regel knivskarpt (jeg bed kun mærke i nogle halvslørede billeder under sekvensen med hvalhajen), hverken banding eller edge-enhancement forekommer, og man kan ikke sætte en finger på farvegengivelsen eller kontrasten.

Audio

Diskens DTS-HD High Resolution 5.1-mix er lige så imponerende som transferet. Desværre bliver der ofte sparet lidt for meget på lydeffekterne, men der er op til flere fine panoreringer, og de mange bølgeskvulp og boblelyde, som hver eneste kanal disker op med, er med til at skabe et uhyre levende og dragende lydbillede. Lydsporet har en solid bund, voiceoveren kommer altid klokkeklart igennem, og det er simpelthen kræs for øregangene, hver gang musikken får lov til at folde sig ud i samtlige højtalere.

Ekstramateriale

Udgivelsen huser desværre intet ekstramateriale.

“Sharks 3D” er en enormt flot, men også noget useriøs og overfladisk dokumentar om hajer. Da filmen var færdig, følte jeg i hvert fald ikke, at jeg var blevet meget klogere på de enorme fisk. Til gengæld er filmens 3D-billedside enormt imponerende, og skivens lydspor er ligeledes fremragende. Men eftersom udgivelsen er blottet for ekstramateriale, bør man udelukkende overveje at investere i skiven, hvis man har en enorm forkærlighed for filmens emne – og i så fald ejer man formentlig allerede en masse overlegne dokumentarer med selvsamme, svømmende omdrejningspunkt.

Tjek i øvrigt Filmz’ anmeldelser af instruktøren Jean-Jacques Mantellos to andre undervandsdokumentarer, som også er udkommet: ”Ocean Wonderland 3D” og ”Dolphins and Whales 3D – Tribes of the Ocean”.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

I dokumentarerne “Ocean Wonderland 3D”, “Sharks 3D” og “Dolphins and Whales 3D – Tribes of the Ocean” går instruktøren Jean-Jacques Mantello tæt på den magiske verden og de væsner, der findes under havoverfladen.